Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Om Bonnichsens ytringsfrihed

Jeg er nu nået til den konklusion, at jeg ikke kun i mere lukkede kredse, men også mere bredt vil ytre mig om de retssikkerhedsmæssige og demokratisk negative konsekvenser af krigen mod terror, skriver den tidligere chef for PET, Ole Stig Andersen.

Den tidligere operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsens ytringsfrihed har på det seneste været emne i den offentlige debat. Det samme kan man roligt sig om tunesersagen.

Bonnichsen behøver næppe mere opbakning, end han allerede har fået, og tuneserloven har fået meget kompetente anmeldelser. Alligevel ønsker jeg at blande mig lidt i den offentlige debat, idet disse og andre sager er udtryk for de mange uønskede og farlige konsekvenser af den såkaldte krig mod terror.

Bonnichsen har, og det må man erkende, været en hyppig gæst i de elektroniske medier, og man har vel ofte haft en fornemmelse af deja-vu, når han dukkede op på tv. Har man problemer med hans hyppige besøg på skærmen, kan man jo bare zappe videre, når han toner frem.

Jeg må erkende, at han i den senere tid i stigende omfang giver udtryk for nogle principielle og væsentlige synspunkter, som er værdifulde i den offentlige debat. Og jeg synes, at han forklarer sig godt. Mon ikke der er mange pensionerede ”politigeneraler” og ”politioberster”, som synes at han skal holde sine synspunkter for sig selv. Dette gælder ikke mig.

Jeg mener i øvrigt ikke, at Bonnichsen i sine udtalelser har røbet noget om PET's arbejdsmetoder. Alle PET's efterforskningsmæssige muligheder fremgår i øvrigt af retsplejeloven. Det er derfor ikke rimeligt indirekte at true ham med det gule kort. I Danmark går vi - som også denne avis' læsere er bekendt med - meget langt med hensyn til at beskytte ytringsfriheden, og det må også gælde for Bonnichsen, selvom systemet i dette tilfælde godt kunne undvære hans analyser.

Jeg værdsatte specielt hans forklaring om nødvendigheden af at have kritisk dialog med de muslimske miljøer. Jeg husker ikke, om han også nævnte Hiz-ut-Tahrir, men naturligvis bør PET også have kontakt til denne organisation, som, har jeg forstået, er antidemokratisk, men ikke går ind for terror.

I min tid var der andre udemokratiske foreninger/partier, og det var vigtigt at vide, hvem bl.a. disse, der aktivt gik ind for at omstyrte samfundet ved vold. F. eks. fjernede DKP henvisningen til den permanente revolution fra sit partiprogram, medens det modsatte var tilfældet med trotskisterne.

I det hele taget er det nyttigt at kende sin modstanders synspunkter og også hans kritik af svaghederne i ens eget politiske system. Mon ikke også politiet i 1930'erne førte samtaler med nazisterne, men måske ikke i tilstrækkeligt omfang til helt at forstå deres ultimative hensigter.

Noget andet er så, at det måske i dagens Danmark er uklogt at benytte ordet dialog, som dog kun betyder samtale. Man kan måske få det indtryk, at Bonnichen ved at anvende dette ord sigter mod at opnå en eller anden form for indforståelse eller ligefrem aftale gennem en kontakt med de muslimske miljøer. Dette er næppe hans hensigt.

Alt dette får mig til at mindes følgende citat fra de amerikanske professorer Ian Burumas og Avishai Marglits bog ” The West in the eyes of its enemies”: »At forstå er ikke at undskylde, ligesom det at tilgive ikke er at glemme, men uden at forstå dem, der hader Vesten, kan vi ikke gøre os håb om at hindre dem i at ødelægge menneskeheden«.

Da jeg forlod embedet som chef for PET (det var jeg fra 1975-84) var jeg overbevist om, at jeg ikke ville skrive erindringer eller optræde i den offentlige debat. Jeg lukkede døren i efter mig og ville kun se fremad. Min indstilling har ændret sig siden da.

For det første er jeg blevet påvirket af det forhold, at Justitsministeriet fik nedsat Undersøgelseskommissionen vedrørende PET.

Jeg har måttet stille op til mange afhøringer, og jeg er derved blev tvunget til at vandre tilbage til fortiden ad tilgroede stier.

Dette har givet mig anledning til mange refleksioner af mere principiel karakter, og jeg kan ikke undgå at foretage sammenligninger mellem truslen mod Danmark under Den Kolde Krig og truslen i dag mod vores samfund på grund af terror.

For det andet har jeg på et mere akademisk plan haft anledning til at beskæftige mig med retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Således blev jeg bedt om at udarbejde et indlæg om emnet ”Beskyttelsen mod overvågning i den fysiske og elektroniske verden” på Det 38. Nordiske Juristmøde i København i år.

Jeg er nu nået til den konklusion, at jeg ikke kun i mere lukkede kredse, men også mere bredt vil ytre mig om de retssikkerhedsmæssige og demokratisk negative konsekvenser af krigen mod terror. Hetzen mod Bonnichsen gav mig det endelige skub. Bonnichsen var chef for kriminalpolitiet i PET, og han var vistnok operativ chef i tjenesten (i min tid var dette vicepolitimesteren), hvorfor han har større viden end jeg om efterforskningen i PET. Jeg svævede som chef for PET mere over vandene, men fik naturligvis større indsigt i de mere principielle juridiske og politiske problemstillinger.

Det er et nødvendigt krav, at også PET-chefer skal udtale sig til pressen, men helst uden at bevæge sig dybere ned i substansen. Man skal med andre ord mestre kunsten at tale sort. Jeg har noteret mig, at intet har forandret sig på dette punkt.

Når man som jeg tager et vist forbehold over for den meget betydelige styrkelse af politi og efterretningstjenester, som har fundet sted efter 1. og 2. terrorpakke, bliver jeg spurgt, om jeg vil acceptere risikoen for et terrorangreb på Nørreport Station i myldretiden. Mit svar er nej, men jeg vil nok kunne acceptere, at man undlader at reducere risikoen for et sådant angreb fra 0,04 promille til 0,02 promille.

Der er efter min opfattelse mange grunde til, at det accepteres, at kampen mod terror fører en lang række negative konsekvenser med sig. Politikerne er ramt af det, man kan kalde ”ansvarsfobi”. Man vil fra politisk side acceptere det, eksperterne beder om, således at man ikke efterfølgende kan bebrejdes noget, såfremt det går galt. Økonomiske betragtninger er ikke afgørende. Og ingen - jeg gentager ingen - har de rigtige svar. Ingen ansvarlig minister kan overleve politisk, såfremt der i Danmark finder et terrorangreb sted, og man efterfølgende med rette eller urette kan bebrejde den pågældende minister noget som helst. I Den Kolde Krigs tid var betingelserne anderledes. Hvis det var gået galt, dvs. hvis Danmark var blevet invaderet og eventuelt indlemmet i Sovjetunionen, så ville ingen minister efterfølgende skulle stå til ansvar over for vælgerne.

Jeg vil gerne her understrege, at man forud for de to terrorpakker i 2002 og 2005 ikke levede i en sikkerhedsmæssig stenalder.

Anden terrorpakke var bl.a. baseret på en lang række anbefalinger fra en tværministeriel arbejdsgruppe, som igen dannede grundlag for regeringens handlingsplan af 16/11 2005 for terrorbekæmpelse. I denne rapport - altså før 2 terrorpakke, men efter terrorangrebene i Madrid og London - anføres udtrykkeligt, at »de fremlagte anbefalinger ikke skal ses som udtryk for, at det danske samfunds nuværende beredskab og indsats over for terrorisme efter arbejdsgruppens vurdering er utilstrækkeligt.«

Det er problematisk, at krigen mod eller frygten for terror har medført en større lukkethed i vores demokrati samtidig med, at PET lægger beslag på flere og flere ressourcer. En bodyguard døgnet rundt er en bekostelig affære. Vi taler om 24 timer, der skal dækkes ind, hvortil kommer ferie, helligdage, sygdom, afspadsering, barselsorlov, efteruddannelse, kursusdeltagelse m.v. Jeg mener at kunne huske, at en vagt døgnet rundt ”kostede” otte årsværk eller 16 årsværk, såfremt man var to sammen.

Siden hen må dette resultat være vokset væsentligt, hvortil kommer, at frygten for terror har medført, at der er brug for flere og flere bodyguards. Yderligere anvendes betydelige ressourcer til VIP-opgaver. I min tid var denne form for aktivitet meget begrænset i vores del af verden, men ikke i lande, hvor den for politiet ansvarlige minister herved kunne demonstrere sin potens, og de besøgende kunne blive bekræftet i, at de var personer af stor betydning. Det kunne være interessant at kende antallet af årsværk, som krigen mod terror har kastet af sig.

Bodyguards beskytter i øvrigt ikke imod den professionelle morder, men alene mod amatører, og mentalt forstyrrede personer, som har et utæmmeligt behov for - f. eks. ved at hælde maling over statsministeren - at protestere over for systemet ved brug af grænseoverskridende og altså også ulovlige metoder.


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.