Kronik: Licens eller skat?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Licensen giver problemer: Administrationen er kostbar, og der er mange sortseere. Sådan har det været i mange år, men disse problemer er ikke blevet mindre med den nye medielicens. Det forlyder nu, at partierne bag medieforliget overvejer at ændre systemet fra tilmelding til framelding. Det kan måske mindske sortseerantallet, men ikke de administrative omkostninger. Dertil kommer principielle betænkeligheder: Det er ikke normalt, at virksomheder kan opkræve betaling for et tilbud, blot fordi forbrugere ikke har meldt fra. Man skal i hvert fald ikke regne med, at licensen vil blive mere populær ved at ændre til framelding.

En omlægning fra licens til skat kan derimod give et sikkert overskud, fordi den sparer de administrative udgifter og fratager sortseerne deres særlige muligheder for at slippe. Politikerne kan bestemme, hvad overskuddet skal bruges til. Det kunne f.eks. deles mellem borgerne og public service-medier. Skattefinansiering på dette felt kunne således lette borgernes udgifter, og det er skæbnens ironi, at denne løsning forhindres af skattestoppet.

Licensen blev indført som finansiering i 1925 ved starten af Statsradiofoniens virksomhed. Den oprindelige begrundelse var, at andre ikke skulle betale for en facilitet, som kun få benyttede sig af. Tilsvarende hensyn spillede en rolle ved starten af tv og senere farve-tv. Da radio og tv blev allemandseje blev licensen fastholdt med begrundelsen, at den var et værn mod politisk afhængighed.

Tidligere blev licensen opkrævet som en afgift for at besidde radio- og tv-apparater. Den teknologiske udvikling betyder, at det er muligt at benytte andre apparater. Dermed blev den gamle licensordning sårbar, og den nye medielicens blev indført fra starten af 2007.

Medielicensen skal betales for besiddelse af et apparat, som kan modtage og gengive radio- eller billedprogrammer. Licenspligten er således udvidet til at omfatte computere, mobiltelefoner og lignende apparater udover de traditionelle radio- og tv-apparater. Alle, der har et apparat, har pligt til at tilmelde sig licensordningen. For at give mulighed for kontrol er forhandlere pålagt indberetningspligt ved salg af disse apparater.

Licensen finansierer public service-programvirksomhed ved DR og TV2-regionerne. Andre former for public service - offentlige tjenester - bliver finansieret helt eller delvist af almindelige skatter f.eks. teater, biblioteker, højskoler, universiteter og kunstmuseer.

En arbejdsgruppe fremlagde i 2004 rapporten ”licens eller skat”.

Ifølge rapporten har 99 pct. af husstandene mindst ét radio- eller tv-apparat. Med medielicensen inddrages som nævnt flere apparater, og praktisk talt alle husstande vil være omfattet af den nye licens. I 2008 har enhver ung, der flytter i egen lejlighed eller værelse, i det mindste en mobiltelefon.

Praktisk talt alle er licenspligtige, men ikke alle betaler. Ifølge rapporten var cirka 233.000 husstande sortseere i 2003, fordi de enten slet ikke betalte licens eller betalte for lidt.

Sortseerproblemet ville forsvinde ved skattefinansiering, og man kunne desuden spare de nuværende omkostninger på cirka 50 millioner kr. om året til administration og opkrævning af licens. En omlægning ville endvidere fritage forretninger for besværet med indberetninger.

Det er vanskeligt at vurdere, om en frameldingsordning kan mindske sortseerproblemet. En sådan ordning vil i hvert fald ikke mindske det administrative besvær. En tidligere arbejdsgruppe har vurderet dette spørgsmål i en rapport fra 2000 (”Licensopkrævning 2001-2004, Kulturministeriet). Konklusionen var, at der tværtimod ville »være tale om en kompliceret og omkostningskrævende administration«. En sådan frameldingsordning ville heller ikke være bedre set fra et kontrolsynspunkt.

Omlægning til finansiering via indkomstskat kunne spare væsentlige omkostninger til administration og samtidig give større effektivitet i inddrivelsen af penge. En anden effektiv og billig mulighed kunne være at klare finansieringen ved at forøge eksisterende afgifter f.eks. en energiafgift.

Medielicensen pålægges husstande, og den unge studerende, der flytter på eget værelse med sin mobiltelefon, skal betale det samme som direktørfamilien, der har tv og computere i alle rum. De fordelingsmæssige konsekvenser ved skattefinansiering kan bestemmes politisk, men kan vanskeligt blive ligeså skæve som ved medielicensen.

Licenssatsen og fordelingen til public service-virksomheder afgøres af kulturministeren sammen med ordførerne for de partier, der er med i det seneste medieforlig. Aftalerne bliver ikke omsat til lovforslag med behandling i Folketinget, men udmøntes af kulturministeren i en bekendtgørelse.

Det erkendes i rapporten ”licens eller skat”, at skattefinansiering reelt ikke giver større politisk afhængighed end licensfinansiering: Flerårige politiske aftaler er en mulighed ligesom ved licensfinansiering. Bevillinger vil følge regler for tilskudsinstitutioner og ikke betyde nævneværdige stramninger sammenlignet med den gældende praksis for DR og TV2-regioner, og der vil ikke være nogen forskel med hensyn til regnskabsaflæggelse og revision.

Rapporten fra 2004 advarer i stedet om, at skattefinansiering vil give større psykologisk afhængighed. Rapporten nævner ét sted, at det ikke kan udelukkes, at »skattefinansiering i mindre grad ansporer til den samme grad af mangfoldighed. Det sker, hvis det bliver vigtigere for public service-institutionen at leve op til politikernes forventninger og ønsker end til licensbetalernes«. I rapportens overvejelser om evt. abonnementsbetaling argumenteres omvendt, at seerafhængighed kan anspore til mindre mangfoldighed.

Rapporten peger også på psykologiske mekanismer i relation mellem public service-institution og stat: »Politikernes reelle indflydelse er i det nuværende system med licensfinansiering hverken mere eller mindre begrænset i forhold til, hvad en skattefinansiering behøver at give anledning til. Ikke desto mindre er det nærliggende at antage, at skattefinansiering kan føre til, at politikerne vil opleve, at de har større adkomst til at påvirke, hvordan medierne skal anvende de offentlige midler, der afsættes til formålet«.

Det er usædvanligt, at løse spekulationer om psykologiske mekanismer begrunder et finansieringssystem, der både indebærer væsentlige meromkostninger og samtidig mindre effektivitet i opkrævningen.

Det kan være svært at tro, at spekulationerne om psykologisk afhængighed har haft afgørende betydning som grundlag for at indføre medielicens frem for skattefinansiering. Måske findes svaret i samme rapport: »Arbejdsgruppen har noteret sig, at licensen ikke er omfattet af VK-regeringens skattestop og endvidere, at en omlægning til finansiering over finansloven kan gennemføres med modgående besparelser. Derimod har skatteministeriet oplyst, at en finanslovsfinansiering, der kombineres med modgående konkrete ændringer i skatte- eller afgiftssatser, f.eks. en reduktion af personfradraget eller en hævelse af bundskattesatsen, vil være i modstrid med skattestoppet«

Spørgsmålet melder sig: Er medielicensen reelt en skat? I så fald er der et problem med grundloven § 43, der fastslår, at »ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov«. Bestemmelsen betyder, at skattekrav skal have direkte og specifikt grundlag i lovregler. Skatte- og afgiftslove er derfor detaljerede f.eks. love om afgifter for biler, øl, vin, råstoffer og drivhusgasser. Formålet er at sikre optimal demokratisk styring og kontrol.

Afgifter omfattes normalt af grundloven § 43, når der ikke er en direkte sammenhæng mellem afgiftskravet til borgeren og det offentliges modydelse.

Den tidligere licensafgift var begrænset til almindelige radio- og tv-apparater, og der var således en klar forbindelse mellem apparater, der var licenspligtige og radio- og tv-modtagelse.

Medielicensen skal betales, når en husstand har en computer eller mobiltelefon, der kan bruges til at modtage radio og tv, uanset om computeren eller mobiltelefonen er anskaffet til og kun bruges til andre formål. Der er således ikke en direkte sammenhæng mellem betaling af medielicens og modydelsen i form af programvirksomhed fra DR og TV 2-regionerne. De fleste anskaffer en computer eller mobiltelefon for at lette kommunikation og informationssøgning.

Radio- og fjernsynsloven regulerer ikke medielicensens størrelse. Loven giver heller ikke nærmere regler om licenspligtens indtræden og ophør eller om betalingsfrister og opkrævning. Den nærmere regulering inklusiv licensens størrelse fremgår af kulturministerens licensbekendtgørelse.

Spørgsmålet, om medielicensen reelt er en skat, er tilsyneladende ikke blevet grundigt undersøgt. Hvis medielicensen er en skattemæssig afgift i grundlovens forstand, kan den nærmere regulering af medielicensens størrelse og opkrævning ikke overlades til en bekendtgørelse fra kulturministeren.

Det vil betyde, at den politiske beslutningsproces skal frem i Folketinget. Den vil ikke kunne holdes bag lukkede døre i snævre møder mellem kulturministeren og ordførere fra forligspartierne. Den politiske afhængighed vil i hvert fald ikke blive større ved, at beslutningsprocessen kommer frem i lyset.

Den politiske definition af skattestop omfatter ikke licens. Derfor kunne licensen omlægges til en medielicens, der omfatter flere apparater, uden at komme i strid med skattestoppet. Hvis licensen omlægges til skat, kunne borgerne slippe for at betale licens, men så ville skatten blive højere, og det må den ikke.

En omlægning kunne ganske vist spare udgifter til administration og give flere penge til public service-programvirksomhed eller lette borgernes udgifter, men den går ikke.