kronik: Gutenberg-parentesen

Den trykte bog suppleres i stigende omfang med en lydversion. ”Se filmen - hør bogen” er ved at erstatte ”læs bogen - se filmen.”

Generaldirektør Kenneth Plummer og Danmarks Radio har præsenteret projekt om ultrakorte dramaserier på internet og mobiltelefon.

Folkebiblioteker flytter deres bogsamlinger til magasiner og erstatter hylderne med computerborde.

Hvad har disse kendsgerninger ellers med hinanden at gøre, ud over at de alle er plukket fra den aktuelle nyhedsstrøm? De er udtryk for formidlingsbehov, der så at sige går uden om den velkendte trykte og massedistribuerede tekst. Dermed er de med til at lukke den Gutenberg-parentes, der åbnede sig for ca. 550 år siden.

En epoke med det trykte ord i masse-udbredt form er ved at være slut, og dermed aner vi også slutningen på en særlig omverdenserkendelse, der hviler på Gutenbergs udnyttelse af den løse tryktype.

Pave Benedikt XVI har ganske vist haft pænt stor succes med sine teologiske bøger, senest bogen om Jesus af Nazareth. Der er dog på ingen måde tale om populærlitteratur. Den katolske kirkes budskab, personificeret i paven, må ty til billede og lyd, hvis der virkelig skal være gennemslagskraft.

En fortælling - roman eller novelle - er traditionelt forbundet med det trykte bogmedie. Men fortællingen som sådan er ikke medieafhængig. Den kan lige så godt opleves i oplæst som i læst form. Fin til at slå tiden ihjel med i de lange bilkøer til og fra arbejde, eller hvis man ikke kan udholde stilheden, kun afbrudt af vindmøllers sagte susen og fuglekvidder under spadsere- og løbeture i det fri.

DR-generaldirektørens projekt sigter på at tilfredsstille et behov for historier, der, som lydbøgerne, er totalt individualiserede med hensyn til brugerens personlige kalender og samtidig, men modsat lydbøgerne, retter ind efter den opmærksomheds-spændvidde, de 2 ½ - 3 minutter, som vor tids nye regneenhed, en ”song” på ipod'en, udgør.

Bibliotekernes overlevelsestrategier er, set fra bogelskeres synspunkt, intet mindre end faneflugt og forræderi. Men ganske konsekvent i overensstemmelse med det igangværende medieskred.

Johan Gutenbergs (1390?-1463) nye bogtryksteknik med de løse typer gik sin sejrsgang ud i verden fra Mainz, hvor den uddannede guldsmed fremstillede sin berømte Bibel 1453-55 efter den ny teknik. Der var dog ikke tale om massefremstilling, men om et oplag på højst et par hundrede eksemplarer. Så det var begrænset, hvor stor en effekt bogtrykteknikken havde i den første tid. De første 50 års bøger trykt efter Gutenbergs teknik var få og spredte. Man taler om ”inkunabler,” bøger, der i dag er sjældne og kostbare samlerobjekter. Men derefter, altså siden ca. 1500, gik det til gengæld hurtigt.

Gutenbergs Bibel var Vulgata på latin, som et kirkeligt koncil i 1546 gjorde til Det Katolske Kirkes kanoniserede bibeltekst. På det tidspunkt havde Luther med sin reformation fået fat i det meste af Nordeuropa, begyndende med de 95 teser offentliggjort i 1517 i Wittenberg til kulminationen med vedtagelsen af Den Augsburgske bekendelse i 1530.

Luther og reformationen tog en ny tids teknik til sig. Mens Gutenbergs katolske bibel stadig var for den latinlæsende gejstlighed, så sørgede Luther for at få oversat hele Biblen til tysk og startede masseproduktion og -distribution med den gutenbergske opfindelse i 1534, idet han allerede i 1529 havde fået trykt et par katekismer.

Reformationen ville næppe have bredt sig som en steppebrand, hvis ikke den ny bogtrykteknik have muliggjort en efter datidens forhold lynhurtig mangfoldiggørelse af det tekstmateriale, på hvilket oprøret mod Den Katolske Kirke fandt sted. Bogtrykteknikken var for Reformationen, hvad telefaxen var for Østblokkens fald i slutningen af 1980erne. Det ville heller ikke have givet meget mening med Luthers ideer om individuel gudsdyrkelse og dynamisk menighedsliv, hvis ikke kernetekster var både til at få fat i og til at læse på folkesprogene, startende med tysk.

Før Gutenberg havde der ganske vist eksisteret bøger, men det var håndskrevne tekster for det meste på pergamenter fremstillet af dyrehud. De enkelte - katolske - kirkers og klostres egne bibler og bønnebøger var håndkopierede bøger. Når disse bøger både var på latin, som ikke menigmand, men kun gejstligheden forstod, og var af sjælden og derfor også kostbar forekomst, blev de omgivet af betydelig ærefrygt.

Men det var ikke kun religionen, der nød godt af Gutenbergs opfindelse. I løbet af de næste ca. 200 år blev alverdens viden og kommunikation gjort bredt tilgængelig som trykte tekster. Oplysningstiden, er så småt startede i anden halvdel af 1600-tallet, var en tid, der betragtede den trykte tekst som altings omdrejningspunkt. Den bogtrykte og masseudbredte tekst var blevet folkeeje, i hvert fald blandt de privilegerede lag i befolkningerne, der kunne læse. Samtidig var bogen revet ned fra sin piedestal. Når den kunne købes på det nærmeste marked, var der ikke megen grund til at se den som noget særligt.

I løbet af 1700-tallet blev den trykte tekst et helt selvfølgeligt medium, både for bøger og for de aviser, der nu så småt, men hurtigt med betydelig succes dukkede op.

Før Gutenberg var kommunikation mundtlig, med det håndskrevne dokument som medium, når det drejede sig om det religiøse, det juridiske samt handels- og privatkorrespondance i et begrænset omfang. Med Gutenberg revolutioneredes hele kommunikationsområdet og fik i løbet af et par hundrede år, fra ca. 1650 stort set den form, vi kender i dag. At forsøge at begribe Middelalderen og Renæssancen på den trykte teksts præmisser er en simpel anakronisme. Vi er nødt til at bevæge os tilbage, hvis vi ellers kan det, før det normale var at udtrykke sig skriftligt med en større læserkreds for øje.

Når vi kan tale om Gutenberg-kulturen som en parentes, må der nødvendigvis være både en åbning og en lukning. Hvis åbningen manifesterede sig i forskellige sammenhænge over ca. 200 år, så er det gået betydeligt stærkere med den lukning, som vi er lige midt i.

Mens formidlingen af verden blev gjort til det trykte ord efter Gutenberg, så er det trykte ord nu på vej ud til fordel for lyd og billede. Hvor Gutenbergs løse typer muliggjorde en sætte- og trykkeproces uden grænser, så har den digitale revolution på helt samme måde åbnet for en helt ny mangfoldighed. Hvor menneskers kommunikation af deres omverdensoplevelse gennem de sidste 350 år har haft det trykte ord som konstant referenceramme, og dermed har gjort os bogtryksverbalt orienterede, så er vi i gang med den bevægelse væk fra det bogtryksverbale og hen i mod det lydlige og det billedlige. Med andre ord, vi er, til trods for men paradoksalt nok også i kraft af den digitale teknologi, ved at være tilbage ved den situation, der var fremherskende før Gutenberg.

Gutenberg-parentesen er ved at lukke sig. Når vi engang om flere hundrede år ser tilbage på det andet årtusinde i vor tidsregning, vil parentesen stå skarpt.

Vi forsøger os i øjeblikket med en nyorientering i den digitalt bestemte formidling. Meget peger bagud mod Gutenberg-parentesen. F. eks. den måde, som computerprogrammer forsøger at reproducere bogsider og bogtryksfonte.

De digitale designere har holdt fast i det kendte og traditionelle frem for at udvikle de nye veje, som de nye medier inviterer til. Vi kan se det typisk i emailtrafikken. Det gamle forretningsbrev eksisterer ganske vist stadig, også som e-mail, men den digitale post er langt om længe ved at udvikle sine helt egne konventioner, både med hensyn til formater og ortografi.

Ortografien er igen, efter århundreder med ensretning ikke mindst af hensyn til de bogtrykte mediers generelle tilgængelighed, ved at relativiseres. Mediet dikterer normen. Email og sms-ortografierne kan umiddelbart synes at være ukorrekt sprog, men fungerer faktisk hensigtsmæssigt på nye, mediale præmisser.

Det helt store og spændende spørgsmål på baggrund af Gutenberg-parentesen, der er ved at lukke sig, er, hvordan menneskers omverdensoplevelse vil blive præget af kommunikationsformer, der er ved at lægge vedtagne sproglige normer og trykformater bag sig.

Når e-mail og sms-beskeder erobrer dagligdagens kommunikative domæner, vil det ændre noget ved vedtagne etiske normer for samkvem? Hvordan vil vi i det lange løb reagere, når nyheder ikke serveres i morgenavisen eller i programsatte nyhedsudsendelser, men når de elektroniske netaviser og breaking-news tv med deres ubrudte flow har sat sig fuldt igennem? Hvad sker der, når prosafiktion opleves som oplæste eller dramatiserede tekster uden læserblikket i bogen? Hvad med det totalt individualiserede kulturforbrug, når alle kan vælge deres egen lyd og billede (hvoraf den trykte tekst vil blive blot ét ikon-system blandt mange)?

Under alle omstændigheder vil det være instruktivt at kaste en udforskende blik på det, der skete dengang, da verden gik fra før-Gutenberg til Gutenberg, midt i en kulturel opbrudstid, da humanismen og individualismen bidrog til og fik deres energier fra den trykte bog.

Ligeledes instruktivt vil det være at se på, hvordan den trykte tekst i de ca. 350 år inden for selve Gutenberg-parentesen har påvirket vores måde at se verden på. Hvordan bogen, skønlitteratur som faglitteratur, og avisformatet har pålagt verden et mønster, som så verden derefter er ”blevet til” i kraft af.

Midt i den digitale revolution her og nu står vi ganske vist i en Gutenberg-parentes under lukning, men samtidig i et medialt skred, der i princippet ikke er nyt, men på mange måder blot en spejlvending af, hvad generationer 350 år før os og i noget langsommere tempo oplevede.