Kronik: Hvad er forskellen?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Og hvis vi er delt i to, kan vi da indledningsvis konstatere, at der ikke er megen mangfoldighed i dette land. Landet er dermed ikke multikulturelt, for der er jo kun to kulturer. Hvad er forskellen mellem de to?

Det er svært at sætte navn på dem. Færre og færre deler op i højre og venstre. Medierne har derfor valgt den mest letfattelige opdeling, som ikke bruger ord, men farver. Den ene blok kaldes blå, den anden rød. Dette symbolske system får midten til at forsvinde. Den har ingen farve.

Den røde farves symbolske betydning kender vi. Den signalerer socialisme, men da man ikke kan bruge ordet, kan man i det mindste bruge farven. Vi skal tænke på de røde flag, der smælder. På fagforeningernes røde faner.

Den blå farve er mere tvetydig. Den er konservatismens farve og EU's. Både rød og blå har også med blodets farve at gøre. Man kan have blåt blod i årerne, mens de fleste har rødt.

Opdelingen i farver kan intet sige om det liberale element, for liberalisme er pr. definition farveblind. Mediernes symbolske blokpolitik giver også problemer for Det Radikale Venstre, for der er ikke et ”midt imellem” de to blokke. De radikale farves derfor røde. Farver har altså erstattet ord og ideologier.

Selvom de fleste altså fornemmer, at danskerne er delt i to blokke, så fornemmer de samtidigt, at der ikke er ret stor forskel mellem blokkene. Hvordan kan man på den ene side føle, at Danmark er delt i to, når forskellen ikke er til at erkende? For alle samles jo på midten - selv yderfløjene. Alle går ind for velfærd. Og alt det andet. Der er næsten ingen forskel, men vi føler en stor forskel. Hvordan forklarer vi det? Der må være tale om en ny slags forskel, der ikke kan forklares med farver eller ideologier.

Socialister er ikke socialister længere. Liberalister er ikke liberalister. Kristendemokrater er ikke kristne. Konservative er ikke konservative. Dansk Folkeparti er ikke et folkeparti. Forskellen mellem de to blokke er nemlig ikke ideologisk.

Poul Schlüter var profetisk, da han sagde, at ideologierne er døde. Man forsøger at give dem kunstigt åndedræt ved at bruge tomme ord som værdier, visioner og menneskesyn, men de er blot ord, der er skabt af og til power-point foredrag og plakater.

Ideologier er mere komplekse og dur ikke til You-Tube og lignende. Værdier kan tælles og sættes op som en liste, og de kan udskiftes. De kan også devalueres, hvad de bliver hele tiden, for der er igen ingen forskel på folks værdier. Og hvad i al verden er et menneskesyn? Hvordan får man sådan et, og hvor mange er der? Et rødt og et blåt? Ideologierne er væk og erstattet af noget helt andet: Identiteter.

Efter Murens fald kom globaliseringen. Den må alle forholde sig til. Globaliseringen er det verdenssystem, der afløste Den Kolde Krigs system.

Det sidstnævnte delte verden op i tre verdener. Den første eller frie verden. Den anden eller socialistiske verden, og så den tredje verden, hvori den første og den anden kæmpede om magten. De tre verdener er forsvundet. Vi siger jo, at der nu kun er én verden. Globaliseringen deler altså ikke verden op i blokke eller lejre, men det gør vores måde at forholde os til den. Deraf opstår de to blokke. De har med identitet og ikke med ideologi at gøre.

Globaliseringen er nemlig ikke ideologisk og er ikke et resultat af en villet politik. Den gør, at politik skal genopfindes. Globaliseringen er ikke et politisk projekt.

Globaliseringen er, at der ét supermarked, én superstat og ét superindivid. Disse tre globale aktører - markedet, USA og Osama bin Laden - udfordrer de enkelte nationalstater. De kan vælge at forsvare sig, eller at gå aktivt med og tage udfordringen op og blive en konkurrencestat. Der er mange måder at forsvare sig på og mange måder at konkurrere på. EU er måske dybest set et forsvar mod globaliseringen, og det samme er et forsvar for nationalstaten.

Vi er delt i to lejre alt efter, hvordan vi forholder os til globaliseringen. Om vi vil forsvare os mod den eller gå med ind i den.

I det forhold er det, at de klassiske ideologier, der alle stammer fra det industrimoderne, slet ikke slår til. Socialismen tænker i klasser, men det kan de fleste godt erkende er helt inadækvat. Det dur heller ikke at tænke i eliter over for massen, fordi eliterne er blevet alt for store. I vor uformuenhed deler vi derfor op i blåt og rødt. Vi bruger gamle ord om nye fænomener.

Globalisering er uanskuelig. Den er svær at forholde sig til følelsesmæssigt. Men den har sat sig igennem også i den enkeltes liv og i det politiske liv. Hvordan? Netop som identitet. Det er et ord, som vi bruger igen og igen.

Vi er gået fra at tænke ideologisk - hvad vi tror på - til at tænke i identiteter - hvem vi er. Det er den ny tænkemåde, der har afløst Den Kolde Krigs ideologiske.

Politik er i dag identitetspolitik. Vi udtrykker vores identitet ved at tilhøre enten det ene eller det andet parti og ikke mindst ved at tilkendegive, at man er det ene eller det andet. Det er helt tydelig med Ny Alliance og Dansk Folkeparti.

Når unge studerende stemmer SF, så er det ikke, fordi de vil afvikle kapitalismen, så er det, fordi de derfor får en identitet og kommer til at tilhøre en gruppe.

At stemme på SF fortæller ikke noget om, hvad du tror, men om hvem du er. Det er for tiden smart. Sidste gang var man smart, hvis man var radikal.

På det ideologiske plan er forskellene forsvundet, men de er genopstået på det identitetspolitiske. Det er det, vi tænker på, når vi forbinder de radikale med café latte eller SF med speltbrød. Din politiske identitet viser du ved, hvad du spiser. Spiser du frikadeller med kold kartoffelsalat, er du i Dansk Folkeparti. Du er, hvad du spiser. Og mad er hverken socialistisk eller liberalistisk.

Identitetspolitik har erstattet ideologisk politik. Og det er et resultat af globaliseringen. Der er også noget andet, som er en følgevirkning: individualiseringen. Den er alles skæbne og ikke et valg.

Når man spørger et menneske om, hvem han eller hun er, lyder svaret: Jeg er mig. De to blokke, de to kulturer, som vi alle føler, vi er opdelt i, får derfor ny mening. De er to måder, hvorpå individualiserede mennesker forholder sig til globaliseringen. Og det deler os. Enten vil vi overleve i den eller leve i den.

Forleden aften var Claus Hjort Frederiksen (V) og Svend Auken (S) i deadline hos Kurt Strand. Han ville finde ud af, hvad forskellen var. Og det kom hurtigt frem, at det ikke handlede om, hvad man tror (ideologi), men om hvem man er (identitet).

Svend Auken er jo ikke socialist, og Claus Hjort er jo ikke liberalist. Det kan enhver se. Det kom faktisk også frem, at forskellen ikke handler om enten en maksimalstat (socialdemokrater) eller en minimalstat (liberalister) og heller ikke om offentlig over for privat. Den diskussion tilhører fortiden til. Det private er offentligt, og den offentlige sektor styres, som om den var privat.

Den røde blok henviser hele tiden til ”fællesskabet”. Svend Auken sagde det i diskussionen, og Helle Thorning-Schmidt har sagt det utallige gange. Lærerforeningen kalder folkeskolen ”fællesskabets skole”? Og chef for DR Nyheder Ulrik Haagerup (JP 17/11) siger), at DR er ”fællesskabets mediehus”.

Denne længsel efter fællesskab hedder med et fint ord ”kommunitarisme”. Men hvad er det for et fællesskab?

Det omfatter jo ikke alle, for det er næppe det nationale. Eller er det? Det er svært at finde ud af. Det kan heller ikke være det fællesskab, der før i tiden blev skabt af den stærke stat. Det er et fællesskab, der skal forsyne individualiserede mennesker med en identitet i en globaliseret verden. Det røde skal erstatte rødder. Det kan kun være et halveret fællesskab og derfor en kilde til konflikt.

Halvdelen af danskerne er ikke omfattet af Aukens og de andres klæbrige fællesskab. Jeg vil da nødigt være med i det. Flertallet vil heller ikke. Flertallet får ikke identitet ved at søge tilbage til et fællesskab, der i sidste instans kun kan fungere i et nation med en stærk stat.

Hvis denne længsel efter fællesskab ikke er en lukkethed over for det fremmede, så ved jeg ikke, hvordan man ellers skulle beskrive den. Det 20. århundrede har lagt to store fællesskabsideologier bag sig: nationalsocialismen og kommunismen.

Kommunitarismens fjende er markedet. Den anden blok trives faktisk godt på det åbne og frie marked. De blå strømmer ufremmedgjorte til Bilka og rejser med Sterling og savner slet ikke det klamme fællesskab, som den røde blok drømmer om. De foretrækker fedt forbrug frem for klamme fællesskaber.

Den ene blok siger: tilbage til fællesskabet. Den anden siger ”Hurra for globaliseringen” - som titlen lød på skatteminister Kristian Jensens bog.