Kronik: Et rigt armodigt land

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi var en gruppe på i alt 17 vandrere, der gik ad Hærvejen, der i sin tid var befærdet – ikke blot med krigsfolk, men også med handelsmænd og pilgrimme, og ligesom pilgrimmene gjorde vi holdt ved herberger, kirker, kapeller og kilder undervejs.

Det var godt og trygt at gå således. De afmærkede stier førte os gennem den midtjyske natur i al dens sensommerpragt. Vi vandrede gennem ozonduftende granskove og langs heder med lyngen i blomst, og mens vi gik der, følte vi os rige, og vores rigdom var omfattende og mangfoldig. En del af denne rigdom var at have adgang til en kultur, der er over 1.000 år gammel, og som taler til os gennem kirkebygninger, landsbyer, gårde, veje, stednavne og gennem de sagn og historier, der knytter sig til stederne.

Undervejs kom vi også så langt ud i naturen, at der ingen motorlarm var at høre, ja, selv mobiltelefonerne var til tider ude af drift, men selv om vi gik i områder, der syntes forladt af mennesker, var vi dog midt i et samfund, der ville tage sig af os, hvis der blev brug for det.

Vi vidste alle, at hvis der skulle støde et uheld til, så vi fik brug for hjælp, ville den være der så hurtigt som muligt og uden hensyn til rang og stand.

At leve i et sådant samfund er også at være rig, og det er en form for rigdom, der ikke kan påskønnes nok, men spørgsmålet er ikke desto mindre, om vi gør det? Passer vi godt nok på den? Svaret er desværre et nej.

Mens vi gik i de stilfærdige pilgrimmes fodspor og nød vores fælles rigdom, var vore politikere travlt optaget af at dele gaver ud til befolkningen, så man skulle tro, den var nødlidende og havde brug for almisser. Regering og opposition smed om sig med løfter om skattelettelser, der ville gøre os alle endnu rigere, men det skulle vel at mærke ske ved at give hver enkelt flere penge til mere privatforbrug.

Først blev de lavestlønnede i det offentlige lovet lønstigninger, men det blev ikke til noget.

Så blev de mest velbeslåede lovet guld og grønne skove, men så blev den gave også trukket tilbage. I stedet fik middelklassen de fleste af pengene, og selvom den just ikke er præget af dyb fattigdom, så er den dog den største, og ved at indynde sig hos den, er der flere stemmer at hente, så nu får gennemsnitsdanskeren råd til flere mobiltelefoner, mere moderigtigt tøj, mere rødvin og flere ferieture til sydens sol.

Sådan bliver de velbeslåede danskere endnu rigere, men der er vel at mærke tale om en rigdom af en ganske anden natur, end den vi havde nydt, mens vi gik i det jyske højland.

Fællesskabet som helhed var der således ingen der tænkte på, og den rigdom, der består i at have fri og gratis adgang til kultur og viden, bliver faktisk begrænset.

I løbet af det sidste års tid har man således nedlagt over 100 folkebiblioteker over det ganske land. Når det gælder viden, fortælles der om skoler, der er plaget af ringe vedligeholdelse og sparsom rengøring, så børn og lærere bliver syge af dårligt indeklima.

Der mangler ca. 2.000 folkeskolelærere, og et stigende antal pædagoger forlader faget, fordi de daglige belastninger er for store. Det er svært at finde personale til at tage sig af de små, og angående det sundhedsvæsen, der gav os så megen trøst, mens vi gik, har det faktisk så store problemer, at Danmark minder om et uland.

I løbet af de seneste 10 år er antallet af sengepladser på de danske hospitaler således reduceret med mindst 2.000. Resultatet er pladsmangel, så alvorligt syge, ja endda døende, kan risikere at ligge på gangene. Arbejdsforholdene for de ansatte er elendige.

Sygefraværet slår rekorder, og koster det offentlige et milliardbeløb om året. Folk søger væk, så snart de kan se deres snit til det. Ifølge Dansk Sygeplejeråd mangler der ca. 1.500 sygeplejersker, og ifølge Sundhedsstyrelsen er der 2.816 ubesatte lægestillinger.

De tilbageværende har alt for meget at lave, hvilket igen fører til, at de syge risikerer at få forkert medicin eller at få den for sent, og sådan noget som samtaler med patienterne og deres pårørende er skåret ned til et absolut minimum.

Sådan er vilkårene i det velfærdssamfund, hvor man nu vil skære i skatten. Det vil ikke afhjælpe problemerne og ikke øge vores fælles rigdom, men tværtimod gøre den mindre.

Tænk, hvis man havde valgt at bruge nogle af de mange milliarder i statskassen på at forbedre det, som er fælles, i stedet for at dele dem ud til privat forbrug. Det har man imidlertid ikke gjort, og resultatet er, at det rige land er ved at blive armodigt på fællesskabets områder. Helt konkret oplevede vi denne fattiggørelse, da vores vandretur var slut. Turen hjem blev faktisk til noget af en trist oplevelse. Vi stod på et tog i Horsens og kunne straks konstatere, at toget var så overfyldt, at passagererne måtte stå op i mellemgangene, og den slags var nærmest blevet normalt.

I Fredericia kunne man ikke få en togvogn koblet fra togstammen, og det førte til forsinkelser, der forplantede sig videre i systemet. Toget til Esbjerg måtte således holde og vente i Middelfart, og vores forsinkelse holdt sig hele vejen til Københavns Hovedbanegård, hvor toget omsider gjorde holdt, men gjorde det et stykke ude på terrænet, hvor der knap nok var en perron, og hvorfra vi skulle kante os forbi stilladser og skure for slutteligt at mase os op ad en trappe for derefter at krydse en stærkt befærdet gade for kun at konstatere, at S-togene for resten ikke kørte den dag. Årsagen blev ikke oplyst, der var ingen brugbare oplysninger på de ophængte skærme, og de meddelelser, der blev givet over nogle fjerne højttalerne, lød som uforståelige nødråb fra et system i dyb krise.

Således blev vores sensommertur til en rejse, der gik fra rigdom til armod. Tilbage står spørgsmålet, hvorfor finder vi os i det? Hvorfor tillader vi, at vore politikere gør os fattigere - midt i al vores velstand?