Bombeoptakten til lilleputstaten Danmark
I morgen er det 200 år siden, at en af de mest voldsomme begivenheder i Danmarkshistorien fandt sted. Københavns befolkning blev udsat for et engelsk terrorbombardement, og det ophørte først, da englænderne havde fået deres krav opfyldt: Udleveringen af den danske flåde.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
I følge Winston Churchill er krigshistorien en lang liste af fejltagelser, og de to krigshandlinger i denne periode, som for alvor betød noget for Danmark, nemlig Slaget på Reden i 1801 og Københavns bombardement efterfulgt af ”flådens ran” i 1807, danner ingen undtagelser. Efterfølgende kom Danmark i krig med England, og da Napoleonskrigene endte i 1815, havde Danmark stået på taberens side. Det medførte en statsbankerot og tabet af Norge samt de oversøiske kolonier.
Danmark blev reduceret til en lilleputstat, som måtte lære at tilpasse sig de stærke naboer. I perioden op til krigen var hverken kronprinsen (som regerede på vegne af sin sindssyge far Christian VII), udenrigsministeren eller den danske befolkning særlig anti-engelske - tværtimod. I dag vil vi nok sige, at krisestyringen ikke var perfekt, og at nogle af beslutningerne på begge sider blev truffet på et fejlagtigt grundlag. Den udenrigspolitiske situation var dog meget kompliceret, og der var ingen enkle løsninger på Danmarks problemer.
Baggrunden skal søges helt tilbage til afslutningen af Den store nordiske Krig i 1720. Med freden startede en økonomisk opgangsperiode, som varede frem til 1801. Periodens sidste del kaldes ofte for den ”florissante” eller blomstrende periode. Dobbeltmonarkiet Danmark-Norge førte en aktiv udenrigspolitik støttet af en stærk flåde, og handelsflåden tjente ufattelige summer på at sejle på langfart til blandt andet Kina, Indien, Afrika og Vestindien. Der var også store penge at hente ved sejlads i europæiske farvande. De europæiske lande var ofte i krig, og så steg fragtraterne. Ofte måtte den danske skibsfart sejle i konvojer, eskorteret af danske orlogsskibe. Skibsfarten i Middelhavet var jævnligt udsat for organiseret sørøveri fra de nordafrikanske stater. Søfartsnationerne betalte ”beskyttelsespenge” eller ”tributter” til de lokale deyer, som var fyrster underlagt den tyrkiske sultan. Når det ikke virkede, måtte man udruste danske flådestyrker for at bekæmpe sørøveriet. Det skete jævnlig mellem 1746 og 1800.
At skibsrederne og købmændene tjente godt vidner en række bygninger i det centrale København om. De byggede blandt andet deres palæer i området omkring Amaliegade, og deres pakhuse lå i næste række ved Toldboden eller ovre på den anden side af havnen. De fleste af de lystslotte, som ligger i en ring omkring København fra Gl. Holte over Furesøen, Lyngby Sø og Bagsværd Sø, blev bygget af folk, som blev rige på den oversøiske handel i den florissante periode.
Udenrigspolitikken blev frem til 1797 dygtigt ført af A. P. Bernstorff. Det var lykkedes ham at få danske krav om handelsflådens forhold igennem uden at pådrage sig de større magters vrede, og når der var behov for at sætte magt bag ordene, kunne han også vise, at Danmark rådede over en stærk flåde. Da hans søn Christian Bernstorff ved faderens død i 1797 overtog posten som udenrigsminister, ændredes situationen alvorligt, idet England var ved at være hårdt trængt under Napoleonskrigene. Danmark og Sverige havde slået sig sammen om at beskytte søfarten, som sejlede alskens varer til Englands fjender. Man måtte ikke sejle med ”kontrabande”, dvs. varer, som kunne bruges i krigsførelsen, men englænderne udvidede dette begreb til også at omfatte fødevarer og råmaterialer.
Englænderne var stejle i deres krav om retten til at visitere handelsskibe, og det krav modsatte danskerne sig lige så stejlt. Det medførte den såkaldte ”Freja-affære” i juli 1800, hvor skibschefen i den danske fregat Freya, kaptajn Peter Krabbe, nægtede at lade englænderne visitere en dansk konvoj i Den engelske Kanal. Det medførte en voldsom kamp mod en engelsk overmagt, som Freya tabte. Efter dette fulgte diplomatisk tovtrækkeri, hvor Danmark måtte give sig og lade englænderne visitere de danske handelsskibe. Det bragte til gengæld Danmark på kant med Rusland, som på det tidspunkt var blandt Englands fjender. Rusland var den stærkeste fortaler for Det væbnede Neutralitetsforbund mellem Rusland, Danmark-Norge og Sverige. Fra dansk side ville man gerne føje englænderne, men det var også vigtigt at få russerne med i et væbnet neutralitetsforbund, så Danmark kunne fortsætte sine indbringende aktiviteter på verdenshavene uden engelsk indblanding. Det tog ikke så lang tid for englænderne at gennemskue det danske dobbeltspil. I januar 1801 beslaglagde de alle danske skibe i engelsk havn. Senere tog de Danmarks oversøiske besiddelser. Herefter klargjorde englænderne en flådestyrke, som skulle tage på en ”tour de force” rundt i Østersøen og overbevise alliancen om ikke at stå i vejen for den engelske flåde. Den væbnede neutralitet skulle opgives, og danskerne stod først for tur. I marts sejlede admiral Sir Hyde Parker med en stor engelsk flådestyrke mod danske farvande. Han havde strenge diplomatiske instrukser, og han var besindig og tilbageholdende. Hvis der blev brug for magtanvendelse, kunne en af hans eskadrechefer, viceadmiral Horatio Nelson, tage sig af angrebet på den dansk-norske flåde, som lå under udrustning på Københavns red. Det blev en langt mere voldsom kamp, end Nelson og Parker havde forestillet sig. Under de efterfølgende forhandlinger indløb budskabet om den russiske tsars død, og hermed bortfaldt resten af det britiske Østersøtogt. Fredsbetingelserne krævede, at Danmark-Norge forlod det væbnede neutralitetsforbund.
Det var vigtigt for englænderne at holde søvejen til Østersøen åben. England var på det tidspunkt den ubestridt største maritime nation i verden. Landets overlevelse i de mange krige skyldtes, at det var et ørige med en stærk flåde. Landet havde en enorm økonomisk magt i kraft af de oversøiske kolonier, som leverede råstoffer til industrien. England udviklede sig i 1700-tallet til verdens førende industrination. Bygning af en stor flåde og en stor handelsflåde krævede tilgang til en lang række ressourcer, som England ikke selv rådede over. Råmaterialerne, det vil sige tjære, hør til sejlene, hamp til tovværket, tømmer til skibsskrogene og særligt de store træer til master, blev opkøbt langs Østersøkysten. Blev Østersøen lukket for englænderne, måtte de skaffe sig materialerne ved at sejle nord om Norge og benytte den meget mere bekostelige rute via Arkangelsk. En af den engelske flådes opgaver var at opmåle havene og producere søkort. I begyndelsen af 1800-tallet afsluttede englænderne opmålingen af strækningen fra Kattegat til Fehmern Bælt via Store Bælt. Næsten al søhandel gennem de danske stræder var hidtil gået via Øresund, men nu kunne englænderne bruge den nye rute. Hermed kunne de også sende deres største orlogsskibe med tre batteridæk ind i Østersøen. Drogden i Øresund kunne kun passeres af linieskibe med to batteridæk.
Napoleonskrigene tog en afgørende vending i 1807, da Napoleon efter Slaget ved Friedland i juni og den efterfølgende fred i Tilsit (i det nuværende russiske Kalingrad-område) mødtes med tsar Alexander I på en tømmerflåde midt i floden Niemen. Her fik han en alliance med den russiske tsar. I Tilsit fik Napoleon elimineret såvel Rusland som Preussen som fjender. Hvis han skulle gøre sig håb om at invadere England, måtte han have tilstrækkelige flådestyrker til at holde den engelske flåde stangen under overfarten. Her kunne den russiske, den portugisiske og den dansk-norske flåde være en hjælp. I november 1806 etablerede Napoleon den såkaldte ”Fastlandsspærring” rettet mod England. Hvis de nævnte flåder på nogen måde blev forenet mod England, ville landet være alvorligt truet. For englænderne var det en eksistenskamp, og det krævede resolut og hurtig handling. Sverige havde siden 1805 været på Englands side i krigen. De engelske styrker i Svensk Pommern skulle evakueres, inden de blev afskåret, og da man rådede over herredømmet til søs og havde transportkapaciteten, hvad var så mere naturligt end at hente tropperne, spærre adgangsvejene til Sjælland, primært ved at blokere Store Bælt og så tage Danmarks flåde, inden Napoleon kom og tog den?
Hermed er scenen ved at være sat for begivenhederne i sommeren 1807, hvor kronprinsen og udenrigsministeren stadig havde sympati for England, som man under ingen omstændigheder ønskede at indlade sig i krig med. Det kunne medføre krig mod Sverige, ødelægge den dansk-norske søhandel, isolere Norge og udsætte landet for svensk erobring.
Siden januar 1807 havde der dog været problemer med englænderne, som i en reaktion på fastlandsspærringen forbød neutral handel på de krigsførende landes havne. Det ramte den dansk-norske skibsfart hårdt, og det forbitrede forhandlingerne med englænderne op til den skæbnesvangre sommer i 1807. Den dansk-norske flåde var veludrustet og havde krigsvante og dygtige ledere, men flåden var ikke klargjort, netop for ikke at provokere englænderne. Til gengæld modtog englænderne en fejlagtig melding i maj 1807 om, at danskerne nu udrustede flåden!
Nogle søofficerer, som på vej hjem fra kolonierne havde været i Portsmouth, kunne meddele, at englænderne var ved at planlægge forholdsregler mod, at flåden blev brugt mod dem. De bragte advarslen med sig hjem, men fik besked på, at de var søofficerer, og at de ikke skulle beskæftige sig med politik. Napoleons styrker stod nu syd for Holsten.
Den danske hær stod derfor opstillet i Holsten i tilfælde af, at Napoleon ville rykke op i Jylland. Havde man været bange for et engelsk angreb på København, så ville de være blevet overført dertil.
Læs fortsættelsen om Københavns bombardement og ”flådens ran” på mandag (3/9)