Kronik: Sveriges elastiske neutralitet under krigen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I begyndelsen af Anden Verdenskrig holdt svenskerne med Tyskland, og i slutningen af krigen holdt de med de allierede. Sådan opfatter de fleste danskere nok Sveriges forhold mellem 1939 og 1945. Sveriges situation - både politisk og militært - var meget kompliceret, og en lang række afgørende forhold har hidtil været utilgængelige for offentligheden. Det bliver der nu rådet bod på.

I de senere år er der udgivet mange bøger herom, blandt andet fra tidligere svenske efterretningsfolk samt den kreds af forskere, som findes på Militärhögskolan i Stockholm, som blandt andet har haft adgang til russiske arkiver.

Hverken den politiske eller den militære ledelse var forberedt på at behandle så komplekse og delikate problemstillinger, som man blev bragt i mellem 1939 og 1945. Sverige måtte tilpasse sig krigens barske realiteter, og hist og her måtte det give nogle moralske ridser i lakken, men den svenske regering kunne ikke bare træffe moralsk rigtige beslutninger og lade, som om verden udenfor ikke eksisterede. I november 1939 fik Sverige en samlingsregering under socialdemokraten, statsminister Per Albin Hansson. Den havde som sine overordnede mål at holde Sverige uden for krigen, at sikre befolkningen og svensk ejendom mod krigens rædsler og at bevare det svenske produktionsapparat og den svenske velfærdsstat. Sverige erklærede sig neutral i konflikten, men som det fremgår af det følgende, er neutralitet et særdeles vidt begreb.

Set fra svensk side skiftede krigen mellem en lang række faser, hver med ændrede forudsætninger i Østersøområdet. De vigtigste af dem var det tyske angreb på Polen i 1939, det sovjetiske angreb på Finland i 1939, den tyske besættelse af Danmark og Norge den 9. april 1940, det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941, den sovjetiske ubådskrig i Østersøen fra 1942 og Sovjetunionens generobring af Baltikum 1944 - 1945.

Hvis man skal tage udgangspunkt i Sveriges forhold i 1939, bliver man nødt til at kigge lidt tilbage i historien. I flere århundreder var Rusland Sveriges hovedfjende, og derfor var Danmark ofte at finde som Ruslands allierede. Da Første Verdenskrig brød ud, var der stærke kræfter i Sverige, som ønskede, at man gik med i krigen på tysk side - mod Rusland. Man havde trods alt store interesser i Finland, som siden 1809 havde været et storfyrstendømme med den russiske tsar som regent. Tilsvarende havde man økonomiske interesser - og mindre, svenske befolkningsgrupper - i Baltikum, som Sverige tabte til Rusland ved freden i Nystad efter Den store Nordiske krig i 1721. Rusland var svækket i 1914, og Tyskland var en mægtig allieret, som Sverige kunne fristes til at alliere sig med.

Det lykkedes for den svenske regering at holde sig uden for Første Verdenskrig. Krigen på verdenshavene medførte en isolation, som fik ganske alvorlige konsekvenser for den svenske økonomi, industri og handel, og den situation ville Sverige meget nødig havne i igen. Da Første Verdenskrig var overstået, så havde Rusland - til Sveriges store tilfredshed - mistet både Finland og Baltikum. Hverken Rusland eller Tyskland udgjorde nogen militær trussel mod Sverige, så de svenske forsvarsbevillinger blev derfor holdt på et meget lavt niveau. I 1925 blev der skåret så meget ned på militærudgifterne, at den militære efterretningstjeneste blev opløst. Private donationer gjorde imidlertid, at den overlevede spareforanstaltningerne. Man ved ikke i dag, hvem det var, som sponsorerede efterretningstjenesten.

Da Sovjetunionen påbegyndte den første femårsplan omkring 1928/1929, indledtes også en langsom oprustning, som i løbet af 1930'erne medførte svensk bekymring. Stalins blodige udrensninger i 1937 - 1938 var ikke just med til at skabe mere tryghed i Sverige.

Nu havde Sovjetunionen overtaget Ruslands rolle som traditionel fjende, og Tyskland plejede man at se på som allieret. I de ledende kredse i industrien, bankverdenen, blandt de adelige, i hæren og i sikkerhedspolitiet var der mange med tyske sympatier. Hæren var i 1931 blevet sat ind mod demonstrerende arbejdere i Ådalen, hvor flere var blevet dræbt. Den svenske befolkning udgjorde et mere polariseret samfund, end vi kender det i dag.

Først i 1937 gik det op for den svenske regering og forsvarsledelse, at Hitlers Tyskland måske også kunne udgøre en trussel. Da Sovjetunionen og Tyskland med Molotov - Ribbentrop - traktaten fra den 23. august 1939 blev allierede, blev Sveriges situation ændret markant. Nu var der to stormagter i Østersøen med fælles interesser.

I slutningen af 1930'erne nåede man at vedtage panikagtige forstærkninger af det militære forsvar, men ikke noget, der på afgørende vis kunne sikre Sveriges neutralitet. Den pludselige krigssituation i 1939 medførte, at Sverige hurtigt måtte organisere en moderne efterretningstjeneste, en radioopklaringstjeneste og en sikkerhedstjeneste. Efterretningstjenesten fik bemyndigelse til at hyre fremmede agenter og modtog i 1939 100.000 svenske kroner til dette formål. Hele embedsapparatet skulle også organiseres, så udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, militære foranstaltninger, beskyttelse af civilbefolkningen og forsyningsmulighederne blev koordineret.

Stockholm udviklede sig under krigsårene til en spionrede, hvor utallige efterretningsorganisationer opererede. Det lykkedes faktisk for svenskerne at hverve en betroet kvindelig medarbejder fra den tyske ambassade, som kunne skaffe meget vigtige oplysninger.

Ved krigens start erobrede Tyskland store dele af Polen, og Sovjetunionen tog resten. Den polske flåde nåede at sende sine fregatter til Storbritannien, men fem polske ubåde blev sendt på patrulje i Østersøen. De tre af ubådsbesætningerne måtte efter en måneds patruljering mod tyske enheder give op og lade sig internere i Sverige. De to øvrige klarede sig til Skotland og indgik herefter i Royal Navy under polsk og britisk flag.

De baltiske stater blev tvunget til at modtage sovjetiske garnisoneringer, og året efter blev de indlemmet i Sovjetunionen. Finland sagde nej til de sovjetiske krav om baser og territorier og blev derfor angrebet af sovjetiske styrker.

Fra svensk side ville man gerne støtte Finlands kamp, men det skulle ske diskret, ved frivillighed og helst ikke med støtte fra det officielle Sverige. Finnernes kamp mod de sovjetiske angribere havde stor folkelig opbakning i Sverige. I december 1939 var Den sovjetiske Østersøflåde klar til at neutralisere den svenske flåde, hvis Sverige aktivt støttede Finland. Fem sovjetiske ubåde blev sendt på patrulje ud for svenske flådehavne. De meldte hurtigt tilbage, at der ikke var sådanne forberedelser i gang. Sverige minerede på dette tidspunkt Södre Kvarken, hvorved sovjetiske ubåde blev forhindret i at besejle Den botniske Bugt, som er en del af det åbne hav, men hvor besejlingen foregår via svensk territorialfarvand. Forsyningslinierne til Finland gik først og fremmest via Sverige.

Samtidig fortsatte Sverige sin eksport af jernmalm fra Nordsverige til Tyskland. Malmen var af en meget fin kvalitet med højt jernindhold og lavt fosforindhold. Hver eneste dag fra krigens start og frem til efteråret 1944 afgik der fire - seks skibe med jernmalm til Tyskland. Om sommeren sejlede de fra Luleå i Den botniske Bugt, men når bugten frøs til, sendte man malmen med jernbane til den nærliggende norske havneby Narvik. Transporten gik ned langs den norske kyst, og her kunne den britiske flåde angribe den, hvad enten den gik inden for eller uden for norsk territorialfarvand. Malmen var en forudsætning for den tyske våbenindustri. Det varede ikke længe, inden den nytiltrådte britiske marineminister, Winston Churchill, lagde planer for en invasion via Norge igennem Sverige for at sikre jernmalmforekomsterne, samtidig med at man så kunne rykke videre østover og hjælpe finnerne. Denne operation var ved at være klar medio marts 1940, men på dette tidspunkt måtte Finland kapitulere overfor den sovjetiske overmagt.

Malmeksporten var prekær for Sverige. Standsede man eksporten af jernmalm til Tyskland, så ville Hitler sikre sig malmlejerne i Nordsverige med militær magt. Nok var den svenske hær stor, men den var ikke så stor, at den kunne afvise et angreb fra tyske styrker, som fra april 1940 stod i nærheden i Norge. Fra juni 1941 stod der tillige tyske styrker i Finland. Da de allierede trak sig bort fra kampene i Norge i foråret 1940, ødelagde de Narviks moderne udskibsningsfaciliteter til jernmalm. Herefter kom kun ca. 15 pct. af de tyske jernmalmforsyninger fra Sverige ad denne vej.

I november 1939 tog to brødre fra Wallenberg-dynastiet et initiativ til at sikre den svenske industris behov for forsyninger og eksport. De tog til henholdsvis London og Berlin og forhandlede sig frem til en aftale om svenske handelsskibes muligheder for at komme ud og hjem fra verdenshavene på trods af krigen i Nordatlanten. Denne aftale sikrede, at ca. 200 skibe kunne anløbe Göteborg i løbet af krigen, herunder ca. 50 tankskibe. Her skal man lige erindre sig, at handelsskibenes lastekapacitet i 1939 var væsentlig mindre end nu. Bortset fra disse skibe var Sverige henvist til at eksportere sine varer til Tyskland og tyskbesatte områder.

Krigshandlingerne rykkede nu nærmere og nærmere på Sverige - hele vejen rundt - og de kommende krigsår kostede Sverige dyrt i menneskeliv og ressourcer samtidig med, at flygtninge i titusindvis fik mulighed for at opholde sig i landet.

Læs kronikken i morgen: "Alliancefrihed i fred - neutralitet i krig