Kronik: Min bror valgte selvmordet i selvforsvar

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I hans efterladenskaber fandt jeg et indlæggelseskort til Psykiatrisk Hospital i Aarhus, som sendte mig ud på en lang efterforskning til en opklaring af hans selvmord. Samtaler med læger på Psykiatrisk Hospital i Århus, journalindsigt derfra samt fra lokalpsykiatrien i Viby, rapportindsigt hos politiet samt fra Københavns Byret, hvor Ole kort før sit selvmord blev idømt behandlingsdom. Frihedsberøvelse med medicinering på op til fem år.

Ole var højtuddannet byplansarkitekt, men fik aldrig et stabilt arbejdsliv. Klarede sig som bl. a. taxachauffør og var på mange måder forholdsvis velfungerende.

Af journalen fra 2003 fremgår, at Ole har afvist medicinering efter dårlige erfaringer hermed under sine første indlæggelser i 1970'erne. At han siden begyndelsen af 1980'erne har klaret sig uden tilknytning til psykiatrien, haft egen bopæl, bil og forefaldende arbejde.

I Oles efterladenskaber finder jeg dokumenter, som viser, at han i årene 1998-2001 flittigt har indsendt projektforslag til Aarhus Kommune, i 2003 gennemført kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelse i godstransport med lastbil. Trods konstant afvisning af sine byplansforslag, trods status som invalidepensionist fra 1996 har min bror haft livskraft til at klare sin sindslidelse med nogenlunde oprejst pande og vilje til at skabe sig et værdigt liv.

En kort gennemgang af Oles sidste forløb:

Frivilligt indlagt i 2003 efter politianholdelse i forbindelse med sindsforstyrret adfærd. Jeg inddrages som værge. Af journalen: »…søsteren giver udtryk for, at hun fremover ønsker at blive inddraget i patientens behandlingsforløb .... pt. er meget lidt indstillet på antipsykotisk, medicinsk behandling, ønsker regelmæssige samtaler, som han tidligere har haft i 13-14 år uden medicin.«

Ole overtales til medicinering, men det lykkes ikke at fastholde ham. Han ønsker primært hjælp til at finde bofællesskab og beskæftigelse. Udskrives efter fem ugers indlæggelse, tilknyttes lokalpsykiatrien.

Journalnotat: »…fokus på boligsituation, befinder sig ikke godt i nuværende bolig ( egen lejlighed)…, ønsker bofællesskab, som han også har drøftet med sin bostøtte, samt hjælp til at finde beskæftigelse…efter udskrevet fra Psykiatrisk Hospital holdt pt. op med at tage sin medicin, mener ikke, han har brug for den… ikke frembudt noget psykotisk. Jeg skønner hans problemer er socialt betingede..«

I de følgende år bliver min brors tilstand tydeligt forværret, og i 2005 går det helt galt. Ole havde fortalt mig om en sigtelse for vold ved en episode i København med forventet retssag november 2005. Han var oprørt over sigtelsen, havde følt sig truet og var kommet i håndgemæng.

I telefonen kort efter domsafsigelsen meddelte han mig overstadigt lykkelig, at han var frikendt.



4. januar 2006 tog han sit liv.

Af journalen fremgår, at han igen har været frivilligt indlagt i august 2005, at han ikke ønsker kontakt med mig eller min bror. At han har knust ruder på væresteder for sindslidende samt hos Kirkens Korshær uden at kunne forklare det. Han erklærer sig ensom og beklager sig over ikke at kunne få adgang til bofællesskab. Har realiseret ejendom i Thy, givet pengene til Kirkens Korshær, føler sig forfulgt af politiet. Fortæller om voldssigtelsen. Diagnosen: Paranoid skizofreni. Ingen udgang. (Ole har tidligere altid haft fri udgang). Såfremt pt. forlanger sig udskrevet, vil han være tvangstilbageholdelig på farlighedsindikation. Der ordineres medicin.

To dage senere er Ole udskrevet med selvansvar for at tage sin medicin og atter henvist til lokalpsykiatrien!!!

29/10 akut indlagt på eget initiativ. Journalnotater: Henvender sig,fordi han har behov for hjælp, anfører at han gerne vil i psykiatrisk bofællesskab og har kontaktet lokalpsykiatrien samt egen læge med dette ønske … at han har suicidale tanker, men ikke vil handle på dem, da det strider mod hans religiøse overbevisning. Oplyser at han er presset af mulig retssag d. 22/11.. Vurderes ikke suicidal. . .31/10 Vil springe ud fra bro, hvis udskrives i dag. Accepterer behandlingsplan med psykofarmaka. 4/11 Der findes ikke indikation for længerevarende indlæggelse. Får gentagne gange udgangstilladelse, vender konfus tilbage efter indtagelse af alkohol under antabusbehandling og medicinering. Udskrives 9/11 med henvisning til lokalpsykiatrien.

Af journal fra lokalpsykiatrien: kontakten svigter, Ole kommer ikke, er ikke hjemme efter aftale. 6/12 første samtale, ingen sygdomserkendelse. Ole ønsker ikke medicin, ønsker hjælp til bofællesskab.

9/12 igen til samtale, …formålet er at motivere pt. for medicinsk behandling. Samtalen kører primært på overtalelse til at holde fast på medicinen, trods Oles stædige fastholden af, at bivirkningerne lammer hans bevægelighed og sløver ham, at han ikke ønsker medicin. Ole meddeler, at han ikke har fået behandlingsdom. Han ønsker hjælp til at generhverve sit kørekort, så han kan køre lastbil for Kirkens Korshær såvel som hjælp til bofællesskab hurtigst muligt!

Ny samtale aftales til 10/1 06.

27/12 lok. Psyk. orienteres om, at Retspsykiatrisk klinik overtager Ole, idet han har fået behandlingsdom. Det skønnes herefter ikke hensigtsmæssigt at behandlingen fortsætter i lok. psyk., idet der ikke er god kontakt med patienten.

9/1 06 lok. Psyk. orienteres om Oles selvmord sbquo ». .. pt. har suicideret… ved at kaste sig du foran et tog… orienteret Retspsykiatrisk amb. om hændelsen.«

Min bror endte sit liv i en journal som en hændelse. Hvorfor fik Ole ikke hjælp? Hvorfor blev jeg ikke kontaktet undervejs? Af journalen fremgår, at det er mit udtrykkelige ønske! Hvorfor sendes et nødstedt menneske rundt i systemet for lud og koldt vand?

Lovgivningen tillader ikke kontakt til pårørende uden patientens samtykke! Hvordan overlade et psykisk sygt menneske selv at dømme om, hvad han har brug for af menneskelig hjælp? Lovgivningen giver systemet fuldt formynderskab.

Samarbejde mellem læger og pårørende vil naturligvis kunne støtte alle involverede. Når pårørende og syge som nu isoleres ligger ansvaret alene i behandlersystemet, som ihærdigt sender ansvaret videre inden for systemet. Patienten bliver kastebold mellem kontorer og sagsbehandlere, alle bliver tabere.

Lav dén lovgivning om. Tænk i helhed.

Også retssystemet opererer i et lukket rum. Politianmeldelse af min bror kunne kun føre til behandlingsdom. Som den svage part grundet sin diagnose kunne han kun trække det korte strå.

Selvfølgelig blev Ole dømt! Og dermed frataget sin frihed.

Dombogen fortæller, at min bror har følt sig krænket og reageret i panik. Modparten fik dokumenteret et par overfladiske skrammer, min bror blev dokumenteret slået i ansigtet og sparket. Episoden var aldrig opstået, hvis min bror havde fået hjælp til at håndtere sit liv. Den ene ulykke fører den anden med sig.

Dommen har knækket hans sidste livsmod.

At han meddelte sig frifundet har været hans sidste stolthedsoprør mod systemet. Han valgte selvmordet som selvforsvar.

Siden 2003 er der skåret ned på sengepladser og samtaletid, hvilket har sendt flere og flere psykisk syge ud på en glidebane mod kriminalitet og selvmord. Der ordineres rask væk psykofarmaka til mennesker, som ikke ønsker det eller ikke er i stand til at indtage den forskriftsmæssigt. I øvrigt overlades den syge primært til sig selv.

I politirapporten refereres, at Ole på dagen for selvmordet henvendte sig på Psykiatrisk Hospital. Han blev afvist og tog sit valg.

Min brors historie er blot én blandt mange i dagens Danmark med et psykiatrisk system, som står for fald.

Omsorg og samtale er ulykkeligt erstattet af medicinering. Menneskelighed erstattet af mekanisk håndtering af love.

Der må tænkes om, før her bliver til at være.