Den dyreste fregat er den, vi bygger i udlandet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark står over for at investere milliarder i nye fregatter til Søværnet. De fleste vil betragte det som en udgift. Det er både rigtigt og forkert.

For når staten investerer i dansk produktion, kommer en betydelig del af pengene tilbage til fællesskabet gennem selskabsskat, indkomstskat og økonomisk aktivitet. Derfor handler spørgsmålet om nye fregatter ikke kun om forsvar. Det handler også om, hvor mange af milliarderne vi ønsker skal arbejde for Danmark.

En tidligere analyse fra Kraka Economics viser, at det økonomiske tilbageløb er markant højere, når skibsbygningen sker i Danmark. For de skibstyper, analysen undersøger, ligger tilbageløbet på op mod 55 pct., når også skroget bygges i Danmark.

Overført til en fregat til omkring 7 mia. kr. illustrerer det størrelsesordenen i det politiske valg, som forsvarsforligskredsen står overfor.

Hvis vi anslår, at 40 pct. af beløbet går til våbensystemer, er prisen for selve skibet 4,2 mia. kr.

Hvis vi derefter antager, at de positive afledte effekter er af samme størrelsesorden, når der skal bygges store fregatter, svarer et tilbageløb på 55 pct. til 2,31 mia. kr. pr. fartøj.

Anskaffer Danmark fem nye fregatter, er der således mulighed for et økonomisk tilbageløb til statskassen på 11,55 mia. kr.

Det er ikke småpenge! 11,55 mia. kr. svarer til næsten to ekstra fregatter til Søværnet, omkring 40 nye folkeskoler eller knap en fjerdedel af investeringen i Femern Bælt-forbindelsen.

Derfor bør forsvarsforligskredsen stille sig selv et vigtigt spørgsmål: Hvad betyder det for Danmark, hvis vi vælger at placere hovedparten af investeringen i udlandet? Og har vi som samfund råd til det, når udgifterne til både forsvar, beredskab, sundhedsvæsen og velfærd vokser år for år?

For hvis fregatterne bygges i udlandet, flytter en stor del af værdiskabelsen med. Arbejdspladser, skatteindtægter og teknologisk udvikling skabes dér, hvor produktionen foregår – ikke nødvendigvis i Danmark. Vi kan håbe, at danske virksomheder får en rolle som underleverandører, men der er ingen garantier. En udenlandsk hovedleverandør vil naturligt trække på sit eksisterende netværk af nationale leverandører.

Netop derfor adskiller denne beslutning sig fra mange andre forsvarsanskaffelser. Danmark bygger hverken kampfly, kampvogne eller ubåde. Men vi kan bygge skibe.

Mere aktivitet kræver investeringer, udbygning af produktionskapaciteten og flere specialiserede medarbejdere. Derfor er tidspunktet for den politiske beslutning afgørende. For vi står klar til at bidrage, men den maritime industri kan ikke skalere fra den ene dag til den anden, og der er brug for sikker grund under nye investeringer.

Heldigvis er udviklingen allerede begyndt. Med beslutningen om at bygge de nye arktiske skibe i Danmark samt fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer har Folketinget sendt et vigtigt signal: Danmark skal selv bygge skibe til Søværnet.

Det er en positiv udvikling. Ikke kun fordi den skaber aktivitet her og nu, men fordi den giver danske virksomheder mulighed for igen at opbygge de kompetencer og den kapacitet, som er nødvendig for at kunne løfte større og mere komplekse opgaver. Modsat hvad mange tror, lever vores værftsindustri i bedste velgående og bygger diverse andre skibstyper, men der er sat gang i en tilpasning og opskalering for at møde Forsvarets behov.

Nu kommer så den afgørende prøve: nye fregatter. De største skibe bliver samtidig den største maritime forsvarsinvestering i generationer. Det er her, Folketinget skal beslutte, om de første skridt skal udvikle sig til en langsigtet dansk kapacitet – eller blot være enkeltstående projekter.

At der skal tages et langsigtet, ambitiøst valg, er for os indlysende. Danmark er en søfartsnation – og som en del af rigsfællesskabet har vi ansvar for omkring 54.000 km kystlinje og nogle af verdens største havområder. Fra Østersøen til Arktis skal kritisk infrastruktur, undersøiske kabler, havvind, energiinstallationer og vores maritime suverænitet beskyttes i en tid med voksende geopolitiske spændinger.

Det stiller nye krav til Søværnet – og til den industrielle base, som skal understøtte det.

Timingen kunne næppe være bedre. Europa har netop vedtaget en industriel maritim strategi, som skal styrke europæisk skibsbygning og sikre, at medlemslandene bevarer kritiske maritime kompetencer.

Strategien er et vigtigt politisk gennembrud efter flere års arbejde og sender et klart signal om, at den maritime industri skal prioriteres på linje med andre strategiske industrier.

Den udvikling understøttes af en rapport udarbejdet for Rådet for Den Europæiske Union. Rapporten peger på, at Europas flåder risikerer at blive operationelt forældede uden markant større investeringer.

Den understreger samtidig, at strategisk autonomi forudsætter, at Europa igen kan bygge og opskalere produktionen af både civile og militære skibe, styrke beskyttelsen af kritisk maritim infrastruktur og udvikle en mere samlet maritim strategi.

Med andre ord peger både EU’s nye industripolitik og de sikkerhedspolitiske analyser i samme retning: Europa skal kunne mere selv på det maritime område.

Derfor ville det være paradoksalt, hvis Danmark samtidig valgte at placere sin største maritime forsvarsinvestering uden for landets egne grænser. Det ville ikke alene betyde, at Danmark risikerer at gå glip af et milliardstort økonomisk tilbageløb. Det ville også være et skridt i den modsatte retning af den kurs, som både Danmark og resten af Europa netop har sat.

Vi er allerede en af verdens førende maritime nationer, og mange af de teknologier, som fremtidens flåde får brug for, udvikles allerede i Danmark. Samtidig er der et spørgsmål, som fortjener et klart svar. Flere europæiske lande investerer massivt i deres egne flåder, og værftskapaciteten er under pres.

Derfor bør det dokumenteres, hvornår en udenlandsk leverandør reelt set ville kunne levere noget til Danmark, før man overhovedet overvejer den mulighed.

Samlet betragtet handler militær skibsbygning således om langt mere end pris. Når avancerede skibe bygges i Danmark, udvikles ny teknologi, virksomheder bliver mere konkurrencedygtige, eksporten styrkes, og vi opbygger samtidig en vigtig national kapacitet til vedligeholdelse, reparation og modernisering af Søværnets skibe.

Forsvarsforligets investeringer handler derfor ikke alene om at anskaffe nye fregatter. De handler om, hvilken industriel styrke Danmark skal have de næste mange år, og om hvor klogt forsvarsforligets milliarder bliver brugt.

Vi kan vælge, at de skaber arbejdspladser, skatteindtægter, teknologiudvikling og strategiske kompetencer i Danmark.

Eller vi kan vælge, at værdiskabelsen sker i et andet land. I så fald ligger bevisbyrden hos dem, der vælger danske virksomheder fra.

Husk blot, at den dyreste fregat er den, vi bygger i udlandet.