Boligpriserne løber fra de unge, mens de passive gevinster skånes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg hedder Simon, er vokset op på en gård uden for Snejbjerg – en forstad til Herning – og læser nu til ingeniør i Aarhus. Jeg bor på et kollegieværelse i udkanten af byen til 3.900 kr. om måneden, ikke fordi jeg er særlig beskeden, men fordi det er det, der er råd til, mens jeg studerer.

Jeg er også liberal. Ikke som politisk etiket, men som grundholdning. Jeg tror på, at indsats skal belønnes, at markedet er et bedre redskab end staten til at fordele ressourcer, og at skattesystemet bør belønne dem, der arbejder, investerer og skaber noget. Det er derfor, det danske boligskattesystem provokerer mig, ikke på trods af min liberalisme, men på grund af den.

Tager jeg toget ind til Aarhus C og kigger på lejlighedspriserne, ser jeg en virkelighed, der rykker sig hurtigere, end jeg kan spare op. Lejlighedspriserne i Aarhus steg med 9,1 pct. det seneste år. Det er ikke ejerne, der har gjort sig fortjent til det. Det er fællesskabets investeringer i infrastruktur, uddannelsesinstitutioner og byudvikling, der er landet i private lommer. Og skattesystemet er designet til at lade det ske.

Det burde provokere Venstre lige så meget som Enhedslisten. Det gør det bare ikke.

Da jeg begyndte at studere i Aarhus, regnede jeg på det. Hvis jeg arbejder ved siden af studierne, sparer op og er disciplineret, kan jeg måske om syv-otte år have en udbetaling til en lejlighed. Problemet er, at de syv-otte år ikke står stille. Boligpriserne stiger hurtigere, end jeg kan spare op. Det sker ikke, fordi ejerne arbejder hårdere, men fordi skattelovgivningen systematisk belønner det at eje jord frem for det at arbejde.

Sygeplejersker fik i den seneste overenskomst forhandlet sig til 6,27 pct. fordelt over tre år. Det kan lyde flot, men i samme periode steg salgspriserne på ejerlejligheder i København med 20,5 pct. på ét år. Boligpriserne løber i allerbredeste forstand fra sygeplejerskerne.

Ejeren gjorde ingenting. Sygeplejersken arbejdede nattevagter. Jeg terpede til eksamen.

Det er ikke en naturlov. Det er et politisk valg, indlejret i skattelovgivningen, og det er et valg, vi sjældent hører politikerne tale åbent om, fordi dem, det gavner, er den samme gruppe, der stemmer flittigt og bor i de rigtige valgkredse.

For at forstå hvorfor, er man nødt til at se nærmere på, hvad ejendomsværdiskatten egentlig beskatter. Ejendomsværdiskatten behandler bygningen og grunden under den som ét samlet aktiv. Det er en fejl med store konsekvenser.

En bygning bliver slidt. Uden vedligeholdelse taber den reelt værdi hvert eneste år. Grunden derimod stiger i pris af grunde, som ejeren ingen indflydelse har på: en ny letbane, et nabokvarter, der tiltrækker ressourcestærke tilflyttere, byudvikling finansieret af skattekroner. Det er værdier skabt af fællesskabet, og de tilfalder den private grundejer uden modydelse.

Systemet straffer ovenikøbet ejeren for at forbedre sin bygning. Installerer du nyt køkken eller energirenoverer taget, stiger din ejendomsvurdering, og du bliver ”belønnet” med en højere skatteregning. Jo mere du investerer, jo mere betaler du. Det er bogstavelig talt en bøde for at vedligeholde sin ejendom og bidrage til sit nabolag.

Konsekvensen ses tydeligt i tallene. Den gennemsnitlige grundskyld pr. ejerbolig varierer fra 2.203 kr. i Aabenraa til 30.731 kr. i Rudersdal. Alligevel kan to familier ende med at betale nogenlunde det samme i ejendomsværdiskat, selv om den ene sidder på en grund i Aarhus C, der stiger i værdi år efter år, og den anden på en billig grund i Ikast med en moderne villa, der kræver konstant vedligeholdelse blot for at holde sin værdi. Samme skatteregning. Fuldstændig forskellig underliggende realitet.

Det er her, min liberale overbevisning for alvor bliver sat på prøve. For det er ikke et marked, der fungerer. Det er et skattesystem, der aktivt tilskynder til det modsatte af, hvad vi siger, vi vil have: passivt ejerskab af værdifulde jordarealer.

Milton Friedman – ikke ligefrem en mand mistænkt for venstreorienterede sympatier – formulerede det i 1978: den mindst skadelige skat er ejendomsskatten på jordens ubebyggede værdi. Pointen er enkel: Jord er ikke skabt af mennesker, mængden af attraktiv, centralt beliggende jord er fastlåst, og en skat på jordens værdi forvrider ikke incitamentet til hverken arbejde, investering eller produktion. Grunden kan ikke flytte til Irland for at undgå beskatning.

Venstre og Liberal Alliance argumenterer for lavere skat på arbejde og et skattesystem, der belønner indsats. Jeg deler den grundlæggende præmis. Men når talen falder på grundejernes passive formuegevinster, finansieret af andres investeringer og samfundets infrastruktur, forsvinder den liberale retorik fuldstændig. Her er man ikke villig til at gå planken ud for den markedslogik, man ellers hylder.

Det er ikke en lille inkonsistens. Det er en central modsætning: Vi beskatter flid og investering, mens vi lader passiv formuegevinst glide igennem nærmest uden modstand, og det sker med statens fulde velsignelse.

Vi har allerede i dag grundskyld som kommunal skat. Problemet er, at ejendomsskattereformen fra 2024 har indrettet systemet sådan, at kommunerne i takt med stigende grundvurderinger sænker grundskyldspromillen tilsvarende, så det samlede provenu forbliver det samme. Det svarer til, at staten hvert eneste år satte skatteprocenten ned, fordi vi tjente flere penge. Det er det stik modsatte af, hvad der er behov for.

Man burde i stedet gøre det modsatte: starte med en gradvis omlægning, hvor ejendomsværdiskatten udfases i takt med, at grundskylden styrkes. Det ville afhjælpe den geografiske skævhed, hvor man straffes for at investere i et nyt hus på en billig grund i provinsen. En fortsat styrkelse af grundskylden ville skabe et økonomisk råderum, der kunne bruges til at nedsætte skatten på arbejde. Det er her, den reelle liberale pointe ligger: at flytte beskatning fra det, man aktivt gør, til det, man passivt ejer.

Der vil selvfølgelig være problemer i overgangen. Men vi har allerede i dag pensionistlåneordningen, der giver pensionister mulighed for at udskyde grundskyldbetalingen som et pant i ejendommen. Lignende ordninger kan konstrueres bredere. At det ikke er nemt, er i hvert fald ikke en gyldig liberal pointe for at lade uretfærdigheder fortsætte.

Så hvorfor sker det ikke? Fordi grundejerne er mange og politisk aktive. En reform, der rammer dem, mødes med organiseret modstand fra folk med en direkte, kortsigtet interesse i status quo. Det er rationelt for den enkelte vælger, men skadeligt for samfundet.

Jeg kommer sandsynligvis til at klare mig alligevel. Ikke fordi jeg er dygtigere end andre, men fordi mine forældre ejer deres hjem og sandsynligvis kan hjælpe mig med en udbetaling, når den tid kommer. Det er jeg taknemmelig for. Men det er præcis det, der er galt.

For hvad er det liberale meritokrati værd, hvis adgangen til formue i stigende grad afhænger af, om dine forældre kom tidligt nok ind på boligmarkedet? Vi har med åbne øjne skabt et system, hvor den vigtigste faktor for din økonomiske fremtid ikke er din uddannelse eller din indsats, men hvem du er født af.

Det er ikke et marked. Det er en arvefølge med skattefradrag.

En studerende fra Snejbjerg kan godt forstå den modsætning. Det burde politikerne også kunne.