Drop reformerne, og åbn dørene for flere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En ny runde regeringsforhandlinger er i gang, og et centralt spørgsmål er, hvordan vi gør Danmark rigere? Fra arbejdsgiverne lyder den velkendte sang om, at det handler om at øge arbejdsudbuddet.

Men opråbet er efterhånden mere blevet en refleks end en analyse. For der er forskel på arbejdsudbud og beskæftigelse.

Arbejdsudbudsreformer handler ofte om at presse mennesker til at stå til rådighed længere eller hurtigere.

Men mennesker kommer ikke nødvendigvis i arbejde, fordi man gør livet hårdere uden et job. Ved at presse familier og gøre dem fattigere og utrygge. Et højere arbejdsudbud er altså ikke det samme som flere i arbejde.

Flere kommer i arbejde, når nogen åbner døren, giver dem en chance og investerer i deres muligheder.

Jeg mener, at en ny regering bør være interesseret i det sidste: Hvordan vi får flere med i arbejdsfællesskabet? Hvordan vi øger beskæftigelsen i Danmark?

For kære politikere: Tiden er ikke til reformer, der gør lønmodtagere utrygge. Tiden er til at åbne døren for flere.

Det er tid til at tage piben i den anden hånd.

Se på de deltidsansatte. For nogle lønmodtagere er det et aktivt ønske at gå ned i tid.

Men rundtomkring i landet går tusindvis af lønmodtagere på arbejde hver dag med et ønske om at arbejde mere. Mange i den offentlige sektor, f.eks. pædagoger eller social- og sundhedsassistenter, der er ansat 28 timer om ugen, vil op på fuld tid. Og det samme gælder f.eks. butiksansatte i den private sektor.

Over 90.000 deltidsansatte ønsker flere timer. Hvis blot en del af dem fik muligheden, ville det svare til tusindvis af fuldtidsstillinger.

Hvis arbejdsgiverne reelt mangler arbejdskraft, burde det mest oplagte være at starte med de medarbejdere, der allerede findes på fabriksgulvet, i børnehaven og på virksomheder landet over.

At give flere timer til eksisterende medarbejdere kræver hverken store reformer eller usikker politik. Men det kræver, at arbejdsgiverne slår automatpiloten fra og tænker kreativt i forhold til planlægning og vagtplaner.

Og for politikerne bør det være en klar prioritet, at ansatte i det offentlige får ret til fuldtid.

For det hænger ganske enkelt ikke sammen, når kommuner melder om mangel på hænder til børn, ældre og syge – samtidig med at mange lønmodtagere ikke kan få lov til at gå på fuld tid.

Se på de unge. Når knap 45.000 unge hverken er i job eller uddannelse, er det let at konkludere, at de er svære at få i gang. De omtales ofte som et problem, der skal løses. Men alt for sjældent bliver de set som de mennesker, de er. Mennesker, der kan udvikle sig.

Mange af de her unge vil gerne arbejde. De mangler ikke motivation – de mangler muligheder.

For nogle er skolen ikke det rette sted. Men det betyder ikke, at de ikke kan fungere i et arbejdsliv. En ung, der har haft det svært i klasselokalet, kan udvikle sig til en god kollega, der trives på en arbejdsplads, hvor der er ansvar, klare forventninger og kolleger.

En del af gruppen har udfordringer, der gør, at de ikke vil kunne arbejde fuld tid. Men kan – med den rette støtte eller i et fleksjob – både bidrage på den enkelte arbejdsplads og blive den gevinst for fællesskabet, de ønsker at være.

Og vi skal sørge for, at 45.000 ikke bliver til flere. Det kræver, at vi sætter tidligt ind.

Grundskolen skal kunne rumme flere, og vi skal gøre mere for de børn, der falder igennem – både fagligt og socialt. Det kræver investeringer. Men det er investeringer, der betaler sig.

Og skolerne skal turde se nye veje. Jeg blev glad forleden, da jeg hørte om de første erfaringer fra unge, som har været i juniormesterlære – et tilbud til 8.- og 9.-klasseselever, som kan kombinere klasseundervisning med at komme ud i en virksomhed.

Om det så er i et værksted, i detailhandlen eller i et køkken. Flere af dem har fortalt, at de er gået fra at være skoletrætte til at have fundet en ny retning i livet.

På samme måde skal flere have adgang til den forberedende grunduddannelse, FGU. For erfaringerne er gode og sender flere unge den faglærte vej. Hele 7 af 10 går videre i job eller uddannelse. I dag kan de unge få afslag på uddannelsen, hvis kommunen ikke har råd. Det bør i stedet være en rettighed.

Lars Løkke Rasmussen har selv vist med Løkkefonden, at unge, der oplever udfordringer og forhindringer i uddannelsessystemet, kan løftes, hvis man investerer i dem. Så hvorfor ikke gøre det i større skala?

For konsekvenserne af at lade være er store. Ikke bare for den enkelte unge, men for hele samfundet. Det afgørende er enkelt: Børn og unge mangler ikke vilje. De mangler, at nogen åbner døren.

Se på seniorerne. Samtidig med at der tales om behovet for, at danskerne arbejder længere, oplever mange ældre arbejdsløse det stik modsatte: Det bliver sværere at få job, jo tættere de kommer på pensionsalderen.

En arbejdsløs over 60 år kan have årtiers erfaring og stærke kompetencer. Alligevel ender ansøgninger ofte uden svar. Samtalerne udebliver.

Når man spørger seniorerne selv, peger de ikke på manglende vilje. Tværtimod så siger mange af dem, at de trækker sig tilbage, fordi de er blevet arbejdsløse – ikke fordi de ønsker at stoppe. Det peger på et klart problem: Det er ikke lysten til at arbejde, der mangler. Det er muligheden for at blive ansat, hvis man først er blevet arbejdsløs.

I en tid, hvor pensionsalderen ryger i vejret, er det absurd, at seniorer oplever at blive sorteret fra på grund af cpr-numre og gråt hår. Det er et tab for den enkelte – og et tab for samfundet.

Hvis arbejdsgiverne mener, at der mangler arbejdskraft, må de også være villige til at ansætte seniorer og anerkende værdien af erfaring.

Og der er flere grupper. Stresssygemeldte, der vil tilbage i arbejde i et tempo, de kan holde til. Fleksjobbere, der både kan og vil bidrage mere, hvis rammerne er til stede. Arbejdsløse, som står lige på kanten af arbejdsmarkedet og mangler den sidste mulighed for at komme indenfor.

Fælles for dem er ikke mangel på vilje. Fælles for dem er mangel på adgang og muligheder.

Vi mangler ikke arbejdskraft. Men vi har brug for kvalificeret arbejdskraft og lønmodtagere med konkrete fagligheder, der kan styrke virksomheders konkurrenceevne og sikre kvaliteten i vores velfærdssamfund. Derfor skal vi investere i mennesker og kompetencer.

Ingen ved, hvordan dansk økonomi udvikler sig. Under SVM-regeringen steg beskæftigelsen mere, end de fleste havde turdet håbe på. Nu går mere end tre millioner lønmodtagere på arbejde hver dag og bidrager til at holde samfundet i gang. Det skal vi være stolte af.

Og det understreger én ting: Arbejdsmarkedet er ikke statisk.

Derfor er det bekymrende, hvis politikerne igen ender med at gribe til de gamle svar: lavere ydelser, dårligere tryghed og hårdere reformer. Reformkommissionen pegede selv på, at der ikke er meget mere at hente med de klassiske arbejdsudbudsreformer.

Men der er stadig tusindvis af mennesker, hvis største ønske er at få et arbejde at stå op til. Et sted at høre til. Et fællesskab med kolleger og en hverdag med økonomisk tryghed.

Danmark bliver rigere, når flere får mulighed for at bidrage, udvikle sig og være en del af fællesskabet.

Ikke bare rig på kroner og øre – men også rig på fællesskab, tillid og tryghed. Derfor bør ambitionen være klar: ikke at presse flere. Men at invitere flere ind.