Europas liberale midte har sovet i timen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning opstod en forestilling i Europa om, at de store ideologiske konflikter tilhørte fortiden. Liberalt demokrati, menneskerettigheder og internationalt samarbejde blev opfattet som historiens naturlige endestation.

Mange troede, at økonomisk integration automatisk ville føre til kulturel integration, og at globalisering gradvist ville mindske nationale, religiøse og geopolitiske konflikter.

Men udviklingen de seneste årtier rejser et ubehageligt spørgsmål: Har Europas liberale midte sovet i timen?

Mens Europa i stigende grad har fokuseret på identitetspolitik, symboldebatter og kulturel selvkritik, har autoritære stater og anti-vestlige bevægelser organiseret sig langt mere strategisk. Europa står ikke blot over for integrationsproblemer og kulturel polarisering, men også over for en voksende geopolitisk udfordring fra samarbejdet mellem Kina, Rusland, Iran og Nordkorea.

Samtidig virker store dele af Europas politiske og kulturelle elite usikre på, hvordan man skal forsvare egne værdier uden straks at blive mistænkt for nationalisme eller intolerance.

Efter kommunismens sammenbrud mistede den klassiske marxistiske venstrefløj sin troværdighed. Men mange af dens forestillinger om Vesten som undertrykkende overlevede i nye former. Fokus flyttede fra klassekamp til kultur, identitet, køn og kolonihistorie.

Denne udvikling har haft legitime sider, blandt andet i kampen mod diskrimination og racisme. Problemet opstår, når kritikken af Vesten bliver så dominerende, at den overskygger kritikken af ikkevestlige autoritære ideologier og regimer.

I dele af universiteterne, ngo-sektoren, medierne og den offentlige debat er der opstået en tendens til at analysere konflikter gennem et skema, hvor Vesten forbindes med magt og undertrykkelse, mens grupper eller regimer i opposition til Vesten lettere fremstilles som ofre eller legitime modstandsbevægelser.

Resultatet bliver ofte en moralsk asymmetri, hvor vestlige demokratier mødes med hårdere fordømmelse end autoritære regimer.

Denne udvikling er ikke længere kun akademisk. Den har konkrete konsekvenser for Europas politiske kultur. I Danmark diskuteres negativ social kontrol og religiøs påvirkning blandt unge. I Frankrig kæmper staten med islamistisk separatisme.

I Sverige advarer myndigheder om klanstrukturer og voksende kriminalitet i udsatte områder. I Storbritannien har grooming-skandalerne i blandt andet Rotherham ført til massiv kritik af myndigheder, som i årevis undlod at handle af frygt for at blive beskyldt for racisme.

Samtidig ser man en voksende tilbageholdenhed i dele af Europa med at konfrontere religiøs ekstremisme direkte.

Drabet på den franske lærer Samuel Paty i 2020 blev et symbol på denne udvikling. En lærer blev dræbt for at undervise i ytringsfrihed, men i stedet for at føre til en bred europæisk værdidebat blev diskussionen mange steder reduceret til spørgsmål om tone og hensyn.

Det illustrerer et dybere problem: Frygten for konflikt har i nogle tilfælde udviklet sig til politisk og kulturel passivitet.

Den samme tendens gør sig gældende i udenrigspolitikken. Mange europæiske aktivistiske miljøer mobiliserer massivt i forhold til Israel og Palæstina, mens reaktionerne på andre konflikter ofte er langt mere begrænsede. Protesterne i Iran efter Mahsa Aminis død i 2022 og den brutale undertrykkelse af demonstrationer i 2025 og 2026 udløste ikke samme mobilisering i Europas storbyer. Det samme gælder Kinas behandling af uighurerne, Ruslands ødelæggelse af Tjetjenien og Assad-regimets forbrydelser i Syrien.

Det rejser spørgsmålet om selektiv humanisme: Hvorfor vækker nogle former for undertrykkelse større engagement end andre?

Kritikerne mener, at svaret findes i ideologi. Hvis verdens konflikter primært analyseres ud fra et antivestligt perspektiv, risikerer man at relativisere autoritære regimer, så længe de står i opposition til USA eller den vestlige verdensorden.

Her bliver Europas liberale midte central. Mens højrepopulistiske partier ofte overdriver problemerne og bruger dem til nationalistisk mobilisering, har den etablerede midte i mange år haft svært ved åbent at diskutere konsekvenserne af migration, kulturel fragmentering og islamistisk ekstremisme.

Frygten for at blive associeret med højrefløjen har nogle steder ført til berøringsangst og tavshed. Dermed har man efterladt store dele af debatten til mere ekstreme stemmer.

Problemet stopper dog ikke ved Europas interne kulturkampe. Det har også en geopolitisk dimension. I takt med at Kina, Rusland, Iran og Nordkorea styrker deres økonomiske, militære og strategiske samarbejde, opstår der gradvist en mere samlet antivestlig blok.

Rusland samarbejder med Iran om våbensystemer og droner. Kina understøtter Rusland økonomisk og teknologisk. Nordkorea leverer ammunition og militært materiel. Disse regimer deler ikke samme ideologi, men de deler en fælles interesse i at svække vestlig indflydelse og udfordre den amerikansk-ledede verdensorden.

I denne situation bliver den voksende afstand mellem Europa og USA et alvorligt strategisk problem. Det blev særligt tydeligt i forbindelse med interventionen mod Iran, hvor store dele af Europa tog afstand fra USA’s linje.

Denne afstand handler ikke kun om frygt for økonomiske konsekvenser eller modstand mod Donald Trumps stil. Den afspejler også en dybere ideologisk udvikling i Europa, hvor antivestlige idéstrømninger fra fortidens venstrefløj fortsat lever videre i moderne identitetspolitik og wokisme.

Når Vesten i stigende grad fremstilles som hovedproblemet i verdenspolitikken, bliver det vanskeligere at opretholde en stærk vestlig alliance. Dermed svækkes også Europas strategiske position. Europas sikkerhed, økonomi og globale indflydelse er fortsat tæt forbundet med USA og den transatlantiske alliance.

Hvis Europa gradvist distancerer sig fra USA, samtidig med at autoritære stormagter styrker deres samarbejde, risikerer kontinentet at havne i et geopolitisk vakuum: for svagt til selv at forme verdensordenen, men stadig for afhængigt af amerikansk sikkerhed til at kunne stå alene.

Det betyder ikke, at Europa ukritisk skal støtte enhver amerikansk intervention eller ignorere vestlige fejl. Liberale demokratier skal kunne kritisere sig selv. Men der er forskel på selvkritik og civilisatorisk selvopløsning. Hvis Europas politiske og kulturelle elite mister evnen til klart at forsvare demokrati, ytringsfrihed, sekularisme og retsstat som universelle værdier, vil andre ideologier udfylde tomrummet.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Europas liberale midte har sovet i timen. Spørgsmålet er, om den stadig kan nå at vågne, før både Europas interne sammenhængskraft og den vestlige alliance svækkes yderligere i en stadig mere konfliktpræget verden.

Samtidig har Europas liberale midte i mange år undervurderet, hvor hurtigt kulturel usikkerhed kan udvikle sig til politisk mistillid.

Når almindelige borgere oplever, at bekymringer om integration, religiøs ekstremisme eller national sammenhængskraft enten bortforklares eller moralsk mistænkeliggøres, svækkes tilliden til de etablerede institutioner.

Derfor handler debatten ikke kun om kultur, men også om Europas demokratiske stabilitet på længere sigt. Europa må derfor genfinde både strategisk klarhed og kulturel selvtillid, hvis kontinentet fortsat ønsker at forsvare sine demokratiske værdier og bevare sin position i en stadig mere konfliktpræget verden.