Tillykke, Norge, hvordan synes I selv, det går?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Gratulerer! I dag er det Norges fødselsdag, og derfor går knap seks millioner nordmænd og siger »gratulerer« til hinanden.

Og det sker ikke blot i Norge, men også til fejringer over hele verden.

Traditionen for at fejre 17. maj må være en af de stærkeste, bredeste, mest folkelige nationaldage i verden. I modsætning til mange andre nationaldage, hvor fejringen ofte er centreret omkring militære parader eller officielle taler, er 17. maj en dag, der tilhører alle – især børnene.

I København, hvor jeg selv bor og lever, er Sjømannskirken på Amager fejringens epicenter, der gør, at man kan opleve det sælsomme syn af nordmænd, der cykler over Knippels bro i deres pompøse nationaldragt bunaden.

Årsagen til, at nordmændene gratulerer hinanden og fejrer nationaldag den 17. maj, er, at de blev frie som nation med underskrivelsen af den norske grundlov den 16. maj 1814.

Selvom glæden var enorm over at få sin egen grundlov, måtte de efter sigende vente med at fejre selvstændigheden. Norge var dengang i union med Sverige, og den svenske kong Karl Johan forbød veritable festligheder i forbindelse med 17. maj i 1820’erne.

Men festen kunne ikke holdes nede!

For i år er det over 150 år siden, det norske nationalikon, forfatter og fritænker Bjørnstjerne Bjørnson organiserede det første barneoptog i Norge.

Bjørnson, der også er forfatter til nationalsangen ”Ja, vi elsker dette landet”, mobiliserede nemlig skolerne i det daværende Kristiania, nuværende Oslo, til at stable en ny folkelig, festlig bevægelse på benene.

Den 16. maj 1870 annoncerede Bjørnson således, at »smaagutternes flagtog« ville samle sig på Akershusfæstningen om morgenen den 17. maj, og at toget ville gå op til Stortinget og videre mod kongeslottet.

Den rute har børn siden gået, så Oslos børneoptog i dag er det store dyr på savannen af 17. maj-optog med sine 120 lokale skoler i selve optoget og flere hundredtusinder publikummer langs ruten. Den selvsamme rute gik jeg for to år siden som arrangør af en dansk studiekreds, der drog på inspirationstur til Oslo for at lære af den norske nationaldag.

En delegation af folk fra spejderbevægelsen, skole- og uddannelsessektoren, embedsfolk fra Folketinget, boligbevægelsen og mine kollegaer i grundlovsfesten havde på nogle smukke forårsdage for to år siden fået tilrettelagt et fint program af vores lokale fiksere i form af min norske hustru og folk fra den norske ambassade i Danmark.

Delegationen blev taget hjerteligt imod. Dagen før den 17. maj mødtes vi med 17. maj-kommiteen på Oslos rådhus og var sammen med folk fra den danske ambassade vært for et uformelt møde med civilsamfundsaktører i Norge.

På selve den 17. maj startede vi dagen med at opleve flaghejsning og trompetspil på en lokal folkeskole, hvorefter vi oplevede det store børneoptog foran Kongeslottet. Den norske statsradiofoni NRK inviterede os sågar i deres livestudie lige ved siden af kongeslottet til et interview om, hvad vi danskere kan lære af nordmændene.

Og hvad kan vi så lære af den 17. maj i forhold til at gøre den 5. juni til en dag for nationalt sammenhold?

Det korte svar er at gøre grundlovsdag festlig og for børn!

Det er vi heldigvis godt i gang med med vores bevægelse af grundlovsfester over hele landet sammen med skoler og uddannelsesinstitutioner, boligforeninger, spejdergrupper, brugsforeninger og en masse andre lokale ildsjæle over hele Danmark. I 2025 var der således over 440 grundlovsfester, og vi forventer endnu flere fester i år.

Men der er også noget, vi kan gøre bedre end nordmændene. Opgørelser har vist, at der bliver spist massive mængder af pølser på og i dagene op til den 17. maj. Cirka 20 mio. pølser fortæres af 5,7 mio. nordmænd og altså tre-fire pølser i gennemsnit per nordmand.

Lettere polemisk kan man oversætte pølsestatistikken til konklusionen, at den 17. maj i Norge er en pølsefest. Det har jeg selv oplevet i den forstand, at politiske diskussioner ikke er velkomne den 17. maj.

I privat lag har jeg flere gange forsøgt at diskutere med nordmænd, om de ikke snart melder sig ind i EU. De samtaler er stoppet, før de er begyndt, fordi dagen skal være festlig og hyggelig.

Der er ellers nok at diskutere i Norge i disse tider med et vaklende kongehus, en politisk elite, der har haft tætte bånd til Jeffrey Epstein, og ikke mindst det faktum, at Norges svulmende formue blot vokser som konsekvens af krigen i Ukraine og krisen i Hormuzstrædet.

Disse ting efterlader det moralske spørgsmål: Hvad er Norge egentlig for et land, og hvad har det lyst til at være?

Jeg tror, vi finder svar i Henrik Ibsens eventyr om Peer Gynt. Den ansvarsløse drømmer Peer bliver for stor til sin lille hjemstavn og drager ud i den store verden. Desværre kuldsejler hans store ambitioner, og han må drage hjem til bygden og søge sin erkendelse om, hvem han egentlig er. Det hjælper barndomsflammen, bondekonen Solveig, med. Hun viser hans vej mod Solen, og hvad han virkelig er.

De samme refleksioner kunne Norge gøre sig i disse år. Med en formue skabt på olie og status som diplomatisk supermagt har Norge i mange år klatret op i det internationale hierarki af prægtige nationer.

Desværre er den fortælling udfordret med et kongehus, hvor det moralske kompas drejer rundt, en politisk elite, hvis sti viser sig plettet af nepotisme, samt en formue skabt på den sorteste olie.

Så Henrik Ibsen må ligge dernede i sin grav på kirkegården i det centrale Oslo og gruble over, hvilket land Norge er blevet? Ja, måske Ibsen stiller sig selv spørgsmålet: Når Norge har fået lige så store armbevægelser som verdensmanden Peer Gynt, hvem er så den Solveig, der kan få Norge tilbage til sit ophav?

Er det den populære fodboldtræner for herrelandsholdet, Ståle Solbakken, er det den jordnære OL-stjerne i langrend Johannes Klæbo, eller måske er det den sympatiske, tilgivende kronprins Håkon?

Mens Norge finder frem til svaret, tror jeg, at vi kan betragte den 17. maj som en dag, hvor Norge finder tilbage til sit udgangspunkt. Norge har formået at bevare sin 17. maj som en tryg dag for fællesskab og sammenhold.

Det bliver spændende i år at følge den norske nationaldag. Hvordan er feststemningen? Står kronprinsesse Mette-Marit på balkonen på kongeslottet og vinker til børnene i børneoptoget?

Tør politikerne træde lidt mere frem og være mere politiske i deres taler?

For Norges skyld håber jeg, at 2026 er året, hvor den 17. maj også bliver en dag, hvor Norge tør tage fat på politiske diskussioner.

Tidligere statsminister Kjell Magne Bondevik har just plæderet for, at det er på tide, at Norge starter debatten om EU-medlemskabet.

EU-spørgsmålet har før ført til stor splittelse i den norske befolkning, og derfor er det måske passende, at netop den 17. maj, dagen for national samling, er dagen, hvor de starter samtalen?

Til min 17. maj har jeg i hvert fald tænkt mig at tage samtalen med de nordmænd, jeg fejrer dagen med. Og mens vi i dag gratulerer nordmændene, kan vi jo også begynde opvarmningen til vores egen nationaldag. Er du klar til grundlovsdag?