Krig begynder at ligne underholdning – og jo mere den gør det, jo færre kritiske spørgsmål stiller vi

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det ligner underholdning. Små videoer, sjove billeder og korte klip, der cirkulerer hurtigt på sociale medier. Vi ser dem, reagerer og sender dem videre.

Det går hurtigt, og det føles uforpligtende.

Men det, der ligner let indhold, er sjældent bare det. For midt i alle videoer med Lego-figurer, Teletubbies og tegnefilmsagtige versioner af verdensledere ligger der fortællinger om krig, kriser og konflikter, som er sat sammen på en bestemt måde. Vi griner måske af dem, især når de gør grin med den amerikanske præsident Trump.

Det er her, at noget har ændret sig. Krig bliver ikke længere kun vist gennem nyheder og rapporter, men gennem korte visuelle billeder eller film, der passer ind i vores feeds og vores politiske verdensbillede.

Det udvikler sig sideløbende med den politiske situation, krigshandlinger, fredsforhandlinger, tv-klip og pressemeddelelser. Memes, videoer og korte klip er med til at forme, hvordan vi forstår krigen.

Når man først lægger mærke til det, bliver det tydeligt, hvor meget politisk indhold der fylder i vores feeds. Klip af angreb og eksplosioner cirkulerer i store mængder sammen med falske videoer, der viser grædende soldater eller den falske Maga-supersoldat, Jessica Foster, som giver et forvrænget billede af krigen.

Noget er ægte, noget er manipuleret, og noget er skabt med AI. Men det afgørende er ikke kun, om det er sandt. Det afgørende er, at det fylder, og at vi ser det og reagerer.

De samme typer billeder går igen. Ødelæggelse, frygt og drama, ofte i billeder og klip af lav kvalitet, som vi nærmest bliver bombarderet med.

Det er det, man kan kalde war slop, også omtalt som slopaganda, hvor store mængder AI-genereret indhold blandes med propaganda. Her handler det ikke kun om at vise krigen, men om at få den til at fremstå på en bestemt måde. Humor, ironi og genkendelige formater bliver brugt til at skabe en fortælling, som er nem at forstå og nem at dele.

Slopaganda er hurtigt produceret, let tilgængeligt og præget af stor variation, og selv om det ikke nødvendigvis gør os klogere, er det svært at lade være med at konsumere. Det har en kort levetid, og vi er konstant på jagt efter nyt indhold.

Den udvikling bliver særlig tydelig i de iranske Lego-videoer, som lige nu cirkulerer globalt på sociale medier. Her bliver krigen fortalt gennem simple animationer og korte forløb, hvor kendte politiske figurer optræder som Lego-karakterer. Trump, Netanyahu og andre fra den amerikanske regering fremstilles som kaotiske eller latterlige, mens Iran fremstår rolig og handlekraftig.

Det er ikke kun indholdet, men også formen, der gør dem effektive. Den samme logik går igen: klare roller, tydelige modsætninger og gentagne fortællinger.

Trump fremstilles som en taberfigur, blandt andet i videoer, hvor han rejser rundt og beder om hjælp eller forsøger at få adgang til iranske ressourcer, mens Iran og ledere fra Kina og Nordkorea fremstilles som stærke og kontrollerede.

Trumps egne ord bliver også vendt mod ham. Udtryk som »you’re fired« og »thank you for your attention to this matter«, som stammer fra hans egne opslag og reality-tv, bliver genbrugt i nye sammenhænge, hvor de får en mere ironisk og kritisk betydning.

De amerikanske videoer er anderledes. De består ofte af korte klip med referencer til spil, film og populærkultur, blandet med rigtige billeder fra krigen. Der er stadig klare roller og udfald, men formatet fungerer oftere som enkeltstående klip frem for en samlet fortælling.

Et eksempel er den såkaldte “strike”-video fra Det Hvide Hus, hvor en bowlingkugle vælter kegler, der repræsenterer iranske ledere, og klippes sammen med rigtige luftangreb og fængende musik. Her fremstilles krig som et vellykket træk, næsten som i et spil.

Andre eksempler går endnu længere. Her fremstilles politiske ledere, f.eks. Trump, gennem heroiske eller religiøse billeder. Et kendt eksempel er det AI-genererede billede, hvor han optræder som en Kristus-lignende figur.

For nogle bliver det set som en form for heltedyrkelse, mens andre opfatter det som blasfemisk eller kritiserer det. Men uanset hvordan det tolkes, fortsætter billedet med at cirkulere.

Selv når videoer eller konti bliver fjernet fra platforme som YouTube, forsvinder de ikke. De dukker op igen i nye versioner, på andre platforme og i genopslag og bliver samtidig samlet op af nyhedsmedier.

Opmærksomheden forsvinder derfor ikke, men flytter sig og bliver remixet og recirkuleret i et konstant online kredsløb. Over tid begynder indholdet også at fungere som en form for føljeton, næsten som en tv-serie på Netflix, hvor man vender tilbage og venter på næste afsnit.

Der er ikke én tydelig afsender. Noget kommer fra officielle eller halv-officielle kanaler, mens andet bliver lavet af netværk og enkeltpersoner. Det er ikke nødvendigvis centralt styret, men det hænger sammen, fordi det bygger på de samme billeder, fortællinger og en fælles forståelse af, hvad der får indhold til at sprede sig.

De, der producerer det, er selv en del af det digitale miljø. De ved, hvad der fanger opmærksomhed, og platformene er indrettet til at fremhæve netop det indhold, der skaber reaktioner.

Fra amerikansk side ser vi også, at officielle kanaler som Det Hvide Hus begynder at kommunikere på samme måde med memes og korte videoer. Her blandes officiel information med indhold, der er skabt til at engagere, men ikke nødvendigvis til at give et præcist billede af virkeligheden.

Når statslige institutioner bruger strategier fra memetisk krigsførelse, bliver grænsen mellem information og påvirkning uklar.

Borgere forventer, at officiel kommunikation er troværdig og præcis. Når den i stedet ligner underholdning eller forenklede kommunikationsformer, bliver det sværere at skelne mellem fakta og løgn.

Det er også derfor, det ikke kun handler om dem, der producerer indholdet. Det handler i lige så høj grad om os. Hver gang vi ser, reagerer eller deler, er vi med til at bestemme, hvad der får opmærksomhed, og hvilken version af krigen der trænger igennem. War slop og slopaganda nedtoner de reelle farer og konsekvenser ved krig og fremstiller en mere poleret version af virkeligheden.

Samtidig bliver grænsen mellem det ægte og det manipulerede mere usikker. Når forskellige typer billeder cirkulerer side om side, bliver det sværere at afgøre, hvad der er troværdigt. Noget bliver afvist, fordi det virker for glat eller konstrueret, mens andet mødes med skepsis, fordi det virker for ekstremt.

Når officielle kanaler samtidig begynder at dele konstruerede eller AI-genererede billeder og videoer, bliver det endnu sværere at forholde sig til den aktuelle situation. Klarhed og fakta træder i baggrunden, mens iscenesættelse og underholdning fylder mere.

Mængden af indhold spiller en central rolle. Når vi konstant møder nye klip, vinkler og gentagelser af de samme historier, mister vi overblikket.

Resultatet er, at vi engagerer os mindre og stiller færre kritiske spørgsmål. Når vi ikke kan se sammenhængen mellem virkelighed og det, vi præsenteres for, bliver det svært at forholde sig til det.

Og det er netop dér, effekten opstår. Ikke i det enkelte klip, men i den vedvarende strøm, som langsomt påvirker vores forståelse af det, der sker.