Bæredygtighed er ikke noget abstrakt, når det handler om livet på landet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I valgkampen så vi forsøg på at gøre klima- og naturindsatser til syndebuk for de helt reelle udfordringer, som mange oplever på landet, bl.a. som følge af affolkning og stigende afstande til essentielle funktioner forstærket af beskæring af den kollektive transport.

Det mener jeg er stråmandsargumentation, og jeg frygter, at sådanne historier både kan stå i vejen for at behandle de egentlige årsager og skygge for de muligheder, som den grønne omstilling – hvis grebet rigtigt an – kan udgøre også for landområderne.

Derfor vil jeg nu gøre noget vovet. Jeg bor og arbejder i hovedstaden, men vil alligevel tillade mig at tænke højt om bæredygtig udvikling af mindre byer på landet.

Der tales og skrives meget om bæredygtig byudvikling, hvor man typisk har større byer i tankerne. Men hvad med de mindre byer og landsbyerne. Skal de ikke også være gode steder at bo? Ikke kun for dem, der allerede bor der, men for fællesskabet som helhed – og for planeten?

”Og hvorfor skal du så kloge dig på det?”tænker du måske.

Det skal jeg heller ikke, for det er der andre, som formentlig ved mere om, end jeg gør. Men jeg har selv levet mine første 19 år i en landsby på Norddjursland.

Meget af min familie og mange af mine venner bor stadig på landet. Derfor ligger livet på landet mig nært. Jeg ved, hvad det betyder at vokse op i et lokalsamfund, hvor man kender hinanden, og hvor naturen er tæt på.

Derfor engagerer jeg mig i debatten. For jeg kerer mig ikke kun om livet på landet – jeg kerer mig også om vores klima og natur. De to hensyn behøver ikke være modsætninger.

Tværtimod bør de gå hånd i hånd for at sikre en bæredygtig fremtid for både landdistrikterne og det samfund, vi alle er en del af.

I de senere år har skiftende regeringer på bagkant af kommunalreformens centralisering forsøgt at “skabe balance mellem land og by”. Statslige institutioner er blevet flyttet ud, og der er investeret milliarder i nye motorveje. Ofte projekter, som hverken er solidt trafikalt begrundede eller gavner klima og natur. Snarere tværtimod. Alligevel sælges de som nødvendige for at skabe vækst og udvikling.

Samtidig kan man konstatere, at en af årsagerne, som folk angiver som grund til modstand mod nye sol- eller vindenergianlæg, er, at man frygter, det vil øge den affolkning, som mange oplever flere steder.

Det vil være individuelt, hvor meget et sådant anlæg generer folk, og om det er værre end f.eks. en ny svinefarm, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at en sådan forandring kan forstærke en eksisterende bekymring for, hvordan det skal gå med ens lokalsamfund.

Det får mig til at spørge: Griber vi det rigtigt an? Er flere og bredere motorveje og stop for VE-anlæg virkelig svaret på landdistrikternes udfordringer? Eller fastholder vi os selv i en forestilling om, at asfalt automatisk skaber liv, og at VE-anlæg ikke kan komme lokale til gode?

F.eks. vil den fulde Hærvejsmotorvej nok koste over 20 mia. kr. For de penge kunne man lave en lang række andre initiativer til udvikling i Midtjylland. Investeringer i kollektiv transport, lokale arbejdspladser, uddannelse, grøn omstilling og styrkelse af eksisterende by- og landsbymiljøer. Kun fantasien sætter grænser.

Hvis vi mener det alvorligt med både klimaet og balancen mellem land og by, bør vi turde diskutere, om milliarderne bruges på de rigtige tiltag. Derfor dette indlæg.

Det gode liv på landet er formentlig noget andet end mine måske lidt nostalgiske forestillinger. Jeg har jo trods alt boet de sidste 35 år i først Aarhus og derefter på Frederiksberg.

Når vi taler om at gøre livet på landet attraktivt, får jeg derfor lyst til at stille nogle konkrete spørgsmål, som jeg selv gerne vil blive klogere på og sætte til debat:

- Hvilke funktioner (offentlige servicer, butikker osv.) skal en mindre by eller landsby have eller være tæt på for at være befolkningsmæssigt levedygtig – og hvordan kan vi støtte, at disse funktioner overlever og udvikler sig?

- Hvilken rolle spiller lokale fællesskaber for tiltræknings- og fastholdelseskraften – og hvordan kan de aktivt understøttes, så de bliver en styrke for landsbyen?

- Hvilke barrierer oplever fraflyttere eller tvivlende potentielle tilflyttere, f.eks. unge færdiguddannede, som måske gerne ville vende hjem, men lader være?

- Hvor langt må der maksimalt være til nærmeste opsamlingssted for offentlig transport, hvis man alle ugens dage mellem kl. 6 og 22 højst skal vente en halv time?

- Hvordan kan vedvarende energi i nærheden af de mindre byer eller landsbyer bidrage til udviklingen lokalt? Hvad skal der til, for at produktionsanlæggene ses som et positivt aktiv?

Disse spørgsmål er ikke abstrakte. De er essentielle, hvis vi vil sikre, at vores landsbyer forbliver bæredygtige, levende og attraktive for både nuværende og kommende generationer.

Svarene vil naturligvis variere fra landsby til landsby. Men det understreger kun, at vi har brug for en både bredere og bedre beskrevet værktøjskasse – og at statens indsatser, både med hensyn til regulering og investeringer, bør tænkes helt om.

For at illustrere, hvad jeg mener, vil jeg slutte med at nævne nogle af de mere utraditionelle idéer, jeg gennem årene har noteret mig. Ingen af dem er færdige løsninger, men alle fortjener at blive diskuteret, kvalificeret sammen med borgere og fagfolk og afprøvet i praksis. Nogle af dem har også et grønt aspekt, mens andre ikke har.

Befolkningen tilbage: I stedet for at skabe balance via udflytning, så kunne det ske ved, at ansatte i statslige organisationer med hovedsæde i København fik ret til frit at vælge arbejdssted blandt 10-15 statslige lokationer rundt i landet.

Det ville give øget fleksibilitet for par, hvor den ene part godt kunne tænke sig at skifte job, uden at den anden dermed også skal ud i jobsøgning. Og unge, som gerne ville flytte hjem igen efter endt uddannelse, vil også have bedre muligheder for at få dette til at gå op med jobmuligheder.

Bussen og taxien tilbage: Med forventede automatiseringsmuligheder af både personbiler og busser kan man potentielt øge det garanterede mobilitetstilbud, som mange steder i dag leveres med dyr og/eller ufleksibel flex-transport.

Brugsen tilbage: Der findes allerede dagligvarebutikker, hvor omkostningerne holdes nede gennem borgerdrift og ubemandede perioder.

Dette kan kombineres med e-handel (og på sigt automatiserede leverancer), så man både får nærheden af det store udvalg, der ellers er forbeholdt de store butikker – ”bestil specialvarerne inden kl. 10, og hent dem efter kl. 16 sammen med varer fra standardsortimentet i butikken”.

”Landsbyskolen tilbage”: På godt og ondt lærte vi under covid, at noget undervisning godt kan ske på distancen. Men vi lærte også, at nærhed og socialt samvær er væsentligt, særligt for børn.

Kunne man bruge nogle af disse erfaringer til at lave en slags hybridskoler, hvor der i landsbyskolen er ansat lærere med linjefag i de ”store” fag (dansk og matematik især), mens undervisningen i de ”små” fag varetages via fjernundervisning, kombineret med klasserumsledelse varetaget af de lokale lærere? Herved kunne man potentielt både få den nære skole og høj faglighed uden at sprænge budgetterne.

Vi mangler en åben og konkret samtale om, hvordan vi sikrer, at vores landsbyer ikke blot overlever, men trives, hjulpet af den grønne omstilling. Jeg håber, at disse idéer kan være med til at sætte gang i netop den debat.