Europa reducerer Syrien til et migrationsproblem

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er noget dybt foruroligende i den måde, Europa i dag taler om Syrien på. Et land, som millioner af mennesker flygtede fra, bliver mere og mere behandlet som et praktisk problem, der skal ryddes af vejen.

Debatten handler om hjemsendelser, grænser og tal. Hvor mange kan sendes tilbage? Hvor hurtigt kan det ske? Hvor længe skal de blive? Men det mest oplagte spørgsmål bliver ofte sprunget over: Hvad er det egentlig, syrere skal vende hjem til?

Den tyske kansler, Friedrich Merz, har sagt, at op mod 80 pct. af syrerne i Tyskland bør rejse hjem inden for tre år. Det er en bemærkning, der siger meget om Europas politiske humør. Men den siger ikke meget om Syrien.

For Syrien er ikke blevet et normalt land. Ja, krigen har ændret karakter. Nogle fronter er flyttet. Nogle områder er roligere end før. Men det betyder ikke, at mennesker kan vende tilbage til et liv med frihed, sikkerhed og bare en smule værdighed. Der er langt fra mindre krig til et samfund, man trygt kan leve i.

Alligevel opfører europæiske regeringer sig, som om lidt mindre kaos er det samme som stabilitet, og som om stabilitet er nok. Det er det ikke.

For det, mange syrere flygtede fra, var ikke kun bomberne. De flygtede også fra vilkårlighed, frygt og et system, hvor man kunne miste alt fra den ene dag til den anden. De flygtede fra et liv uden tillid til staten, uden retssikkerhed og uden nogen garanti for, at morgendagen blev bedre end i går.

Det er den virkelighed, der forsvinder, når Syrien bliver gjort til et spørgsmål om migration. Samtidig ser vi, hvordan europæiske lande er begyndt at orientere sig mod nye magtpersoner i Syrien. Ikke fordi de nødvendigvis tror på dem, men fordi de håber, at nogen kan skabe nok ro til, at færre flygter mod Europa.

Et tydeligt eksempel er Ahmed al-Sharaa. Han forsøger i dag at fremstå som en mand, Vesten kan tale med. En politisk leder, en pragmatiker. En person, man måske endda kan samarbejde med. Men et nyt sprog ændrer ikke en gammel virkelighed.

Ahmed al-Sharaa var leder af al-Nusra-fronten, al-Qaedas gren i Syrien, og er senere blevet frontfigur i Hayat Tahrir al-Sham. Det er ikke en teknisk detalje. Det er ikke noget, man bare kan lægge i en parentes, fordi han nu optræder i jakkesæt og taler mere afdæmpet end før.

Det er netop her, Europas troværdighed begynder at vakle. For på den ene side vil man gerne fremstå principfast. Man taler om menneskerettigheder, kamp mod ekstremisme og behovet for ansvar. På den anden side virker de samme principper pludselig bøjelige, hvis bare den rette mand kan love en smule orden og færre flygtninge ved Europas grænser.

Europa er med rette hård i kritikken af det iranske regime og dets voldelige undertrykkelse. Men samtidig ser vi europæiske ledere åbne døren på klem for en mand med rødder i en jihadistisk bevægelse. Hvad er det for et signal? At terror er forkert, indtil den bliver politisk praktisk at overse? Hvis kampen mod ekstremisme skal tages alvorligt, kan den ikke være afhængig af, hvem der er nyttig lige nu.

Det er heller ikke kun politisk hykleri. Det har konsekvenser for rigtige mennesker. For der er en voksende tendens til at tale om syrere, som om de er én samlet masse, der bare kan sendes tilbage. Men syrere er ikke en bunke mapper på et skrivebord. De er mennesker, som i mange år har forsøgt at bygge et liv op igen. Nogle har fået arbejde. Nogle studerer. Nogle har fået børn. Nogle prøver stadig at finde fodfæste efter år med tab, flugt og usikkerhed.

Når man reducerer dem til et spørgsmål om midlertidigt ophold, overser man hele den virkelighed.

Man overser også, hvad der venter i Syrien. Et land med ødelagt infrastruktur. Et land præget af frygt. Et land, hvor magten stadig ligger hos aktører, der ikke har nogen troværdig historie med retssikkerhed, frihed eller respekt for menneskeliv, og netop derfor er den danske debat også så alvorlig.

I Danmark har man insisteret på, at syreres ophold skal være midlertidigt. Det lyder måske stramt og konsekvent på papiret. I virkeligheden har det efterladt mange mennesker i et udmattende limbo. De ved ikke, om de får lov at blive. De ved ikke, om de skal bygge videre på deres liv her. Og de ved heller ikke, om de en dag bliver presset tilbage til et land, de stadig har god grund til at frygte.

Det er ikke en holdbar politik. Det er en politik, der holder mennesker fast i usikkerhed. Når myndigheder eller politikere taler om “forbedrede forhold” i dele af Syrien, lyder det ofte mere administrativt end virkeligt. Som om et menneskes frygt kan afmonteres med en ny formulering i et notat. Som om det afgørende bare er, om man kan sætte flueben ved, at kampene er færre end før.

Men et land er ikke sikkert, bare fordi det er mindre kaotisk end under borgerkrigens værste år.

Hvis man sender mennesker tilbage til et sted uden reel retssikkerhed, uden stabile institutioner og uden beskyttelse mod overgreb, så har man ikke løst noget. Man har bare flyttet problemet ud af Europa og tilbage på skuldrene af dem, der allerede har betalt den højeste pris.

Det er derfor, hele præmissen i den europæiske debat er skæv. Spørgsmålet burde ikke være, hvor hurtigt man kan sende syrere hjem. Spørgsmålet burde være, om der findes et Syrien, de med rimelighed kan vende hjem til, og svaret er i dag alt andet end klart.

Hvis Europa virkelig vil mindske migrationen fra Syrien, kræver det noget langt sværere end at tale om hjemsendelser. Det kræver, at man tør forholde sig til årsagerne til, at mennesker flygter. Det kræver støtte til institutioner, civilsamfund og retssikkerhed. Det kræver, at man holder fast i sine principper, også når det er besværligt. For stabilitet uden rettigheder holder ikke længe.

Den ser måske pæn ud i en politisk pressemeddelelse. Men den skaber ikke fred. Den skaber ikke tillid. Og den giver ikke mennesker et liv, de tør vende tilbage til.

Europa står derfor ved et valg. Enten fortsætter man med at gøre syrere til en brik i et politisk spil om grænser, kontrol og signalpolitik. Eller også tager man virkeligheden alvorligt og erkender, at varig fred ikke bygges på kompromiser med diktatur, ekstremisme og historieløshed. Syrerne har allerede betalt prisen for begge dele. De fortjener ikke at betale den én gang til.

For mig er Syrien ikke en overskrift, en debatposition eller en politisk sag, man kan behandle på afstand. Det er et land, der bærer på utallige historier om tab, flugt, afsavn og håb. Et land, som for mange ikke bare er et geografisk sted, men noget dybt personligt – forbundet med familie, minder, sorg og længsel.

Netop derfor gør det indtryk på mig, når debatten i Europa bliver så kold og teknisk, at mennesker reduceres til tal, sagskategorier og hjemsendelsesplaner.

Jeg savner en mere ærlig samtale om, hvad Syrien faktisk er i dag: et land mærket af krig, frygt, ødelæggelse og dybe politiske sår. Og jeg savner, at man for alvor tager alvoren i spørgsmålet ind: Hvad betyder det egentlig at bede et menneske vende tilbage til et sted, hvor så meget stadig er uafklaret, utrygt og ubearbejdet?