Nu glemmer I ikke de mindste igen, vel?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I den seneste valgkamp har folkeskolen været et allestedsnærværende emne. Stort set alle partier har præsenteret sammenhængende og gennemgribende visioner for investeringer i netop den.

Socialdemokratiet lancerede “Lilleskolen”. Venstre har talt for “Tillidsskolen”. Konservative for “Den kloge skole”.

På tværs af det politiske spektrum har vi set adskillige bud på, hvordan folkeskolen kan løftes, ligesom der er en bred anerkendelse af, at det kræver uddannede lærere at indfri visionerne for folkeskolen.

Det er der god grund til. Folkeskolen er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner. Og den har brug for et markant løft.

Men til sammenligning er det tankevækkende, hvor lidt et andet væsentligt fundament for udviklingen af velfærdssamfundet har fyldt i debatten: vores dagtilbud. Her har fraværet af udspil, helhedstænkning og store kvalitetsambitioner været slående. Det er et politisk paradoks, som den kommende regering er nødt til at gøre op med.

Al forskning viser, at de første år af et barns liv er helt afgørende for resten. Forskningen viser også, at det er her, vi kan gøre en afgørende forskel for de udsatte børn. Og det nytter rent faktisk noget. Vi kan ændre børns livsmuligheder. Men det kræver, at vi sætter ind tidligt.

Der er med andre ord en tydelig sammenhæng mellem dagtilbud og skole. Der skal selvfølgelig investeres i skolen, men det bliver som at fylde vand i en spand med hul i, hvis ikke vi også løfter kvaliteten i dagtilbuddene.

Og det er der vitterligt brug for – kvaliteten i de danske dagplejer, vuggestuer og børnehaver halter gevaldigt.

De første danske undersøgelser af kvalitet i daginstitutioner – gennemført af EVA og Vive i 2023 og 2025 – viste, at kun omkring én af 10 daginstitutioner har god kvalitet, mens omkring 3 af 10 har utilstrækkelig kvalitet. Ingen daginstitutioner blev vurderet som fremragende. Ingen.

Når omkring 97 pct. af alle tre-femårige tilbringer en stor del af deres dagligdag i dagtilbud, bliver dårlig kvalitet både en alvorlig udfordring for det enkelte barn her og nu og for vores samfund på langt sigt.

For vi ved, at de første leveår er afgørende for børns sociale og følelsesmæssige udvikling. Det er her, de lærer at regulere følelser, være i fællesskaber og håndtere konflikter. Derfor spiller trygge, velorganiserede og pædagogisk velfungerende rammer også en afgørende rolle for børnenes udvikling.

Og vi kan se, at kvaliteten af et dagtilbud gør en forskel. I Tænketanken DEA har vi tidligere vist, at barnets daginstitution har væsentlig betydning for barnets faglige resultater i indskolingen, for sandsynligheden for at skulle gå børnehaveklassen om og for omfanget af ulovligt fravær i børnehaveklassen.

Ret skal være ret. Den haltende kvalitet har periodevis fået politisk opmærksomhed. Der er indført minimumsnormeringer, et lønløft til pædagogerne, offentlige og private fonde investerer mere i forskning på området, ligesom der er en reform af pædagoguddannelsen på vej. Alt sammen vigtige initiativer.

Men de store udspil, som vi ser på skoleområdet, er udeblevet.

Forklaringen på de udeblevne visioner for vores dagtilbud skal måske findes i den manglende anerkendelse af det pædagogiske arbejde.

I Tænketanken DEA har vi i en større analyse af dagtilbudsområdets udfordringer vist, at aktørerne i og omkring vores dagtilbud er enige om én central udfordring: Det pædagogiske arbejde mangler grundlæggende anerkendelse og værdisætning i vores samfund. Den oplevelse deler pædagogisk personale, ledere, dagtilbudschefer, forældre og forskere.

Det står i skærende kontrast til skoleområdet, hvor faglighed, dannelse og kvalitet er selvfølgelige omdrejningspunkter. Her hersker der ingen tvivl om, at arbejdet er komplekst, professionelt og samfundsbærende. Den samme selvfølgelighed har dagtilbudsområdet aldrig opnået.

Under valgkampen foreslog Liberal Alliance at flytte læreruddannelsen fra professionshøjskolerne til universiteterne. Forslaget blev lanceret som et kvalitetsløft – og begrundet med, at læreruddannelsen ikke blot er en “velfærdsuddannelse”, men en særlig uddannelse med sin egen faglighed og identitet. Underforstået: noget andet og mere end de andre velfærdsprofessioner, herunder pædagoguddannelsen.

Det samme sker, når Mette Frederiksen som statsminister har talt om »voksne« i daginstitutionerne i stedet for pædagogisk personale og ved samme lejlighed antyder, at kvaliteten i daginstitutionerne er bedre end deres rygte. Til trods for at det er dokumenteret, at det står slemt til mange steder.

Det er ikke sproglige tilfældigheder. Det er et udtryk for en – måske ubevidst – faglig, kulturel og symbolsk underprioritering.

Hvis vi vil forstå, hvor oplevelsen af, at det pædagogiske arbejde mangler anerkendelse, stammer fra, må vi en tur i historiebøgerne.

Hvor lærerfaget altid har stået i sin egen ret med faglighed og udvikling som et selvfølgeligt omdrejningspunkt, er daginstitutionerne vokset i en anden muld. De er opstået som en arbejdsmarkedsforanstaltning. De skulle gøre det muligt for mødre at tage lønarbejde uden for hjemmet. Fokus var pasning og tilsyn – ikke børns udvikling og dannelse.

Den opfattelse har sat sig i måden, hvorpå vi taler om og opfatter den pædagogiske faglighed. Daginstitutionslivet er noget, der kommer, før det vigtige begynder.

Derfor ender småbørnsområdet igen og igen langt nede i prioriteringsrækken. Derfor diskuteres kvalitet og pædagogisk faglighed ofte, som om det er et spørgsmål om mavefornemmelser – ikke professionel viden. Et spørgsmål om antallet af hænder og ikke, om hænderne sidder på én, som har en pædagogisk faglighed.

Og derfor lever forestillingen om, at pædagogisk arbejde er noget, “de fleste kan”, stadig i bedste velgående.

Et løft af skolen kræver, at den kommende regering tager et opgør med forestillingen om, at småbørnsområdet er sekundært – noget, der skal fungere, indtil skolen begynder. At den vil bidrage til, at det pædagogiske arbejde bliver anerkendt som en højt specialiseret faglighed, der former børns livschancer. Og at den tør lade de største visioner gælde for de mindste børn.

Ligesom vi på skoleområdet taler om kvalitet, faglighed og dannelse som selvfølgelige politiske pejlemærker, bør dagtilbuddene løftes ind i det samme ambitionsniveau.

Det begynder med en politisk vilje til at anerkende, værdisætte og investere i området – ikke hist og her, men som en sammenhængende og langsigtet prioritering. For hvis vi virkelig mener, at kvalitet i skolen er afgørende for børns fremtid, må vi også have visioner dér, hvor fundamentet for læring og trivsel bliver lagt.