Hvis vi holder op med at sige noget og tale sammen, holder alting op

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I lørdags døde den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas. Samme dag kunne man se dokumentarfilmen ”Mr. Nobody Against Putin” i dansk tv. Søndag nat vandt den en Oscar for bedste dokumentarfilm.

I filmen kan man se et tv-klip med Putin, som siger, at krige ikke vindes af generaler, men af skolelærere.

Det er et citat, som udtrykker den indoktrinering, propaganda og militarisering, der har fundet sted af de russiske skoler siden invasionen af Ukraine i 2022.

Skolelæreren Pavel følger som skolens videomedarbejder den udvikling, som sker. Fra de første statslige dekreter om at recitere patriotiske digte og hylde flaget, der igangsættes umiddelbart efter den såkaldte militære specialoperation, og hen imod den stadig øgede militarisering af skolen. Inden længe indgår våbentræning og eksercitsøvelser i skolens hverdag, og eleverne bliver en del af en ungdomsbevægelse udstyret med særlige baretter og tørklæder, hvor de skal lære propagandatekster udenad.

Udover den militære disciplinering af kroppene følger der altså også forædling af sjælene. Historieforfalskning kører på de helt høje nagler. Specialinvasionen har til formål at afnazificere og afmilitarisere ukrainerne. Ord, der selv for lærerne er svære at udtale. Skolens patriotiske historielærer fortæller, at Europa løber tør for benzin og sulter, fordi de ikke længere køber russisk energi og fødevarer. Der går lidt længere tid i Frankrig, fordi de er vant til at spise frølår og snegle.

Efterhånden som årene går, indføres der stadig flere statslige propagandakrav. De fleste lærere trækker på skuldrene, men efterlever kravene. Hvad skulle de ellers gøre? Enkelte lærere er sande statspropagandister som den omtalte historielærer, der kåres til årets lærer og som præmie får en nybygget, moderne lejlighed.

Filmen ”Mr. Nobody mod Putin” blev som nævnt sendt i tv samme dag, som sociologen og filosoffen Jürgen Habermas døde i en alder af 96 år. Hen over weekenden har medierne fortjent hyldet ham gennem rosende nekrologer. Habermas er en person, som generationer af studerende har læst på universiteter og læreranstalter.

Mange har givetvis mødt hans teori om den borgerlige offentlighed fra 1962. De forskellige offentlighedsformer, som karakteriserer det borgerlige samfund, gav et indblik i, hvordan det moderne borgerlige samfund fungerer. Den politiske offentlighed vokser frem i 1700-tallet i kaffeklubber og saloner, hvor man kan diskutere samfundets anliggender midt imellem det private og staten. Der opstår altså i det moderne samfund et demokratisk rum, hvor man kan kritisere magten.

De fleste har nok også læst om hans tre erkendelsesformer, som blev udfoldet i bogen ”Erkendelse og interesse” fra 1968. Videnskaben er ikke neutral, men kan være knyttet til forskellige interesser. Den tekniske fornuft er primært naturvidenskabens domæne, den forståelsesorienterede tilgang tilhører humaniora, mens den frigørende videnskab repræsenterer samfundsvidenskaben.

En tredje teori, de fleste har stiftet bekendtskab med, er teorien om den herredømmefrie dialog eller den kommunikative etik, som udfoldes i det store tobindsværk ”Teorien om den kommunikative handling” fra 1981. Demokratiet bør bygge på den kommunikative fornuft eller på argumentets tvangsløse tvang, hvor det bedste argument vinder.

Habermas repræsenterede fornuftens stemme og holdt fast i det borgerlige oplysningsprojekt gennem hele sin lange karriere. Nogle gange var det dog svært at blive klog på, om de nævnte teorier var et normativt ideal, man burde stræbe mod, eller afspejlede den faktiske empiriske virkelighed. I dag kan man sige, at de tre teorier primært udgør et ideal. De tre teorier stammer fra en anden tid. Lidt ligesom mahognimøbler. De er flotte, men passer ikke rigtig ind i ens stue.

Habermas var selv opmærksom på det og reviderede sine teorier senere i sit forfatterskab, hvor han f.eks. forsøgte at indtænke, hvad den nye medievirkelighed betyder. Der er ikke kun en offentlighed, men mange offentligheder, ligesom institutionerne og retssystemet er vigtige.

Endelig er der de tre erkendelsesformer. Vi kan sagtens finde frigørende samfundsvidenskabelig forskning og forståelsesorienteret humanistisk forskning. Men store dele af den forskning, vi ser i dag, er primært teknisk orienteret. Den handler om at løse konkrete problemer og udstyre os med nytteorienteret viden. Det gælder også nutidig humanistisk og samfundsvidenskabelig viden. Det er i høj grad de projekter, private og offentlige fonde giver midler til.

Den type viden, som i stigende grad efterspørges, er performativ viden, som filosoffen Jean Francois Lyotard pegede på i sine teorier om det postmoderne, hvor han satte spørgsmålstegn ved det moderne som et ufuldendt projekt, som Habermas kaldte det. Habermas mente, vi skulle reparere og videreudvikle det moderne borgerlige projekt, mens Lyotard så det som afsluttet. Der er vel ikke nogen af dem, der helt havde ret i deres analyser, men det moderne oplysningsprojekt har i dag svære vilkår.

Og så er der idealet om den herredømmefrie kommunikation, hvor vi forsøger at overbevise hinanden ved hjælp af det bedste argument. Debatten i USA er et eksempel på, hvordan den kommunikationsform har lidt skibbrud i det offentlige rum. Løgn, misinformation og bevidst intimidering af politiske modstandere samt influenceres personlige og autentiske stil har overhalet idéen om, at vi kan overbevise hinanden ved hjælp af argumenter.

Hertil kommer, at de sociale mediers algoritmebaserede feeds er blevet den dominerende nyhedsflade for store dele af befolkningen. Systemverdenen, hvor den strategiske kommunikation finder sted, har i høj grad overtaget idealet om livsverdenens kommunikationsformer.

Her er vi så tilbage ved filmen ”Mr. Nobody Against Putin”. Filmen viser, hvordan en af vores samfunds smukkeste institutioner, skolen, bliver en del af statens propagandaapparat. Her er eleverne ikke soldater i konkurrencestatens tjeneste, men i Putins tjeneste. Skolen, hvor man udover at tilegne sig relevante kulturfærdigheder også dannes, sådan at man både kan blive menneske og borger. Pavel har haft et filmlokale, hvor de ældre elever kunne hænge ud, slappe af og snakke om stort og småt. I lokalet var et hvidt og blåt flag hængt op, symbolet på demokrati.

I takt med at skolen blev stadig mere militariseret, holder eleverne op med at komme på Pavels kontor. Hans space, der var symbolet på den frie tanke og på, at det var vigtigt at udtrykke og udfolde sig selvstændigt og individuelt, forsvinder langsomt. Der er ikke længere plads til den slags elever og lærere.

Og sådan er det nok også med Habermas. Den oplysningsfakkel, han bar, og som gav stemme eller form til de teorier, vi kunne forstå som det borgerlige samfunds dna, er i vid udstrækning blevet overhalet af en ny virkelighed.

I sin Oscartale sagde filmens instruktør, David Borenstein, at filmen ”Mr. Nobody Against Putin” handler om, hvordan vi mister vores land, når vi ikke siger noget, og oligarker overtager medierne og kontrollerer det, vi kan producere og forbruge. Et af de vigtigste budskaber i Habermas’ lange karriere er, at vi skal sige noget. En forudsætning for, at vi kan have frie institutioner og et frit samfund, er, at vi siger noget og er interesseret i at lytte til, hvad de andre siger.

En smuk tanke i en verden, hvor kortet i stadig mindre grad passer til virkeligheden, men dog en idé, som det fortsat er værd at stræbe efter. Især her op til folketingsvalget.