Drikkevand er for vigtigt til dårlige analyser

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dansk vand, der hentes af jorden og drikkes urenset, er helt unikt, men kan risikere at ende med at være en sød og fin historie, vi kan fortælle de næste generationer om.

Det urensede drikkevand i Danmark er nemlig under hårdt pres. Årtiers regulering af landbrugets grundvandsforurening med indsatser baseret primært på frivillighed har slået fejl. Alene forureninger med nitrat fra landbrugets brug af gødning oven på drikkevandsboringer koster et milliardbeløb i sundhedsomkostninger pga. øget risiko for tarmkræft.

Dertil kan man lægge problemer med PFAS, som findes i et stigende antal drikkevandsboringer og kan medføre forringelser af immunforsvaret. Og danskerne er villige til at betale et større milliardbeløb årligt for at have rent drikkevand.

Disse forhold dokumenterer en ny rapport fra Miljøministeriet, der også beskriver, hvordan drikkevandet allerede i dag er udfordret, og at den nuværende grundvandsbeskyttelse ikke har sikret rent drikkevand i dag og til fremtidige generationer af danskere.

Rent grund- og drikkevand kræver derfor politisk handling. Et forbud mod landbrugets brug af sprøjtning og gødning på de sårbare grundvandsdannende områder – ca. 6 pct. af landbrugets samlede areal – er både en effektiv og en billig løsning.

Det ændrer ikke på, at der skal ligge et fagligt solidt beslutningsgrundlag, så omkostninger og gevinster ved sådan et forbud står klart, og offentligheden forstår konsekvenserne af, hvad politikerne beslutter. Men på dette punkt er vi desværre ikke blevet så meget klogere af Miljøministeriets rapport, som vi håbede på.

Miljøministeriets rapport opstiller omkostningerne ved to scenarier for, hvordan man kan opnå rent drikkevand. De sammenligner omkostningerne ved at opnå rent drikkevand gennem et gødsknings- og sprøjteforbud med omkostningerne ved rensning af alt drikkevand i Danmark.

På overfladen kan det umiddelbart lyde fornuftigt, men de to scenarier er ikke direkte sammenlignelige. Det skyldes, at de ikke giver samme kvalitet af drikkevand. Derudover vil et forbud først få effekt om mange år. Det rigtige er derfor at sammenligne rensning fra i dag og i al evighed med et forbud i kombination med rensning de første mange år.

Når man dykker videre ned i rapporten, er der flere problemer med, hvordan der er regnet. I de kommende afsnit uddyber vi vores kritik af Miljøministeriets rapport:

I Miljøministeriets rapport sættes et gødsknings- og sprøjteforbud op imod rensning af alt drikkevand som to modsætninger. Men som sagt er der ikke tale om en enten-eller-situation. Det er snarere en både-og-situation.

Den pointe understreges også af drikkevandsekspert Brian H. Jacobsen, miljøøkonomisk vismand Jette Bredahl Jacobsen og tidligere miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen i Jyllands-Posten.

Det giver derfor ikke mening at stille omkostningerne i de to scenarier op over for hinanden, som Miljøministeriet gør i sin rapport.

Derudover kommer en betydelig del af PFAS-forureningen fra andre kilder end landbruget. Danmark bliver f.eks. belastet af PFAS-forurening fra atmosfæren og via regnvand. Derfor kan en delvis rensning af drikkevandet være nødvendig, selv efter at gødsknings- og sprøjteforbuddet får effekt om en længere årrække.

Det relevante scenarie er derfor snarere, at politikerne indfører et gødsknings- og sprøjteforbud med det samme, fordi det langsigtet er den billigste løsning. Herefter skal dele af drikkevandet renses grundigt de første mange år, og når forbuddet så begynder at få effekt, kan det på sigt blive unødvendigt at rense for pesticider og nitrat.

Hvor meget drikkevand der skal renses og i hvor lang tid, afhænger også af, hvilke grænseværdier man fastsætter for de forskellige stoffer. Man bliver løbende klogere på stoffernes sundhedsskadelige effekter, hvorfor grænseværdierne løbende må revideres.

Hvad er så omkostningerne ved drikkevandstiltag? Miljøministeriets rapport opgør omkostningerne ved indførelsen af et gødsknings- og sprøjteforbud til en engangsomkostning i form af et værditab på de påvirkede landbrug. Det opgøres til 6,6 mia. kr.

Hvis man alternativt vælger, at drikkevandet skal renses, vil det medføre en årlig udgift i al uendelighed. Den opgøres til mellem 6 og 18 mia. kr. pr. år. Gør man det, så får man en nutidsværdi for rensning på svimlende 98-293 mia. kr.

Denne årlige udgift i al uendelighed skal omregnes til en pris i dag – en såkaldt nutidsværdi – for at kunne sammenlignes med engangsomkostningen på de 6,6 mia. kr. ved forbudsløsningen.

I stedet for at gøre det fordeler Miljøministeriet omkostningerne ved et forbud over 30 år, svarende til 360 mio. kr. årligt. Den valgte tidshorisont motiveres ikke og virker ærlig talt en smule tilfældig. Havde man valgt en længere og mere sammenlignelig tidshorisont, havde de årlige omkostninger ved sprøjteforbuddet været endnu lavere.

De to tal fra rapporten, der oftest er blevet anvendt – de 360 mio. kr. over for de 6-18 mia. kr. – kan derfor ikke direkte sammenlignes meningsfuldt.

Der er ikke nogen tvivl om, at en øget regulering af landbruget, så der ikke sprøjtes eller gødskes lige oven på de grundvandssårbare jorde, er en afgørende og samfundsøkonomisk billig del af den fremadrettede løsning.

Det koster simpelthen ikke Danmark særligt meget at lave disse tiltag – selv når man regner rigtigt. Et forbud vil i første omgang give de berørte landmænd et betydeligt tab, men meget tyder på, at det er muligt at kompensere landmændene for deres tab, uden at det slår bunden ud af statskassen.

Politikerne kommer derfor ikke uden om, at et gødsknings- og sprøjteforbud er en billig løsning for at sikre danskerne rent drikkevand i fremtiden, og det vil derfor uden tvivl skulle indgå som et afgørende element i den samlede løsning for rent drikkevand.

Derfor giver det god mening at indføre sådan et forbud hurtigst muligt på de sårbare grundvandsdannende områder.

Sådan et forbud kan ikke stå alene. For det første er der behov for rensning nogle steder i en periode. For det andet vil omkostningen ved et gødsknings- og sprøjteforbud i første omgang ramme de berørte landmænd.

Det er helt fair at tænke i, at de skal kompenseres, når regulering ændrer deres forretningsgrundlag. Miljøministeriets bud på, hvad det koster landmændene – en engangsudgift på 6,6 mia. kr. – viser, at selv hvis politikerne kompenserer landmændene fuldt ud, er udgiften overkommelig for statskassen.

For det tredje spiller forbuddet godt sammen med den grønne trepartsaftales mål om skovrejsning, da forbuddet vil gøre det mere attraktivt til at rejse skov på de arealer, hvor forbuddet indføres. Det vil være en kærkommen hjælp til treparten, hvor det går langsomt med at få udtaget jord til skovrejsning.

Hvordan man får mest muligt ud af det, vil blive en vigtig opgave i den videre implementering af treparten.