Drikkevand er også sikkerhedspolitik

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De fleste danskere tænker sjældent over det. Vi åbner hanen, fylder et glas og drikker vandet uden at bekymre os om, hvor det kommer fra, eller hvad der er i det.

Netop derfor er det en af de mest undervurderede styrkepositioner i det danske samfund. I store dele af verden er rent drikkevand noget, man køber på flaske eller renser i avancerede anlæg. I Danmark er det stadig noget, der strømmer direkte fra undergrunden og ud i vores køkkener.

Men drikkevandet er truet af pesticider og gødning, der siver ned i grundvandet, særligt over de sårbare grundvandsdannende områder. Og det er heldigvis blevet et centralt tema i valgkampen. Men udover de åbenlyse miljø- og sundhedsmæssige argumenter for at beskytte vores drikkevand bedre er der også centrale sikkerhedspolitiske argumenter.

Med krig i Europa, sabotage mod kritisk infrastruktur, energikrise og geopolitisk rivalisering kan stabile forsyningskæder ikke længere tages for givet.

Derfor er begreber som strategisk autonomi, robusthed og totalforsvar rykket fra tekniske notater til den politiske hovedscene. Ofte er fokus på gaslagre, elnet, havvind og kritiske mineraler. Men vi overser, at rent drikkevand er en af de mest fundamentale forudsætninger for et fungerende samfund.

Når regeringen taler om totalforsvar, handler det om samfundets samlede evne til at fungere under pres. Vandforsyningen er en central del af den ligning. Hospitaler, fødevareproduktion, industri og husholdninger kan ikke fungere uden stabil adgang til rent vand.

Et stærkt vandberedskab handler ikke kun om krigsscenarier. Det handler også om mere jordnære situationer: en boring, der må lukkes på grund af forurening, en længerevarende tørkeperiode, et cyberangreb på et vandværks styringssystem eller et omfattende strømsvigt, der stopper pumper og rensningsanlæg.

I alle disse situationer er samfundet afhængigt af, at vandforsyningen kan fortsætte – eller hurtigt genoprettes.

Danmark står ikke over for en akut vandkrise. Vi har et teknisk stærkt, decentralt og professionelt vandforsyningssystem. Vi har kompetencerne og teknologierne til at rense vand, hvis det bliver nødvendigt. Netop derfor handler argumentet ikke om panik. Det handler om risikostyring i en mere usikker verden.

Danmark er i en international særstilling. Næsten alt vores drikkevand kommer fra grundvand, som hidtil har kunnet leveres til forbrugerne uden avanceret rensning. Det betyder lavt energiforbrug, begrænset teknologisk kompleksitet og minimal afhængighed af importeret kemi og specialudstyr. I en tid med ustabile globale værdikæder er det en strategisk styrkeposition.

Nogle vil indvende, at selvforsyning er et upræcist begreb i en globaliseret økonomi. Og det er korrekt, at fuld uafhængighed ikke findes. Danmark vil altid være integreret i internationale markeder. Men strategisk autonomi handler ikke om isolation. Det handler om at reducere kritiske afhængigheder på områder, hvor samfundet ikke kan tåle svigt. Drikkevand hører til i den kategori.

Udviklingen udfordrer denne styrkeposition. Miljø- og Ligestillingsministeriets analyse af beskyttelsen af sårbare grundvandsdannende områder viser, at der siden slutningen af 1990’erne kun er gennemført reel beskyttelse på under 10.000 hektar – omkring 1,5 pct. af de cirka 600.000 hektar, der blev udpeget til indsats mod nitrat og pesticider. Samtidig blev der i 2024 fundet pesticidrester i over halvdelen af de undersøgte vandforsyningsboringer, og i godt 14 pct. blev grænseværdien overskredet.

Når grænseværdier overskrides, lukkes boringer, eller vandet fortyndes for at overholde kravene. I stigende grad må vandværker investere i avanceret rensning. Det er rigtigt, at moderne rensningsteknologier bliver mere effektive og kan drives relativt energieffektivt. Danmark har også stærke teknologiske miljøer på området.

Men rensning ændrer grundlæggende systemets karakter. Det øger kompleksiteten, kapitalbindingen og afhængigheden af specialudstyr, reservedele og kemikalier. Robusthed handler ikke kun om, hvad vi kan gøre teknisk. Det handler om, hvor sårbart systemet bliver, hvis energimarkeder eller leverandørkæder forstyrres.

De samfundsøkonomiske omkostninger ved omfattende rensning løber op i mellem 6 og 18 mia. kr. årligt, hvis forureningen fortsætter. En systematisk forebyggende beskyttelse af de mest sårbare områder vurderes til omkring 360 mio. kr. om året over en længere periode.

Det illustrerer, at forebyggelse ikke blot er miljøpolitik, men klassisk beredskabstænkning. Det er billigere og mindre risikabelt at bevare et simpelt og naturligt robust system end gradvist at gøre det mere teknologitungt. Et mere teknologitungt system vil samtidig være mere følsomt over for eksterne chok.

Hvis vi mener alvorligt, at Danmark skal være robust i en mere usikker verden, skal vi regulere og prioritere derefter.

Kritisk infrastruktur reguleres ikke kun efter laveste pris, men efter evnen til at modstå chok og usikkerhed. Derfor bør Danmark tage næste skridt og behandle forsyningssektoren som en del af totalberedskabet. Der bør laves en flerårig national investeringsplan for totalberedskab i forsyningssektoren, så nødvendige investeringer i robusthed, kapacitet og sikring ikke bliver ad hoc-reaktioner, når en krise allerede er i gang.

Samtidig skal der stilles klare regulatoriske krav til nødberedskab, redundans og samarbejde på tværs af forsyninger og myndigheder. Der bør samtidig etableres fælles standarder for fysisk og digital sikring, så sektoren ikke lappes sammen i forskellige niveauer af beskyttelse, men løftes samlet og systematisk, før krisen rammer.

Den økonomiske regulering af vandselskaberne er udviklet med henblik på effektivisering i en stabil økonomi. Men i en mere ustabil verden bør reguleringen af drikkevandsforsyningen i højere grad tage udgangspunkt i robusthed og risikominimering. Vandsektoren skal have mulighed for at investere langsigtet i forebyggelse, kapacitet og beredskab. Det kan blandt andet sikres ved at justere den nuværende økonomiske regulering på drikkevandsområdet, så investeringer i forsyningssikkerhed ikke bremses af kortsigtede effektiviseringskrav.

Beskyttelsen af sårbare drikkevandsområder bør samtidig løftes til et strategisk niveau og politisk anerkendes som kritisk infrastruktur. Strategiske ressourcer beskyttes ved kilden. Derfor bør der indføres sprøjteforbud, og etablering af egentlige grundvandsparker udvides markant i de mest sårbare områder.

Endelig bør der udarbejdes en bindende national strategi for prioritering af vandressourcer ved knaphed. Hvis vi tager totalforsvaret alvorligt, bør der foreligge klare nationale prioriteringer for vand i tilfælde af tørke, forurening eller krise. Befolkning og samfundskritisk infrastruktur bør prioriteres først, og der bør på forhånd være en plan for, hvordan vandforsyningen til kritiske industrier sikres.

Rent drikkevand er ikke blot et miljøgode. Det er en del af vores kritiske infrastruktur. Vi kan vælge at bevare en enkel, naturligt robust og i vid udstrækning selvforsynende vandforsyning. Eller vi kan acceptere en gradvis bevægelse mod større teknologisk kompleksitet og afhængighed af globale leverandørkæder. I en mere ustabil verden er det ikke kun et teknisk spørgsmål, men et strategisk valg. Robusthed starter under vores fødder.