Der er lang vej endnu for en løsning på udfordringerne omkring Grønland

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mange drog et lettelsens suk, da præsident Trump i sin tale den 21. januar i Davos sænkede retorikken noget på grønlandsspørgsmålet.

Han tog truslen om at bruge »magt« af bordet. Efter et møde samme dag med Natos generalsekretær Rutte begyndte Trump at tale om mulighederne for en aftale med rigsfællesskabet og en Nato-rolle i forhold til Grønland.

Han tog også truslen om nye amerikanske toldsatser mod EU-lande af bordet. Pentagon offentliggjorde fredag den 23. januar USA’s nye ”nationale forsvarsstrategi”. Der er konsekvent omtale af USA’s behov for at have adgang (»access«) til Grønland – amerikansk ejerskab af Grønland nævnes ikke.

Efter Trumps tale i Davos mødtes EU’s politiske topledere og gik også et skridt ned ad eskalationsstigen, men fastholdt støtten til Danmarks og Grønlands nationale suverænitet og territoriale integritet. Den danske og grønlandske regering er nu i en dialog med Trump-administrationen om arbejdet i den kommende højniveau-arbejdsgruppe, der blev besluttet oprettet efter mødet med Rubio og Vance i Washington. Der er også en militær planlægningsproces i gang i Nato-regi.

Man kan ane konturerne til en mulig samlet ”landingsbane” mellem Trump og rigsfællesskabet. Der er dog en række svære og komplicerede spørgsmål, der først skal findes fælles og holdbare løsninger på. Det forudsætter konstruktive og formentligt også tidskrævende forhandlinger. Det er ikke noget, Trump nødvendigvis har tålmodighed til.

Hvorfor er grønlandssagen så vigtig, at EU sammen med Storbritannien og Norge står så samlet over for Trump?

Det er den, fordi Trump lagde op til et særdeles alvorligt amerikansk brud på FN-charterets principper om landes ret til national suverænitet og respekten for internationalt anerkendte landegrænser. Det er principper, der også henvises til i Nato-traktaten. Teksten her siger, at medlemslande skal »… afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med FN’s formål«.

Hertil kommer, at flere af de europæiske Nato-lande også selv har oversøiske territorier uden for Europa – f.eks. Frankrig, Storbritannien, Spanien og Holland i Stillehavet, Afrika, Det Indiske Ocean og Caribien. Disse lande er derfor fuldt opmærksomme på de alvorlige præjudicerende konsekvenser, en amerikansk magtanvendelse over for Grønland vil have.

Det var derfor ikke overraskende, at Frankrig var først og udtrykte klar støtte til rigsfællesskabet. Frankrig og andre europæiske lande vil have meget at tabe, hvis verdens største lande bruger trusler og magt til at tilrane sig nyt territorium. En sådan udvikling ville da også være en helt åben dør for lande som Kina og Rusland.

Trumps neo-imperialistiske udmeldinger var en vidtgående ændring af amerikansk udenrigspolitik efter Anden Verdenskrig. USA har under både republikanske og demokratiske administrationer igen og igen aktivt støttet en global afkolonialisering. Det var en dramatisk ændring af landets udenrigspolitik, da Trump truede en loyal allieret med demokratisk styre. Det er en markant anden tilgang end at bidrage til at omvælte autoritære regimer.

Hvordan kommer man så videre nu? En ”landingsbane” må have flere elementer. Det er naturligvis vigtigt med en hurtig og effektiv udmøntning af de allerede politisk besluttede store, yderligere danske investeringer i forsvaret af Grønland.

Det bliver også interessant at se, om Trump vil bringe spørgsmålet om at tilknytte Grønland til USA via en fri-associeringsaftale eller lignende på bane, samt hvordan mange grønlænderes ønsker om øget selvstændighed for landet bliver håndteret.

Et centralt emne må også blive, om der skal ske en genforhandling af den dansk/grønlandske og amerikanske forsvarsaftale fra 1951. Eller, som det er gjort tidligere, udarbejde et eller flere tillæg til 1951-aftalen. Det kunne være i form af en tillægsaftale om amerikansk adgang til råstoffer og kritiske mineraler og med fokus på, at Rusland og Kina ikke får adgang til udvinding eller investeringer i Grønland.

Grønland indgår i Trumps planer om et omfattende missilforsvarssystem af amerikansk territorium – det såkaldte Golden Dome-projekt. Det har, afhængig af hvordan projektet udmøntes, potentiale til at påvirke den strategiske nukleare stabilitet i verden.

Hvis USA som den eneste atommagt kan gemme sig bag et missilskjold, vil lande som Rusland og Kina meget sandsynligt se det som destabiliserende. Og betydelige dele af den europæiske opinion må også forudses at være kritisk over for en sådan udvikling.

En øget Nato-tilstedeværelse i Grønland ses som et vigtigt element i en løsning. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at amerikanske officerer besætter to centrale poster i Natos kommandostruktur.

Begge poster er helt afgørende i forhold til Arktis og Grønland. Nemlig den øverstbefalende officer – kaldet SACEUR – som leder Natos strategiske og vigtigste militære hovedkvarter i Belgien. Og den amerikanske viceadmiral, som er chef for det operationelle Natos hovedkvarter i Norfolk i USA, som bl.a. har ansvaret for Alliancens planlægning af forsvaret af og øvelsesvirksomhed i Arktis, herunder Grønland.

Nato har i de seneste år hævet sin profil i Arktis. Øvelsesaktiviteten er øget. Man kunne for eksempel forestille sig, at der blev oprettet et militært Nato-hovedkvarter, som kunne placeres sammen med den allerede besluttede styrkede dansk/grønlandske Arktisk Kommando i Nuuk.

Natos øvelsesaktivitet, ikke kun i Grønland, men også andre steder i Arktis, kan også forøges yderligere. Det er vigtigt ikke at se Grønland isoleret fra de andre udfordringer i Arktis. Norge har for eksempel stigende udfordringer med russiske aktiviteter på og tæt ved Svalbard.

En øget amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland er ikke uden potentielle juridiske udfordringer – ikke mindst hvis USA kræver suverænitet over amerikanske baseområder i Grønland. Spørgsmålet om ”jurisdiktion” – altså, hvilket lands myndigheder der har ret til at retsforfølge forbrydelser, som dets personel eventuelt anklages for, vil ligeledes være centralt. Her kan der være hjælp at hente i den juridiske Nato-aftale, som ofte bringes i anvendelse, eller i den bilaterale samarbejdsaftale, som er indgået for nylig mellem Danmark og USA.

Det er en stor opgave at finde en landingsbane på rigsfællesskabet og USA’s udfordringer i forhold til Grønland. Den politiske og den militære proces er nu i gang – men ingenlunde på autopilot. Der kommer store bump på vejen i den kommende tid, hvilket er uundgåeligt med en præsident som Trump.

Der er meget på spil for Danmark og Grønland – og for Europa. Nogle forestiller sig, at Europa bare kan frigøre sig fra USA og lægge yderligere militær tyngde i EU. Man skal her være opmærksom på, at USA, Storbritannien, Norge og Tyrkiet samlet set står for cirka 80 pct. af de samlede forsvarsudgifter i Nato.

Og at USA har en lang række militære kapaciteter, som ingen andre lande har, eller har udsigt til at kunne anskaffe sig i en overskuelig fremtid. Det vil tage mange år – måske årtier – for EU at sikre sig en troværdig militær og politisk afskrækkelse.

Når det er sagt, så er det afgørende, at alle de europæiske Nato-lande styrker deres forsvar substantielt i de kommende år og lever op til de fælles beslutninger fra Nato-topmødet i Haag sidste år om øgede forsvarsinvesteringer og står tæt sammen.

Ellers risikerer vi, at Trumps næste tweet bliver, at der er specifikke europæiske lande, han ikke vil forsvare.