Den var jo jysk: Derfor fik hele landet ikke den samme elektroniske patientjournal

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Øst er Øst, og Vest er Vest, og aldrig skal de to mødes.«

Sådan skrev Rudyard Kipling i 1889. Endda uden at kende til Danske Regioner, for det handlede om England og Indien. Men regionerne ønsker heller ikke at forene øst og vest, idet de i henhold til deres egen selvforståelse nødigt gør noget som helst på samme måde.

Derfor har der bl. a. siden 2016 været et digitalt jerntæppe ned igennem Storebælt. Mange ville nok antage, at offentlige it-systemer er nationale og omfatter alle, men takket være regionernes manglende samarbejdsvilje er der en vigtig undtagelse, som berører alle landets borgere: Sygehusenes it-systemer. Denne såkaldte elektroniske patientjournal (EPJ) byggede man i Aarhus med et dansk it-firma, mens Region Hovedstaden købte et amerikansk system.

At vi dermed har to systemer har faktisk gennemgribende og skandaløse konsekvenser for alle danskere; især for patienter og sygehusansatte, men også for alle skatteborgerne. I en ny bog, ”Sund tillid – og syge systemer” beskrives det lange og komplicerede forløb med at udvikle og implementere en elektronisk patientjournal i Region Midt.

Det startede i Aarhus Amt, og nu bruges systemet i de tre vestdanske regioner. De involverede fagpersoner, politikere, administratorer, økonomer, dataloger og sundhedsfagpersoner redegør for denne digitaliseringsproces på godt jysk, hvilket vil sige, at det beskrives klogt og ligetil, hvordan processen var præget af kreativ tænkning, gensidig respekt og tillid.

Da Sundhedsplatformen blev voldsimplementeret i maj 2016 i Region Hovedstaden, bredte der sig et ramaskrig blandt både sygehusansatte og patienter, og det blev i hundredvis af avisartikler, bøger og debatindlæg beskrevet, hvordan håbløshedens mørke sænkede sig over Østdanmark, da sygehuspersonalet i alle faggrupper fik en tonstung møllesten om halsen, som hindrede dem i at behandle patienterne bedst muligt.

Region Hovedstadens administration udviste her en udtalt konfrontatorisk ledelsesstil, hvor man anså klinikerne for at være genstridige modstandere, som lavede ”klinikerstøj” og brokkede sig over det uudholdeligt dysfunktionelle og brugerfjendske it-system, som jo var bygget til enkeltstående amerikanske privathospitaler som et bogholderi- og faktureringssystem og derfor helt inkompatibelt med de danske sygehuses behov.

Sekretærer, jordemødre, sygeplejersker og læger på de østdanske hospitaler blev udskammet og latterliggjort og kaldt dovne og inkompetente. Region Hovedstaden forfulgte systematisk dissidenter og truede dem med fyringer, lederne fik mundkurv på, og referater fra ledelsesmøder blev censureret, ligesom administrationen fodrede både regionspolitikerne og offentligheden med et helt urealistisk skønmaleri af, hvor skidt det gik.

Arbejdsklimaet faldt som en sten, og nu efter ni år med Sundhedsplatformen sidder de sygehusansatte stadig afmægtigt og misbruger deres kostbare tid på at betjene den i stedet for at kunne være nærværende ved svære patientsamtaler eller holde barnet, der skal have kemoterapi, i hånden.

Da Region Hovedstaden besluttede at etablere en elektronisk patientjournal, ignorerede man alle saglige input fra samtlige fagpersoner (dataloger, sundhedsøkonomer og sundhedsfaglige), fordi man ville have det amerikanske system.

Derfor er denne nye bog meget kærkommen, idet den fint beskriver, hvordan forløbet i Region Midt var diametralt modsat. Her var lydhørheden overfor alle de mange dedikerede fagpersoner fundamental. Administratorerne og politikerne udviste respekt for de mange ildsjæles ideer og løsninger, og man respekterede dataeksperter, sundhedsøkonomer og slutbrugerne i klinikken som samarbejdspartnere. Dermed følte alle et fælles ansvar for at løse opgaverne sammen.

Betydningen af kompetent ledelse, loyalitet, viljestyrke, tillid, lydhørhed og brugerinvolvering kan ikke undervurderes. Bogens fortællere illustrerer tydeligt kontrasten til den inkompetente og magtarrogante ledelse i Region Hovedstaden – og det sættes dermed i relief, hvor uansvarligt og destruktivt man gik til opgaven i København.

I Aarhus mærkede man en enormt positiv drivkraft, når ledelsen lyttede til alle fagfolks behov og konstruktive ændringsforslag. Man afprøvede løbende diverse funktionaliteter i lille skala, man foretog justeringer og tilpasninger og prøvede igen. Når alle parter efterlevede god (jysk) ordentlighed, medførte det en synergi og et godt arbejdsklima, hvor der også var plads til respekt for de personlige omkostninger, det kunne have for nogle af de mange dedikerede medarbejdere.

Det aarhusianske it-firma Systematic deklarerede på forhånd ærligt, at de var nybegyndere indenfor sundheds-it.

Men det medførte en tilpas ydmyghed overfor opgavens kompleksitet med at udvikle et system, der skulle være brugervenligt og let at lære, men samtidig funktionelt i mange komplekse sammenhænge i den kliniske dagligdag og i forhold til forskning, samarbejde med den øvrige sundhedssektor, indberetning af data til nationale databaser, etc.

På et tidligt tidspunkt fravalgte man i Aarhus at bruge konsulentfirmaer, hvilket styrkede sammenholdet hos de gennemgående og ansvarlige fagpersoner. Man havde helt snusfornuftigt gennemskuet, at konsulentfirmaer alt for ofte tilpasser deres opgavebeskrivelse, så det medfører, at de får ordren. Og når processen så er gennemført, scorer de alt for store honorarer og fralægger sig ethvert ansvar.

For ansvar var sammen med andre nøgleord såsom tillid, respekt og ordentlighed vigtige i udviklingen af en elektronisk patientjournal i Region Midt. Respekten – eller manglen på samme –angår også brugen af skatteborgernes penge.

Det jyske system var ikke dyrt, og det har fortsat meget lavere omkostninger til drift plus vedligehold end Sundhedsportalen.

Med andre ord ødsler man i Østdanmark urimeligt med borgernes penge, hvor milliarder af skattekroner sendes til USA (endda hovedsagelig ubeskattet!).

Det er endvidere dybt kritisabelt, at man i Østdanmark totalt ignorerer afgørelser ved EU-Domstolen og tillader, at østdanskernes personfølsomme data er frit tilgængelige for it-firmaet EPIC i USA og dermed for Trump og den amerikanske administration. EU-domstolen udpegede USA som et usikkert tredjeland, idet amerikanske myndigheder takket være overvågningsparagraffen FISA 702 kan kræve vilkårlige data udleveret.

Virksomhederne må endda ikke fortælle, at de bliver bedt om at udlevere data. Ikke overraskende respekterer det jyske system EU-lovgivningen, så sundhedsdata på alle vestdanske borgere bliver i Europa.

Hvorfor fik vi så ikke ét landsdækkende system, når enhver dansker – høj som lav, jyde som sjællænder – kan sige sig selv, at det er det eneste rationelle og fornuftige? Det undrer også de fleste politikere på Christiansborg, hvoraf flere mener, at regionerne selv hermed har givet det bedste argument for, at de bør nedlægges.

Sundhedsstrukturkommissionen gjorde endvidere i 2024 tydeligt opmærksom på, at det at have to indbyrdes inkompatible it-systemer i den danske sygehussektor er klart uhensigtsmæssigt.

Der er næppe nogen dansk folketingspolitiker, der fortjener prædikatet ”et ordentligt og ansvarsbevidst menneske” mere end (sønderjyske) Bertel Haarder.

Det var i hans tid som sundhedsminister (i 2010), at Folketinget (for anden gang – Lars Løkke prøvede også i 2005) ønskede at indføre en landsdækkende elektronisk patientjournal.

Han havde lige så lidt som nogen anden i Folketinget forestillet sig andet, end at det skulle være ét landsdækkende system. Men ifølge fhv. regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen, var der én og kun én god grund til, at københavnerne ikke måtte få det velfungerende, brugervenlige og billige, danskudviklede it-system: »Det var jo jysk!«