Trump sender os tilbage til Middelalderen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lige inden vi den 20. januar rundede etårsdagen for Donald Trumps anden periode som præsident i USA, chokerede Trump Grønland, Danmark og resten af Europa med sit vedvarende krav om at »eje« Grønland. I første omgang er våbnet en forhøjelse af toldsatserne for at eksportere til USA.

Nu ved vi endelig – efter det første år med Trump 2.0 – at det er følelser, der driver den aktuelle amerikanske udenrigspolitik. Trump gjorde det tindrende klart i et interview med New York Times den 8. januar i år: »Jeg er kun begrænset af min egen moral og af mine egne følelser. Det er det eneste, der kan stoppe mig. Jeg behøver ikke international lov.« Vender vi os mod Grønland, fortsatte Trump med at sige: »Jeg føler, jeg må eje det. Jeg føler, det er et psykologisk behov for at få succes.«

Væk er alle saglige argumenter. Nu drejer det sig om, hvad præsidenten føler om dette eller hint. Det burde sådan set ikke komme som en overraskelse, at Trump og hans politiske ledelse er drevet af følelser frem for af nøgterne analyser, solid viden og indsigt. Under Trumps første præsidentperiode beskrev Daniel Drezner fra Tufts University i Boston præsidenten som en »toddler«, en tumling.

Titlen på Drezners bog om Donald Trump er ovenikøbet ”The Toddler in Chief”, altså tumlingen som chefen med det øverste ansvar. I andre sammenhænge henviser ordet ”tumling” til et barn i et-treårsalderen, der har svært ved at styre sine følelser og sin adfærd.

Drezner hævder, at Trumps adfærd er præget af fire personlighedstræk, der har indflydelse på hans beslutninger. Det første træk er personlig umodenhed. Det andet personlighedstræk er manglen på impulskontrol. For det tredje er Donald Trump kendetegnet ved at have voldsomme følelsesmæssige udbrud udløst af frustration og vrede. Endelig for det fjerde mener Daniel Drezner, at Trump lider af en ekstrem selvoptagethed.

Det er selvsagt relevant at spørge, om de her personlighedstræk får konsekvenser uden for Det Ovale Værelse og Det Hvide Hus. Der er tegn på, at Donald Trumps personlighedstræk og hans udenrigspolitiske beslutninger faktisk er med til at tegne konturerne til et nyt internationalt system. På grund af præsidentens enorme personlige indflydelse omtales det internationale system, der er under opsejling, som »neo-royalt«. Det ny-kongelige system minder om tidligere tiders enevældige udenrigspolitik, som vi kendte den i Europa i tiden før de liberale revolutioner i midten af 1800-tallet.

Tilsyneladende ønsker Trump at erstatte den eksisterende liberale orden med en mere personafhængig orden, hvor aftaler mellem ledende personer og kliker erstatter formelle aftaler mellem staterne. Den skiftende handels- og toldpolitik bruges til at udveksle tjenester og fordele mellem rige kliker til gengæld for at skære ned på toldtruslerne.

Kongefamilien i Qatar gav et luksusfly til Trump som erstatning for det gamle Air Force One og forventer noget til gengæld. Det illustrerer tendensen til øget personlig afhængighed af Trump. Det samme var tilfældet med selskabet Nvidia, der er specialiseret i kunstig intelligens, som lovede at betale 15 pct. af selskabets indtægter til den amerikanske regering til gengæld for øget markedsadgang i Kina.

De personlige aftaler flugter med en udvikling, hvor amerikansk udenrigspolitik under Trump 2.0 i høj grad udformes under indflydelse af en snæver kreds af udvalgte rige eliter. Den ultrarige gruppe af techbillionærer illustrerer tendensen. Her er Elon Musk et af flere velkendte eksempler. EU’s bødeforlæg på mange millioner til Musks firma kan ikke ses løsrevet fra den nye amerikanske sikkerhedsstrategis voldsomme angreb på EU som institution.

Her bør det ikke overses, at vicepræsident J.D. Vance selv har arbejdet i Silicon Valley og har tætte kontakter til techmiljøet. Den punktvise og store indflydelse fra rige persongrupper betyder, at gamle og velprøvede diplomatiske mekanismer er ved at blive kørt over.

Det andet kendetegn ved det neo-royale internationale system drejer sig om det, der legitimerer magtudøvelsen under Trump 2.0. For Trump er det som nævnt hans »egen moral«. Men det er også det exceptionelle eller det særlige, som han selv fremhævede under indsættelsestalen sidste år. Her pegede han på, at retten til at regere lå hos ham som person i kraft af hans personlige kapacitet til at lede.

I dele af Maga-bevægelsen lyder det dog af og til, som om Trump er indsat af Gud. Den opfattelse er sådan set på linje med Putin, der har erklæret, at han udfører »Guds vilje« med Ruslands invasion af Ukraine. Narendra Modi i Indien mener, at Gud »har sendt ham med et formål«. Til sammenligning var det under den gamle liberale verdensorden regler, love og deres overholdelse, som legitimerede magtudøvelse.

Det tredje element i den fremvoksende nye verdensorden handler om, at den gamle ordens prioritering af staters suverænitet som ukrænkelig betyder mindre og mindre. Trumps vedvarende krav om at »eje« Grønland understreger pointen. Lukrative handler og lukrative økonomiske aftaler vejer tungere end hensynet til statslig suverænitet og folkelig selvbestemmelse.

Man kan sagtens genfinde denne dynamik hos Trump og hans to centrale forhandlere med Rusland. Den ene er hans gamle golfmakker Steve Witkoff og den anden er Jared Kushner, som er Trumps svigersøn. I forhandlingerne med Rusland er økonomiske muligheder tilsyneladende lige så vigtige som respekten for Ukraines nationale suverænitet.

Fjerde element i Trumps drejebog for omformning af den eksisterende verdensorden er reduktion af den indflydelse, internationale organisationer som FN, EU og Nato har.

Angrebet på de internationale institutioner er et direkte opgør med den liberale verdensorden med dens vægt på internationalt samarbejde, internationale organisationer, frihandel og en form for international retsorden. Derfor var det ikke overraskende, at den amerikanske udviklingsorganisation USAID blev nedlagt straks efter magtovertagelsen. Det er heller ikke en tilfældighed, at USA tidligere i år meddelte, at man meldte sig ud af ikke mindre end 66 internationale organisationer.

Alt det her kan kun lade sig gøre, fordi Donald Trump har indført et helt særegent beslutningssystem i udenrigspolitikken. Det kan bedst karakteriseres som en slags ”hof-politik”, som vi – endnu en gang – kender fra Europas middelalder.

Hofpolitik betyder, at loyalitet over for præsidenten (kongen eller fyrsten) er vigtigere, end at de centrale rådgivere har viden, indsigt og forståelse af internationale forhold.

Udpegningen af Pete Hegseth som forsvarsminister er et tydeligt eksempel på, at loyalitet er vigtigere end kompetence. Det samme må man sige om Trumps særlige udsendinge til både Mellemøsten og til Rusland og Ukraine. Såvel Witkoff som Kushner er uden erfaring med de konkrete områder, hvor de forsøger at skabe fred, ligesom de savner almen viden om USA’s internationale politik. Det understreger blot et af hof-politikkens centrale kendetegn, nemlig at familierelationer og loyalitet er vigtigere end viden og kompetence.

Konturerne til et nyt internationalt system lover ikke godt for den vaklende liberale verdensorden. Og det lover slet ikke godt for Danmark, rigsfællesskabet og Grønland. Ja, det lover heller ikke godt for fred og international stabilitet.