Danmark har for mange universiteter

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Regionalpolitik har spillet en afgørende rolle i mange universitetspolitiske debatter og beslutninger. Med god grund, for universiteter kan have central betydning for den lokale udvikling; det er f.eks. oplagt, at universitetet i Lund har haft en helt dominerende betydning for byens udvikling.

Modsat har regionalpolitikken også haft helt afgørende betydning for universitetssektorens organisering; regionalpolitiske hensyn har begrundet, at man har tænkt på et universitet i Aalborg, Kolding og Esbjerg.

Men en rationel håndtering af denne problemkreds er ganske kompliceret. For forskningen og forskeruddannelsen vil det være optimalt at samle de akademiske elitemiljøer i nogle få centre. Der skal meget til for at vedligeholde et forskningsmiljø af international topklasse. For et lille land som Danmark kan man kun håbe på at have et enkelt sådant kraftcenter inden for et fagområde.

Undervisningsmæssigt har en centralisering også mange fordele. Bortset fra enkelte store fag er Danmark for lille til at have undervisning mange steder, hvis der skal være et passende antal studerende og lærere til at danne grundlaget for et velfungerende studiemiljø.

Vi har set mange eksempler på, at for små studiemiljøer ikke er levedygtige. Her i landet er faget tysk et godt eksempel. Der har f.eks. været tyskundervisning på både Københavns, Aarhus, Syddansk og Aalborg Universitet samt på de gamle handelshøjskoler, og resultatet er blevet, at ingen af miljøerne har været tilstrækkeligt store til at være fagligt holdbare.

Men regionalpolitisk er det helt andre hensyn, der spiller en rolle. Der er her gode argumenter for en geografisk spredning. De to hovedargumenter er, at vi derved opnår en mere lige adgang til universitetsuddannelser i hele landet og en større sandsynlighed for, at de unge forbliver i nærområdet efter endt uddannelse med en mere balanceret erhvervsudvikling til følge.

Det er altså et fundamentalt dilemma, at et effektivt universitetssystem kræver centralisering, mens en geografisk balanceret udvikling kræver det modsatte.

Hvis det sidste er målet, skal alle landsdele have et bredt udbud af universitetsuddannelser. For spredning taler også fordelene ved at have akademiske eksperter i ”nærheden” i hele landet; det gælder for små og mellemstore virksomheders rekruttering af universitetsuddannede, fagfolk til folkeoplysning, f.eks. folkeuniversitetsundervisning, og det faglige grundlag for lokale debatter.

Lokalisering og organisering af det danske universitetssystem er altså et dilemmafyldt emne. I bogen ”Fremtidens Universiteter: Behov for at gennemtænke det danske universitetssystem”, som kronikkens forfattere udgav den 2. december, argumenteres for nogle sigtelinjer, som man kan styre efter.

Danmark er ikke større, end at det forsknings- og undervisningsmæssigt ville være rationelt at nøjes med ét universitet; vi er langt mindre end det område f.eks. University of California dækker.

Men når omkring 25 pct. af en ungdomsårgang får en universitetsuddannelse, og alt taler for, at universiteter for at være velfungerende skal have et vist selvstyre, så vil et sådant universitets ledelse få en helt dominerende betydning for det danske uddannelsessystem, og der bliver begrænset plads i uddannelsespolitikken til regering og Folketing.

Der er altså nødvendigt med mere end et universitet i Danmark.

Det nuværende system med otte universiteter er imidlertid helt åbenbart irrationelt. Universiteterne er af helt forskellige størrelse (Københavns Universitet har en omsætning på 9 mia. kr., mens IT-Universitetet kun har en på 400 og RUC på 800 mio. kr.).

Geografisk er universiteternes organisering også mindre rationel, end navnene antyder (Aalborg, Aarhus og Syddansk Universitet har alle store afdelinger i København; både Aalborg og Syddansk Universitet har afdelinger i Esbjerg). Roskilde Universitet er det eneste danske universitet, der ikke enten ligger i København eller har en afdeling der.

Det ville være rationelt med to danske universiteter, der er geografisk adskilt, altså et østdansk øst for Storebælt og et vestdansk vest for. Dermed kunne de to universiteter hver for sig få ansvaret for at tilrettelægge en sammenhængende struktur i hver sit geografiske område.

Men det skal naturligvis ikke indebære, at al undervisning og forskning skal samles på kun to geografiske lokaliteter. Hvert af de to universiteter skal have campusser flere steder i deres geografiske område.

Men modsat nu skulle universiteternes ledelser koordinere, så det bliver den samme uddannelse, der udbydes forskellige steder. Det vil gøre det let for de studerende at skifte mellem filialerne.

I dag er der f.eks. mere eller mindre forskellige økonomiuddannelser i København, Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg. En vestdansk BA-økonomiuddannelse, der kan tages forskellige steder, vil i betydelig grad øge fleksibiliteten og de studerendes muligheder for at skifte. Det vil også give en kvalitetssikring for alle uddannelser, som ikke findes i dag, hvor de forskellige selvstændige uddannelser kan være af ret forskellig form og kvalitet.

To universiteters filialnet med campusser kan fungere langt mere effektivt end det nuværende system, hvor forskellige byer forsøger at tilkæmpe sig et studium. Et tandlægestudium i Hjørring, et dyrlægestudium ved Viborg, et jurastudium i Esbjerg og økonomiuddannelse i Sønderborg, Herning og Kolding giver ingen af stederne muligheder for så bredt et studiemiljø, at det har nogen chance for at virke lige så attraktive som de store universitetsbyer.

De spredte uddannelser bør i stedet samles i nogle campuscentre med flere uddannelser, hvor man kan tage mange forskellige bacheloruddannelser og netop bacheloruddannelser, der er harmoniseret, så man let kan skifte til en anden geografisk lokalitet eller tage en kandidat- eller ph.d.-grad, som kun udbydes et sted for hver af de to universiteter.

Endvidere bør valget af byer til disse campuscentre koordineres med professionshøjskolerne, så der kan skabes et tilstrækkeligt bredt og attraktivt studiemiljø.

Hvis der kan opnås enighed om udover Aarhus, Odense og Aalborg at have campuscentre i yderligere tre-fire byer vest for Storebælt, vil man kunne opnå en væsentlig bedre geografisk fordeling af studiepladser.

At lave et nogenlunde logisk dansk universitetssystem i et hug er imidlertid oplagt urealistisk; dertil er der for mange politiske og lokale interesser.

Men hvis man kan blive enige om en vision som sigtelinje, så man, når man opretter eller nedlægger studier eller fusionerer institutioner, overvejer, om det bringer os nærmere til idealvisionen, så kan det i løbet af en årrække lykkes at få etableret et mere velfungerende universitetssystem med en geografisk balance.

De universitetsfusioner, der skete i 2007, gav faktisk på kort tid dramatiske ændringer; de gik bare ikke i nogen logisk retning. F.eks. giver sammenlægningen af Danmarks Pædagogiske Universitet i København og Aarhus Universitet ingen logisk mening.

At Aalborg Universitet har fået en stor afdeling i København, er også vanskelig at begrunde.

Vores nuværende universitetssystem sikrer hverken høj kvalitet eller en hensigtsmæssig geografisk spredning af mulighederne for at gennemføre en universitetsuddannelse.

Der mangler helt oplagt en samlet vision, der kan bruges som sigtelinje for de løbende beslutninger om ændringerne i vores universitetssystem.

Det nuværende kludetæppe bør ikke være det fremtidige billede af vores universitetsuddannelser.