Ekstrem ytringsfrihed er det eneste værn mod ekstremisme

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»What I worry about is the threat from within.«

Ordene faldt fra J.D. Vance i en tale rettet mod Europa. Den største trussel mod kontinentet var ifølge Vance ikke Rusland, ikke Kina, men opløsningen af vores egne demokratiske værdier. Han pegede særligt på de europæiske angreb på ytringsfriheden og fremhævede eksempler fra EU, Tyskland, Storbritannien og Sverige: EU’s kamp for at censurere såkaldt »hateful content«, Tysklands ransagninger af borgere mistænkt for antifeministiske opslag, Sveriges dom mod en koranafbrænder – og den dybe krise for tanke- og talefriheden i Storbritannien.

Mange europæiske politikere rasede: Hvad bilder han sig ind? Og man kan med rette pege på hykleriet, når man ser på USA, hvor Trump sagsøger medier og forsøger at lukke munden på kritikere. Men der er en sandhed i talen, som vi ikke må overse: Den største trussel mod ytringsfriheden kommer ikke fra terrorister eller fremmede magter, men fra os selv.

Se mod England. Her er borgere blevet anholdt for småting på nettet – jokes, tweets, ytringer, der anses som »offensive«. Senest har det skabt stor debat, da den 57-årige komedieforfatter Graham Linehan blev anholdt af fem bevæbnede betjente i Heathrow Lufthavn efter at have »opildnet til vold« gennem opslag om transkønnede og kønsidentitet.

Et af de opslag, politiet brugte som bevis, lød: »Hvis en transkønnet mand befinder sig i et rum kun for kvinder, begår han en voldelig og krænkende handling. Skab opmærksomhed, ring til politiet, og hvis alt andet fejler, så slå ham i nosserne.«

The Telegraph beskrev i kølvandet på Linehans anholdelse en række lignende groteske sager i artiklen ”The victims of Britain’s free speech crackdown”. Her fremhæves blandt andet en 71-årig tidligere specialbetjent, der selv havde tjent i styrken i over et årti.

Han blev anholdt af seks kolleger for et opslag på X, hvor han advarede mod stigende antisemitisme og skrev »One step away from storming Heathrow looking for Jewish arrivals« til en pro-palæstinensisk aktivist. Han blev ransaget, fik konfiskeret sine digitale enheder, smidt i en aflåst celle i otte timer og afhørt for »ondskabsfuld kommunikation«.

Eksbetjentens sag er blot ét eksempel blandt mange. Kritik af politiet på sociale medier, fejlkønning af en transperson og en stille bøn uden for en abortklinik er ifølge artiklen ligeledes endt i politiets søgelys.

I Danmark har vi set lignende tendenser. En domstol førte i august sag om fejlkønning af en transperson, og i marts stadfæstede landsretten en betinget fængselsdom til en borger med en hjemmeside fyldt med grove, racistiske vittigheder.

Vi gik fra at afskaffe blasfemiparagraffen i 2017 – et øjeblik af klarhed – til at indføre koranloven i 2023. I skrivende stund nærmer vi os toårsdagen for loven, hvis fulde navn er ”Lov mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” og er meget bredere end et forbud mod koranafbrændinger. Loven er en skamplet og må ses i den større europæiske kontekst, den Vance taler om.

Jeg er vokset op med fortællingerne om Muhammed-krisen. Danmark stod fast. Vi nægtede at lade os kue, selv under pres fra boykot, brændte dannebrogsflag og terrortrusler.

Rationalet var klart: Vi er ytringsfrihedsfundamentalister. Det er ikke kun vores demokratiske ret, men vores pligt at give plads til religionskritik – særligt når andre vil nægte os det. Intet var vigtigere for vores demokrati end forsvaret af ytringsfriheden. Det var en bakke, vi var villige til at dø på.

For tiden læser jeg Flemming Roses bog ”Tavshedens Tyranni” fra 2010. Rose var kulturredaktør på Jyllands-Posten, manden bag karikaturtegningerne og den, der forsvarede offentliggørelsen i både danske og udenlandske medier.

Det er inspirerende at læse om de tanker, han gjorde sig – hvilke rationaler der lå bag tegningerne og om hans baggrund som journalist i Sovjetunionen.

Han havde levet bag Jerntæppet, talt med dissidenter, der risikerede liv og lemmer ved at ytre sig, og set censurens rædsler på nært hold. En baggrund, der formede ham til senere i livet at indtage rollen som ytringsfrihedens stridsmand, drevet af principper og med en dyb uvilje mod at bøje sig for censur eller voldsmandens veto.

Han advarer i bogen mod lovgivning, der beskytter religiøse følelser, og understreger behovet for et globalt udsyn. Han skriver: »De i Vesten, der af hensyn til mindretal, den multikulturelle virkelighed og lovens krav om at gribe ind over for diskriminering kræver større beskyttelse af Gud, religiøs tro, symboler, doktriner og ritualer, må forholde sig til, at de tiltag i andre dele af verden fører til forfølgelse, diskriminering og krænkelse af religions- og ytringsfrihed.«

Hvis man giver afkald på sin ret, anerkender man ifølge Rose indirekte autoritære regimer og totalitære bevægelsers ret til at begrænse ytringsfriheden med henvisning til religiøse følelser.

En vigtig pointe i bogen er nemlig, at kontekst i det 21. århundrede er opløst. Moderne kommunikationsmidler gør, at begivenheder i fjerne egne opleves tæt på og får folk til at reagere, uanset hvor de er. Sammenhænge og kontekster går tabt, og der »sker en forvrængning af tings naturlige proportioner«. Muhammed-krisen er et eksempel, men lovgivning for at beskytte minoriteter er det samme.

Her bliver koranloven et skoleeksempel: en lov, der i Danmark forsvares som et nålestik, men som i den globale kontekst tolkes som en sejr for kræfter, der vil begrænse ytringsfriheden. Når proportionerne forvrænges, bliver et dansk kompromis til et internationalt signal om svaghed.

Vi ved, hvad der står på spil. Drabsforsøget på Kurt Westergaard. Salman Rushdie, jagtet i årtier og stukket ned i 2022. Omar El-Hussein, der angreb i København i 2015. Charlie Hebdo, hvor satire blev mødt med kugler. Samuel Paty, halshugget for at vise tegninger i undervisningen. Vi har fordømt angrebene, tændt fakler og gået i optog, mens vi lovede hinanden aldrig at give efter.

Men med koranloven har vi brudt løftet – vi har givet efter og dermed sat et historisk eksempel på, at selv Danmark – Muhammed-tegningernes ophavsland – kan bøje sig for voldsmandens veto.

Der findes ingen panacea – intet vidundermiddel – når det kommer til ytringsfrihed. Der findes kun kamp.

J.D. Vance sagde: »We must do more than talk about democratic values, we must live them.« Det er den eneste kur, selv hvis det betyder handelsboykot eller øget terrorrisiko. I en multietnisk, multikulturel og multireligiøs tid er der ingen anden måde at leve sammen på end at insistere på retten til at tænke, tale og handle frit.

Flemming Rose opfordrer os til at kigge over Atlanten: »I Europa er der i disse år en tendens til at lægge nye begrænsninger på ytringsfriheden for at håndtere den voksende mangfoldighed, mens man i USA har en lang tradition for at gå den anden vej.« Selvom bogen er skrevet for over 10 år siden, spejler citatet netop det, Vance taler om: Europa svækker sig selv i misforstået godhed og tolerance.

Vi må ikke lade frygt, tolerance eller opportunisme udhule ytringsfriheden. Den er civilisationens rygrad, den ventil, et frit samfund må have – uden den bliver vi åndeligt tandløse. Ytringsfrihed må ikke reduceres til bevingede ord, men udleves i praksis. Lige her må vi lytte til USA: For nok er de ekstreme, men når det kommer til ytringsfrihed, er ekstrem ytringsfrihed det eneste, der kan bekæmpe ekstremisme.