TV 2-regioner tager brødet ud af munden på lokale medier

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forestil dig to ishuse på en strand. Det ene ishus drives af de lokale medier. Her bliver isene lavet med kærlighed fra bunden: efter egen opskrift køber vi råvarerne, pisker, fryser, former og sælger dem som færdige is. Vores kunder betaler for den is, de får, for ellers kan vi ikke blive ved med at lave dem.

Lidt længere henne på stranden står det andet ishus. Det drives af staten. Her gives isene væk gratis. De gratis is er sågar ofte enten planket direkte fra det første ishus eller lavet efter dennes opskrift. Det er nemlig public service-is.

Forestil dig nu isene byttet ud med lokale nyheder. Det ene ishus er de private, lokale mediers ishus. De andet ishus er statens TV 2-regioner.

Sådan ser virkeligheden ud på det lokale mediemarked.

Nogle vil måske sige: “Er det ikke bare sund konkurrence?” Vores svar er et rungende ”nej”. For der er ikke tale om konkurrence på lige vilkår.

Kommunalvalget er i fuld gang. I alle landets 98 kommuner præsenterer tusindvis af politikere de forslag, de mener vil gøre det lidt bedre, nemmere eller måske mindre kompliceret at være menneske i lige præcis deres kommune.

Det handler om skoler og ældrepleje, socialområdet og byudvikling, infrastruktur og klima. Det handler om alt det, der former menneskers hverdag.

Det kræver medier, der følger med. Det gør vi. Vi er de private, lokale og regionale medier, og vi er til stede i hver eneste del af Danmark. Vi følger med, når byråd træffer beslutninger, når lokale virksomheder investerer, og når frivillige holder liv i det lokale fællesskab. Vi holder magthaverne i ørerne, men skriver også om lokal stolthed og sammenhold.

Kunne du forestille dig et kommunalvalg eller et funktionelt lokaldemokrati uden lokalmedier? Nej vel?

Men det er den vej, vi er på vej ned ad. Siden sidste kommunalvalg er store dele af Danmarks lokale journalister og fotografer forsvundet. Nogle steder op mod halvdelen.

Det betyder færre historier, færre kritiske spørgsmål og i sidste ende færre borgere, der ved, hvad der foregår. Det betyder et dårligere demokrati.

Det er ikke sket, fordi interessen for lokale nyheder er blevet mindre. Tværtimod.

Det er på den ene side sket, fordi amerikanske techgiganter har taget det meste af annoncemarked, og fordi vi på den anden side, altså her, hvor vi skal leve af indholdssalget, er oppe imod en statslig indholdskonkurrent, der spiller efter helt andre regler. Tech-udfordringen er svært at løse, og den er en helt anden sag. Derimod kræver den nationale, unfair konkurrencesituation blot en politisk beslutning.

Danmarks otte TV 2-regioner får tilsammen over 600 mio. kr. om året i offentlige midler – mange gange flere penge, end vi får i mediestøtte til sammen.

TV 2-regionerne blev sat i verden for at lave tv om regionale emner, men har i dag udviklet sig til 24/7-multimediehuse med nyhedssites, der dagligt udgiver gratis skrevne nyheder – også om ultralokale begivenheder.

Og de historier kommer ikke ud af det blå. Journalisterne på vores dagblade har i løbet af få måneder dokumenteret over 140 konkrete eksempler, hvor TV 2-regionerne har kopieret eller gentaget historier, som private lokalmedier allerede havde bragt. Det er en stikprøve, og man kunne have fundet langt flere eksempler, for det sker systematisk hver eneste dag.

Når TV 2-regionerne forærer historier væk, tager de brødet ud af munden på de medier, der har betalt for at lave historierne. Vi skal have abonnenter og annoncører for at kunne eksistere. De skal bare have skattekroner.

Vi har intet imod, at TV 2-regionerne laver stærk regional journalistik. Tværtimod. De skal lave levende billeder, dokumentarer og fortællinger om regionen. Det var det, de blev sat i verden for, og det gavner både borgerne og demokratiet.

Men når TV 2-regionerne bruger offentlige millioner til at producere gratis lokalnyheder på skrift på nettet i direkte konkurrence med os, bliver det konkurrenceforvridning.

Og konsekvensen er tydelig: færre journalister på færre lokalredaktioner til at producere den originale, lokale journalistik. Lokalsamfundene mister de journalister, der møder op til byrådsmødet, spørger ind til skolelukninger, fortæller om mennesker i byen eller afslører fejl i hjemmeplejen.

Når lokale medier forsvinder, forsvinder sammenhængskraften. Og det lokale demokrati mister sin puls.

Det paradoksale er, at alt dette sker i en tid, hvor politikerne – inklusive kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) – siger, at de vil styrke den lokale journalistik for at undgå nyhedsørkener. Kulturministeren har sågar selv anerkendt, at »ser vi på de seneste 15 år, har de budt på en veritabel nedslagtning af lokalredaktionerne«.

Blandt andet derfor har han nedsat et udvalg, som skal nytænke TV 2-regionernes rolle.

Den nytænkning byder vi velkommen. For mens medielandskabet har ændret sig fundamentalt, siden TV 2-regionerne blev sat i verden, har regionernes vilkår det overhovedet ikke.

Kameraer og udstyr til broadcasting er blevet markant billigere, og streaming og webavis er undervejs til at overtage flow-tv som den primære platform, men pengene strømmer stadig ind.

Kulturministeriet har gjort det klart, at man skal »sikre en stærk public service-produktion hos TV 2-regionerne, uden at det får unødvendige negative konsekvenser for private, lokale medieaktører.« Den forudsætning er vi glade for, og vi forventer, at både udvalget og politikerne vil honorere den.

For hvis TV 2-regionerne får lov til at fortsætte med at bruge endnu flere af deres 600 millioner statslige kroner på at udgive gratis nyheder om noget så lokalt som et harmløst fald med en knallert eller et butikstyveri fra et supermarked (det er virkelige eksempler), kommer det uvægerligt til at kvæle de private lokalmedier.

Vi mener ikke, at staten bør opbygge sit eget mediemarked, der direkte underminerer de medier, som faktisk udgør rygraden af den lokale nyhedsproduktion.

En omfattende rapport lavet af Roskilde Universitet på vegne af Danske Medier viser nemlig, at privatejede lokale aviser står for op mod 90 pct. af alle egenproducerede lokale og regionale nyheder, mens de statslige leverede de sidste 10 pct.

Det betyder, at det er os, der laver historierne. Det er os, der er i marken. Det er os, der sørger for, at der stadig findes journalistik, der handler om din kommune og dit lokalsamfund. Hvis vi skal fortsætte med at kunne netop dette, kræver det politisk mod til at sige stop.

Vi klynker ikke. Vi kræver lige konkurrence. Man kan ikke sælge is, når den samme is gives gratis væk af statens ishus.

TV 2-regionerne må gerne være stærke – men på deres egen banehalvdel. De skal lave levende billeder, tv og streaming om emner, der interesserer på tværs af hele deres regioner. De private medier skal lave det skrevne og det nære på de lokale mediers platforme.

Hvis ikke den balance genoprettes, får vi ikke blot færre lokalmedier. Vi får færre fælles historier og færre stemmer i den offentlige debat. Nyhedsørkener i Danmark går fra at være noget, vi frygter, til noget, vi har. Store dele af landet bliver tavse.

Det lokale demokrati er ikke gratis, for det koster penge at have journalister, der spørger, undersøger og dækker hverdagen i hele Danmark. Så lad os få en mediepolitik, der støtter produktion af original journalistik – ikke distribution af kopier.

Lad os bevare de to ishuse på stranden, men lad dem konkurrere på fair vilkår.

Jesper Rosener, Alex Nielsen, Ole Sloth, Kristoffer Gravgaard, Jens Nicolaisen, Gwyn Nissen, Søren Munch og Morten Vinther Jensen

Administrerende direktører for JFM, Mediehusene Midtjylland, Lolland-Falsters Folketidende, Bornholms Tidende, Sjællandske Nyheder, Der Nordschleswiger, Flensborg Avis og Det Nordjyske Mediehus.