Køb, køb, køb – ja, men hvem betaler?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter hvert valg til kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget har de nyvalgte en unik mulighed for kursskifte og prioritering af de vigtigste nationale og globale udfordringer.

Urimelig ulighed og ineffektiv klimaindsats er ingen naturlov, men opstår på baggrund af gældende lovgivning og skiftende regeringers økonomiske politik. Ting, der til enhver tid politisk kan justeres for uønskede virkninger – i det enkelte land og i det internationale samfund.

Uanset hvor tungt lovmaskineriet er indrettet, har Danmarks folkevalgte direkte indflydelse på den standard, borgerne møder i velfærdssystemet. Og folkestyret giver dybest set politikerne langt flere muligheder for påvirkning af den offentlige service, end de i øjeblikket benytter.

Alle lokalpolitiske niveauer kan af egen drift gennemføre tiltrængte fornyelser på deres del af de store velfærdsområder: sundhed, ældre, social, børn, unge, uddannelse, infrastruktur, miljø mv. Vejen går via implementeringsfokus, borgerinddragelse og prioritering af lokale behov.

Med en beslutsom køb, køb, køb-tilgang har Folketinget lagt sporet til et kraftigt løft i forsvars- og sikkerhedsudgifterne.

Finansieringen klares ved opdatering af det økonomiske råderum. En særlig krigsskat kunne i stedet koste en arbejderfamilie 57.000 kr. om året. En forsmag på prisen for andre store hasteopgaver som klima, grøn omstilling og mangel på arbejdskraft.

Vi står ved grænsen for, hvor langt finanslovenes økonomiske råderum rækker. Næste skridt er velfærdsbesparelser og/eller skatteforhøjelser for den brede befolkning. Mon ikke det er nu, at den ekstra finansiering skal komme fra de borgere, der har det suverænt største udbytte af landets økonomiske udvikling?

Danmark har flere topniveauer af rigdom. De 100 mest velhavende personer skiller sig ud med en gennemsnitlig nettoformue på 12 mia. kr. Mere end 200 gange større end de 53 mio. kr. i den rigeste ene pct. og 1.000 gange større end i den næstrigeste pct. med 12 mio. kr. Målt på indkomst er den disponible realindkomst siden 2006 tilmed steget dobbelt så meget (60 pct.) for top 1 pct. som for de rigeste 10 pct. Og fire gange mere end for midterindkomsterne.

Hvad sker der over tid i et demokrati som det danske, når velfærdssamfundets universelle ydelser og tryghed trues af, at den økonomiske vækst i særlig grad tilfalder velhavergruppen og den øverste middelklasse?

Afstanden mellem danskernes økonomiske fremgang øger med al sandsynlighed en oplevelse af uretfærdighed, som kun forstærkes af jævnlige resultatsvigt i store offentlige projekter og dagligdags offentlig service.

Forhastede lovprocesser og politiske beslutninger er blevet en almindelig del af folkestyrets måde at arbejde på. Partiernes klikfokuserede vælgerkonkurrence og faldende medlemstal har samtidig svært ved at skabe den nødvendige samfundsdebat om løsninger, der virker i praksis.

Kommunikationen koncentreres mere om at finde syndebukke og nye kæmpeprojekter. Reformbehovet i det politiske maskinrum med beslutningsforberedelse og systematisk resultatopfølgning kommer sjældent på dagsordenen i kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget. Effekten udebliver ikke. Danmark står i dag med en ophobning af såvel borgervrede som politikermagtesløshed, når det gælder velfærds- og markedssamfundets udfordringer, fejl og mangler.

Vi lever i et af verdens højst udviklede demokratier, men er vi blevet for ligeglade til at stille de nærgående og ubekvemme spørgsmål om skatteevnen i forskellige befolkningslag. Om hvad borgerne rent faktisk får ud af det, når skattekroner omsættes til konkret offentlig service. Om hvorfor offentlige myndigheder og institutioner har stadig sværere ved at finde effektive løsninger. Og hvad grunden er til, at offentlige anlægs- og omstillingsprojekter tit ender med enorme ekstraudgifter, langvarige forsinkelser og manglende målopfyldelse?

Vi ønsker at slå til lyd for en ny politisk/administrativ indsats for bedre styring og skarpere prioritering i den offentlige sektor. Der er behov for at samle kræfterne om at sikre velfungerende og omkostningseffektive løsninger i borgernes hverdag og at sikre et skattebidrag fra samfundets mest ressourcestærke personer og virksomheder, der afspejler de reelle indkomst- og formuestørrelser.

Det er en udfordring for den demokratiske debat om, hvor pengene skal komme fra, at Danmarks Statistik ikke viser data om den nærmere indkomst- og formuefordeling inden for den øverste rige pct. Det afskærer debatten fra konkret viden om størrelsen af det ekstra privatøkonomiske råderum, som mange års vækst har skabt blandt de allermest velhavende.

Tilbageholdenheden om disse data tilskrives dels usikkerhed i opgørelsen af formueværdien for unoterede aktier, dels individuelle diskretionshensyn. Økonomisk Ugebrev og Økonomiministeriet er imidlertid åbne om, at væksten i top 1 pct. især skyldes et højt væksttempo i top 0,1 pct.

Og Skatteministeriets regnemetode korrigerer værdien af unoterede aktier for tilbageløb og adfærd. Danmarks Statistik bør derfor fremover offentliggøre indkomst- og formuedata for hver tiendedel af befolkningens rigeste procent.

Mange års udvikling i den danske markedsøkonomi og offentlige sektor taler for at rette blikket mod ressourcepotentialet i særligt to finansieringskilder:

- En formueskat på f.eks. 1 pct. af nettoformuer over 15 mio. kr. (niveauet for at tilhøre den rigeste pct.) kan give et årligt provenu på minimum 11 mia. kr.

- Bedre styringsprocesser kan billiggøre og kvalitetssikre offentlige it-, anlægs- og omstillingsprojekter

Fordi formuemassen især er samlet helt i toppen, vil en yderligere forhøjet formueskat for top 0,1 pct.-gruppen (nettoformuer over 32 mio. kr.) øge provenuet markant.

Bedre offentlig styring kan blandt andet opnås gennem styrket faglighed i den politiske beslutningsproces, systematisk resultatopfølgning, større inddragelse af interessenter og uafhængige fagfolk, længere høringsfrister og ikke mindst højere kvalitet af indkøbte systemer og anlæg.

Der rejses især to modargumenter mod mere progression i beskatningen. Det fremføres, at når det er ejerne, der har skabt de succesfulde virksomheder, fortjener ejerne også det opnåede overskud. Hertil er at sige, at virksomheders økonomiske succes i de fleste tilfælde afhænger fuldstændigt af de ansattes ihærdige indsats og faglige kompetence samt Danmarks infrastruktur og institutionelle opbygning. Ejerkredsens bidrag til succesen er som oftest ikke muligt at fastslå.

For det andet fremføres det, at selv om en ekstra omkostning på 1 pct. i formueskat ikke vil vælte nogen privat virksomhed og ej heller bringe de rigeste til tiggerstaven, så vil det skabe usikkerhed om eventuelle fremtidige stigninger. Til det er kun at sige, at den usikkerhed lever vi alle med, og staten har hidtil vist, at den er fornuftig nok til at holde skatten på de rigeste på et rimeligt leje.

De forslag, vi har været inde på, vil det være relevant at kombinere med andre tiltag for at sikre Danmarks arbejde med top 10-listen af aktuelle samfundsudfordringer. F.eks. større progression i indkomstskatten med stærk progression på de højeste trin, beskatning af ekstraordinært store afkast, arveafgift med højt bundfradrag og beskatning af kapitalgevinster ved boligsalg. En nærmere behandling heraf ligger imidlertid ud over dette indlægs rammer.