Remigration er et farligt skred i dansk politik

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Remigration er ikke længere et nicheord fra de ekstreme kanter. På få år er det vandret fra den yderste ekstreme højrefløj og helt ind i den europæiske og danske offentlighed som et politisk “næste skridt” efter stramninger: ikke blot at standse tilstrømningen, men at vende den.

Når et begreb med rødder i den højreekstreme idéverden bliver normaliseret, er det ikke bare en semantisk øvelse. Det er et kursskifte med konsekvenser for danske muslimers tryghed, for minoriteters ligeværd og for selve den demokratiske sammenhængskraft.

At det ikke blot er teori, så vi i København denne sommer, hvor ekstremister fra Generation Identitær kravlede op på Imam Ali-moskéens tag, tændte romerlys og udfoldede et banner med et enkelt ord: »Remigration«. Moskéen politianmeldte hændelsen som ulovlig indtrængen og hærværk.

PET har samtidig advaret om, at ekstremistiske miljøer i stigende grad bruger populære platforme til at sprede propaganda og radikalisere unge. Den slags aktioner er ikke “pr-stunts”, de er signaler om, at ord bliver til handling. Og det er netop her, den offentlige debat må vågne. Når sproget forskydes, forskydes også grænserne for, hvad der opfattes som legitim politik.

Samtidig ser vi danske partier, traditionelt højrepopulistiske, begynde at omfavne både begrebet og retorikken omkring det: Dansk Folkeparti taler hyppigt om »hjemsendelse«, »udrejsepligt« og »tilbage til oprindelseslandet« for dem, som ikke tilpasser sig. Borgernes Parti og visse lokalafdelinger af Nye Borgerlige har åbent diskuteret politik for »aktiv remigration« på møder og sociale medier. Det samme har landsdækkende højrefløjsmedier lagt spalteplads til.

Det er værd at spørge: Tror man virkelig, at man kan bruge et begreb formet af ekstremisme og samtidig holde sig inden for demokratiets rammer?

Normaliseringen sker ikke i et vakuum. Den næres af fortællingen om »den store befolkningsudskiftning« – en konspiration, der påstår, at etniske danskere er ved at blive demografisk erstattet. Her har danske medier desværre været med til at skubbe på.

Politikens forside “Den store befolkningsforandring” blev straks ophøjet til milepæl i højrepopulistiske kredse, selv om påstanden om udskiftning ikke bakkes op af demografiske fakta. TjekDet har gennemgået materialet og dokumenteret, at fremskrivningerne bygger på usædvanlige antagelser, bl.a. at blandede børn fastholdes som “ikke-danske” generation efter generation, og at tal og grafer let kan misforstås i offentligheden.

Når overskrifter og visualiseringer tolkes som bekræftelse af en myte, bliver journalistik utilsigtet til brændstof. Det kalder på selvransagelse – også i mediebranchen.

Det europæiske billede er det samme: “Remigration” er blevet et buzzword for den radikale højrefløj og løftes nu af mere etablerede partier. Dets popularitet skyldes ikke nye forskningsresultater, men effektiv framing og følelsespolitik, hvor komplekse forhold koges ned til en enkel løsning: »Rejs hjem.«

EU-Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) viser, hvordan migrationsdebatten i stigende grad formes af forenklede, skæve narrativer og konspirationer – ikke af viden. Når slogans erstatter substans, mister demokratiet sit kompas.

Men historien viser, at denne udvikling ikke er ny. I mellemkrigstiden så vi, hvordan idéen om “national genfødsel” blev brugt som moralsk dække for fordrivelse og udskillelse af uønskede grupper.

I nyere tid har lignende idéer skabt politiske jordskælv i lande som Ungarn, Frankrig og Østrig, hvor slogans om “repatriering” har fået parlamentarisk fodfæste. Danmark bør ikke begå den samme fejl: at tro, man kan flirte med ekstremistiske begreber uden at give dem liv. Erfaringen viser, at det begynder med ord, men sjældent ender dér.

Virkeligheden matcher i øvrigt ikke remigrationsretorikken. Antallet af indvandrere fra muslimske lande er ganske vist steget hen over de seneste fem år, men størstedelen af disse er arbejdskraftindvandrere, der dækker et voksende behov, ikke mindst i sundhedssektoren, hvor Danmark akut mangler hænder. Samtidig ligger antallet af meddelte asyltilladelser på et historisk lavt niveau.

Med andre ord: Den »uundgåelige« demografiske tsunami, som retorikken lever af, udebliver, alt imens kravene om mere ekstreme midler tiltager. Alligevel fortsætter politikere med at tale, som om Danmark står på randen af sammenbrud. Det er ikke realisme – det er spin.

Hvorfor er det farligt? Fordi frygt avler had, og had avler vold. Remigration er i praksis et tvangsbegreb ofte associeret med etnisk udrensning forklædt som orden og tryghed – et løfte om, at alt bliver godt, hvis bare nogen andre forsvinder.

I det øjeblik, idéen legitimeres i mainstream, flyttes grænsen for, hvad vi mener er “acceptabelt” at foreslå over for medborgere, der betaler skat, opdrager børn, tager uddannelser og har Danmark som hjem. Til dem, der hævder, at »remigration blot handler om lov og orden«, må man spørge: Hvilken lov? Hvilken orden? Og for hvem?

Konsekvensen i Danmark vil være dyb. For danske muslimer, og andre minoriteter, betyder remigration ikke blot politik på papir, men en hverdag med øget mistænkeliggørelse, flere hadforbrydelser og en konstant antydning af, at deres medborgerskab er betinget.

For flertallet betyder det en splittet offentlighed, lavere social tillid og institutionsslid, som i sidste ende svækker hele samfundet. Det er præcis sådan et skridt for skridt-skred, vi kender fra europæisk mellemkrigstid: Først normaliseres sproget, dernæst handlingerne.

Derfor er spørgsmålet ikke kun moralsk, men også demokratisk. Et samfund, der begynder at graduere borgernes tilhørsforhold efter kultur, tro eller oprindelse, underminerer sine egne frihedsidealer. Grundloven lover lighed for loven – ikke betinget statsborgerskab.

Den danske model bygger på tillid og deltagelse, ikke på eksklusion. Når vi lader frygt definere politik, svækkes også tilliden til staten, retsvæsenet og de fælles institutioner, der netop skal beskytte os alle. Her burde ansvarlige politikere og partier trække en klar streg i sandet.

Vi har brug for at trække i den modsatte retning og vende tilbage til fakta, rettigheder og fælles løsninger. Fakta er, at Danmark ikke er på vej mod en total »udskiftning«, og at integration foregår hver dag i skoler, på arbejdspladser og i familier, ofte uden overskrifter. Det er dér, sammenhængskraften bor. Når vi lader misinformation og skræmmebilleder styre, bliver vi alle fattigere.

Et demokratisk samfund måles på, hvordan det behandler sine mindretal – ikke på, hvor effektivt det kan gøre dem usynlige. Derfor slår vi som danske muslimer en tyk streg i sandet: Afvis remigration som politisk kurs og som moralsk kompas. Kald myterne, når de dukker op, også når de kommer forklædt som statistikker. Styrk de inkluderende fællesskaber, og investér i det, der virker: uddannelse, arbejde, lokale brobygninger og retslige garantier, der gælder lige for alle.

Historien viser, at store brud starter med små forskydninger i sproget. I 1930’erne var det også en kamp om ord, før det blev en kamp om mennesker. Til de politikere, der i dag flirter med remigrationens retorik, er det værd at huske: Man behøver ikke mene det onde for at bane vejen for det. Lad os lære af historien, mens det endnu “kun” er ord, og vælge at bruge vores til at forsvare demokratiet og bevare samfundets sammenhængskraft.