Velstand skabes bedst med ligeværdig handel

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Man forstår intuitivt, at overgangen fra jæger- og samlersamfund til agerbrug for omkring 10.000 år siden gav bedre muligheder for permanente bosættelser og mindre risiko for hungersnød. Det er imidlertid overraskende, at det ikke skabte velstand, men blot forøgede Jordens befolkning, hvoraf mange fortsat levede på eksistensminimum. Det var først industrialiseringen for kun ca. 200 år siden, der dramatisk øgede store befolkningsgruppers velstand og dermed fordoblede levealderen.

Per Boje og Jeppe Nevers fremragende firebindsværk: ”Vejen til Velstand” behandler værdiskabelsen i Danmark i de seneste 300 år og dokumenterer, at Danmarks velstand ikke, som vi ellers lærte i skolen, primært blev skabt af landbruget, andels- og arbejderbevægelsen, men i højere grad af internationalt orienterede industrivirksomheder, som importerede nye idéer og omsatte dem til eksportvarer.

Det har været mit privilegium i et årti at lede et sådant foretagende, nemlig F.L. Smidth, der ikke blot er en stor dansk virksomhed, som arbejder internationalt, men derimod en ægte international virksomhed, som allerede omkring år 1900 havde kontorer i alle verdens magtcentre. Derfra har jeg fået interessen for, hvordan historiske aktiviteter i forskellige dele af kongeriget har bidraget til vort samfunds velstand ved at tilføre nye værdier.

Tidligere har Jyllands-Posten behandlet danske entreprenørers vedligeholdelseskontrakter på de amerikanske luftbaser i Grønland.

Siden Danmarks USA-ambassadør, Henrik Kauffmann, i 1941 på kongerigets vegne egenhændigt gav amerikanerne adgang til militær tilstedeværelse i Grønland, har disse kontrakter været opfattet som en slags husleje for amerikanerne, og som direktør i entreprenørfirmaet Hoffmann har jeg i 90’erne – uden held – deltaget i tilbudsgivning på aktiviteterne i Thule – nu Pituffik Space Base.

Entreprenørkonsortiet Danish Arctic Contractors’ fortjeneste primært på disse aktiviteter fra 1953 til 1984, hvor Grønlands hjemmestyre blev medlem af konsortiet, er opgjort til 13 mia. nutidskroner, som er tjent på amerikanernes tilstedeværelse.

DR prøvede i en meget manipulerende dokumentarudsendelse ”Grønlands hvide guld” at belyse betydningen af kryolit i Grønland, hvor der var minedrift 1856-1962. Kryolit er nødvendig til aluminiumproduktion og dermed vigtig for bl.a. flybranchen, hvorfor produktionen først blev stor under Anden Verdenskrig. DR nåede frem til en samlet omsætning på 400 mia. kr., som naturligvis ikke i sig selv siger noget om bidraget til kongerigets velstand.

Efter massiv kritik ”afpublicerede” DR også dokumentaren, men tager man alligevel udgangspunkt i den beregnede omsætning, har civilingeniør Erling Holm skønnet selve fortjenesten til størrelsesordenen 80-100 mia. nutidskroner gennem brydning af malm i Grønland og produktion i København.

Handel med andre traditionelle grønlandske varer som hvalolie, skind og elfenben samt senere rejer og fisk havde fra 1776 været givet i monopol til Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH). Monopolet indebar også bekostelige leveringsforpligtelser til alle dele af Grønland til ens priser, og historiker Henning Bro har skrevet, at KGH fra midten af 1800-tallet fik som nyt formål, at grønlændernes velfærd blev sat over det økonomiske udbytte. Handlen skulle ikke længere give overskud, men hvile i sig selv og dække omkostningerne ved administrationen og driften af kolonierne.

Udvinding af naturressourcer kan give meget stor værdi, hvis man ikke skal afholde alle udgifterne til oprydning efter sig, herunder klimaomkostningerne som følge af forbrænding af kulbrinter og dermed forurening med CO₂ i atmosfæren. Det gjaldt gennem et halvt århundrede udvindingen af olie og gas i den danske del af Nordsøen. Ifølge Energistyrelsens hjemmeside har den danske stat 1972-2020 tjent i alt 544 mia. nutidskroner på kulbrinteskat, selskabsskat og medejerskab af udvindingsselskaber. Dertil kommer de private selskabers fortjeneste efter skat, hvilket er sværere at opgøre.

Ifølge Maritime Danmark tjente den dominerende operatør Dansk Undergrunds Consortium (DUC) i den meget aktive periode 2004-2010 88 mia. kr. efter skat, og i Wikipedia er anført et samlet resultat efter skat for de private operatører for hele perioden i størrelsesordenen 200 mia. nutidskroner. I givet fald i alt størrelsesordenen 750 mia. nutidskroner hentet op af Nordsøen.

Staten kan også under heldige politiske omstændigheder opnå indtjening fra told, eksempelvis Øresundstolden, der indtil 1857 blev opkrævet som afgift på værdi af last i alle fremmede skibe, der ønskede at passere Øresund. Ifølge regnskaberne 1497-1857 passerede 1,8 mio. skibe, som i alt erlagde 86 mio. rigsdaler – eller (kun) 86 mia. nutidskroner – i afgift.

Ligesom ved udvinding af naturressourcer, hvor betalingen for ”oprydningen” ikke indgår i regnestykket, kan der også være en skjult regning ved told og afgifter: Efter tabet af Skåne ved Roskildefreden 1658 førte Danmark flere krige for at genvinde det tabte, men enhver fredsslutning skulle sanktioneres af stormagterne, og det er meget sandsynligt, at deres konsekvente afvisning af at tilbageføre en eneste del af den østlige Øresundskyst til Danmark kan være påvirket af hensynet til at svække eller i hvert fald slet ikke styrke grundlaget for Øresundstolden.

Historikeren Kåre Lauring har påpeget en åbenbart dårligere forretning i form af monopol på den danske slavehandel mellem Afrika og Vestindien, der i 1765 blev givet for 30 år til ”Det kongelige octrojerede danske gueneiske Handelsocietet”. Efter 10 år med store tab lukkede kompagniet. I undersøgelsen er ikke inddraget kompagniets sukkerhandel, som kunne være mere lukrativ: I 1700-tallet skete en såkaldt ”forbrugsrevolution”, hvor mange kolonialvarer gik fra sjælden luksus for få til mere dagligdags forbrug for mange.

Det blev det økonomiske grundlag for den velkendte ”trekanthandel”, hvor danske skibe sejlede ud fra København mod Ghana på den afrikanske vestkyst med primært tekstiler, militærudstyr og fødevarer, som udover at dække behovene på Guldkystens danske forter blev brugt i byttehandel for slavegjorte afrikanere.

Disse stakler blev dernæst under umenneskelige forhold sejlet til de Dansk Vestindiske Øer og solgt til de lokale danske og hollandske plantageejere, som primært udnyttede de slavegjorte til at dyrke sukker og i mindre grad bomuld. I bytte for arbejdskraften fik rederiet disse populære produkter, som på handlens tredje og sidste ben blev sejlet retur til København og solgt.

Efter købet af øen St. Thomas i Vestindien i 1671 gav staten monopol på trekanthandlen til Vestindisk-Guenieisk Kompagni indtil 1754, hvor selskabet blev opløst af staten.

I Rigsarkivet findes en samtidig opgørelse over kompagniets fortjeneste 1671-1733: Flere hundrede tusinde rigsdalers underskud på Afrika-handlen blev mere end opvejet af større overskud på sukkerhandlen fra Vestindien og resulterede i et samlet nettooverskud for kompagniet i hele perioden på 59.000 rigsdaler. I nutidskroner svarer denne værdiskabelse til størrelsesordenen 234 mia. kr.

Og nu til meget større værdiskabelse: Den tremastede fregat ”Warberg Cron Printz Christian” blev den 25. oktober 1730 sendt fra København mod det fjerne, ukendte Kina af fire driftige og modige købmænd, der klogeligt først havde rådført sig med en hollænder, som allerede havde været fire gange i Kina. Tiltrækning af udenlandsk talent og viden gav allerede dengang grundlaget for værdiskabelse.

Skibet nåede i juli 1731 til Kina ved Perleflodens munding og den portugisiske koloni Macau, og kom i august med kinesiske lodsers hjælp 200 km op ad floden til øen Whampoa. Her tre mil fra byen Canton startede handlen med de lokale kinesiske købmænd på disses betingelser.

Returrejsen påbegyndtes i december, og den 25. juni 1732 havde skibet igen Kronborg om styrbord. Ekspeditionen blev en kæmpe succes, og umiddelbart efter stiftedes Asiatisk Kompagni, hvis indtjening eksemplificeres af orlogsskibet ”Disco”, som for primært sølv til 300.000 rigsdaler købte porcelæn m.m., der ved auktionen i København indbragte 1,1 mio. rigsdaler – altså en bruttofortjeneste på to-tre gange indkøbsprisen. Et synligt tegn på kompagniets succes er stadig det imponerende hovedkontor og pakhuset på Christianshavn som nabo til Udenrigsministeriet.

Inspirationen til Kinahandlen var kommet fra de første rejser til Indien, idet man også efter rådgivning fra hollændere havde sendt en flåde til Trankebar på den indiske Østkyst, hvor den danske ekspeditionsleder, Ove Gedde, i november 1620 indgik en traktat med den lokale fyrste. Han var meget interesseret i handel med udlandet og aftalte, at danskerne mod en årlig leje kunne handle frit med det lokale fyrstedømmes statsborgere og etablere et fort på kysten til opbevaring af varerne.

Fælles for 1700-tallets danske handel på Indien og Kina er, at der blev skabt store værdier gennem frivillige transaktioner mellem ligestillede, hvilket afviger fra det traditionelle billede af større europæiske nationers ”koloni-handel”. I den ”florissante” højkonjunktur 1772-1807 hjembragte Asienhandlen skibsladninger med en anslået auktionsværdi på 135 mio. rigsdaler, hvilket nogenlunde svarede til de danske statsindtægter i samme periode.

Fortjenesten er vanskelig at opgøre, da vi ikke kender omkostningerne til skibsdriften samt kompagniets værft og lager på Christianshavn. Aktionærernes fortjenester afspejles i dag i eksempelvis Lindencrones palæ, en af de smukkeste bygninger i Frederiksstaden, eller i deres gave: Rytterstatuen på Amalienborgs Slotsplads, der sandsynligvis er verdens dyreste kunstværk.

Tilfældige eksempler beviser jo ikke i sig selv noget, men min læring af dem er, at i stedet for at opbruge naturens ressourcer og måske glemme oprydningen, i stedet for forretningsmodeller, der forudsætter tab eller ligefrem fornedrelse hos andre involverede, i stedet for at hæmme handel med told og afgifter, så kan det være langt bedre forretning og langsigtet værdiskabelse for samfundet at handle ligeværdigt og transparent med ligestillede parter overalt på Jorden, hvorved kagen, som skal deles, øges til fælles gavn for alle.

Det forudsætter blot ligesom tidligere: international tankegang, mod og åbne grænser.