Der findes modtræk til Strasbourg-domstolens aktivisme

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter at Inger Støjberg i lørdags her i avisen udtalte, at Danmark bør opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvis ikke der kan opnås enighed mellem Europarådets medlemslande om ændringer, der gør det muligt at føre dansk udenrigspolitik, har den i forvejen brandvarme debat om ”konventionerne” fået ny aktualitet.

Mange vil sikkert spørge: Kan vi ikke reagere mindre drakonisk end ved helt at forlade EMRK?

Efter min opfattelse er svaret: Jo.

Jeg har ved tidligere lejligheder foreslået, at Danmark (i overensstemmelse med artikel 58) udtræder af EMRK og herefter (i overensstemmelse med artikel 57) genindtræder, men nu med forbehold om de særlige områder, hvor et flertal i Danmark måtte ønske at trække magten hjem fra Strasbourg.

Mange har fremført, at Europarådet vil modsætte sig dette skridt.

Men den mulighed har Europarådet (rådets generalsekretariat) slet ikke. Ifølge EMRK artikel 59 har vi nemlig som medlem af Europarådet en ubetinget ret til at tiltræde EMRK.

Derimod kan enkelte medlemsstater, der måtte mene, at en medlemsstats udtræden og genindtræden med forbehold forbryder sig mod EMRK, rejse en såkaldt mellemstatslig sag i medfør af EMRK artikel 33.

Den slags sager er der ikke mange af, og sandsynligheden for, at den vil blive rejst i anledning af den beskrevne fremgangsmåde, reduceres, jo flere medlemsstater der måtte tage samme skridt. Men skulle en mellemstatslig sag blive rejst, og skulle den resultere i, at fremgangsmåden findes ulovlig – hvilket jeg selv anser for usandsynligt – er det ikke værre, end at der i så fald blot må overvejes andre modtræk.

For at undgå denne retsusikkerhed kan man overveje nye reaktionsmuligheder. Her kan det være nyttigt at se på, hvordan Europarådets medlemsstater tidligere har ageret, når en konvention længe efter dens tiltrædelse er blevet anset som problematisk.

Jeg tænker her på en europarådskonvention fra 1963, som forbød dobbelt statsborgerskab.

I begyndelsen af det nye årtusinde begyndte flere og flere lande at se anderledes på dette forbud. Derfor svandt opbakningen til konventionen. Den blev senere afløst af en ny.

Sverige havde taget konsekvensen af sin holdning til 1963-konventionen i 2001, hvor man ved lov tillod dobbelt statsborgerskab. Denne lov var et brud mod 1963-konventionen. Derfor opsagde Sverige konventionen den 29. juni 2002 for dagen efter at genindtræde med forbehold for kapitel I (som indeholdt forbuddet mod dobbelt statsborgerskab).

Fremgangsmåden vakte en vis opsigt på de indre linjer. Men ingen protesterede formelt. For problemet var også dengang, at man kun kunne ændre 1963-konventionen, hvis alle traktatparter var enige.

De lande, der gerne ville blive i det pæne selskab som parter i 1963-konventionen, men som havde problemer med en væsentlig del af den, stod dermed i et vanskeligt problem.

For at løse dette problem besluttede traktatparterne i 2007 en ”fortolkende erklæring” til 1963-konventionen, der tillod en delvis opsigelse af 1963-konventionen. Denne erklæring gik direkte imod ordlyden af 1963-konventionen, hvis artikel 8(1) kun tillod forbehold, som var taget senest ved dens ratifikation.

Med henvisning til den ”fortolkende erklæring” opsagde Danmark i 2014 kapitel 1 i 1963-konventionen – men altså kun dette kapitel.

Forløbet omkring denne sag er beskrevet og dokumenteret i en nylig publiceret artikel af juraprofessor Jacques Hartmann: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=5445615

På samme måde som 1963-konventionen om dobbelt statsborgerskab fastslår EMRK artikel 57(1), at man kun kan tage forudgående forbehold til den.

Det gjorde vi ikke i 1953, da vi ratificerede EMRK, fordi ingen dengang havde fantasi til at forestille sig, at domstolen i Strasbourg årtier senere ville vælge at optræde som lovgiver ved at indfortolke alle mulige regler i den.

Vores ratifikation af EMRK i 1953 var og er ukontroversiel. De færreste er nemlig uenige i de menneskerettigheder, man kan læse ud af EMRK.

Det gælder f.eks. EMRK artikel 8 om retten til ”privatliv og familieliv”, der blev indskrevet i EMRK i lyset af det overvågningssamfund, som George Orwell havde beskrevet i romanen ”1984”, og som var kendt og frygtet i sovjetstaten.

Det kontroversielle ved EMRK er opstået årtier senere, nemlig ved Strasbourg-domstolens aktivistiske fortolkninger, navnlig af EMRK artikel 8. Det er navnlig disse fortolkninger, der har vist sig som en hæmsko for Danmarks politik på udlændingeområdet.

Der er grund til at bemærke, at domstolen også fortolker EMRK artikel 8 aktivistisk på andre områder. Sidste år dømte den f.eks. Schweiz i medfør af artikel 8 for ikke have gjort nok ved klimaproblemerne.

Modstanden mod EMRK (som mange opfatter som ”traktaterne”) skyldes altså ikke konventionsteksten, men domstolens aktivistiske fortolkninger af den. Fortolkninger, som domstolen anlægger uden at stå politisk til ansvar for andre end sig selv.

Hvad de færreste imidlertid ved, er, at Danmark helt frem til 1995 havde mulighed for at lægge juridisk afstand til domstolens fortolkninger. Dengang stod der nemlig i EMRK, at medlemslande kun var underlagt domstolens (og en nu nedlagt menneskerettighedskommissions) jurisdiktion, hvis de udtrykkeligt havde tilvalgt den.

Den mulighed forsvandt i 1995, da vi tiltrådte en tillægsprotokol til EMRK.

Man skal dog læse meget grundigt i denne tillægsprotokol og dens forarbejder for at indse, at dette var konsekvensen af at tiltræde denne tillægsprotokol i 1995. Sikkert af samme grund blev denne alvorlige konsekvens heller ikke lagt frem for Folketinget i oktober 1995, da et lovforslag herom blev stemt igennem med alle stemmer.

Det ligger derfor klart, at Folketinget ikke har truffet nogen bevidst og forpligtende politisk beslutning om, at Danmark efter sin vedtagelse af 1995-lovforslaget skulle opgive den mulighed for at sige nej til domstolens jurisdiktion, som man havde haft siden vores ratifikation af EMRK i 1953.

Selv om vi derfor formelt er bundet af vores ratifikation af denne tillægsprotokol, bør denne forhistorie bringes frem i en diskussion med vore partnere i Europarådet om behovet for at reagere ad juridisk vej i dag mod domstolens aktivisme.

Historien bag vores ratifikation af tillægsprotokollen i 1995 rummer nemlig stærke argumenter for det synspunkt, at vore folkevalgte er blevet forpligtet af domstolens aktivistiske fortolkninger, uden de på noget tidspunkt (udtrykkeligt) har markeret noget ønske om det.

Så hvad gør vi så, hvis ikke vejen med opsigelse og genindtræden skal følges?

En måde er at genbruge erfaringerne fra 1963-konventionen om dobbelt statsborgerskab. Danmark kunne f.eks. tage initiativ til, at Europarådets medlemsstater vedtager en ny ”fortolkende erklæring”, svarende til den fra 2007.

En sådan erklæring kunne fravige EMRK artikel 57, således at efterfølgende forbehold mod konventionen nu tillades. Eller den kunne give os mulighed for at tage Strasbourg-domstolens jurisdiktion tilbage – eventuelt blot på særligt kritiske områder.

Erklæringen kunne f.eks. vedtages i november 2025, hvor Europarådets udenrigsministre mødes i Strasbourg i forbindelse med formandsskiftet.

Ønsker man at gå den vej, bør de nødvendige politiske sonderinger indledes nu. Tiden er allerede knap.

På den måde kan man undgå at fremprovokere en række opsigelser af EMRK, som kan risikere at undergrave den menneskeretlige beskyttelse, som var hele formålet med at vedtage EMRK i 1950.