De var lydsporet til min generation

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»I hope I die before I get old,« lyder den fandenivoldske hookline i The Whos generationsepos ”My Generation”, der blev til ved denne tid for 60 år siden.

Med ”My Generation” faldt brikkerne på plads til det, der skulle blive et af rockens mest anarkistiske, artikulerede, destruktive, eksplosive, excentriske, fysiske, grænsebrydende, identitetssøgende, intelligente, kraftfulde, originale, voldsomme og øredøvende bands nogensinde.

Det var imidlertid kun to af de fire London-knægte, der døde, før de blev gamle. Trommeslageren Keith Moon i 1978 og bassisten John Entwistle i 2002. De to tilbageværende, guitarist og sangskriver Pete Townshend og bandets sanger, Roger Daltrey, er i år på landevejen med ”The Song Is Over”. Alle regner med, at turnéen bliver The Whos endegyldigt sidste.

En dag i juni 1964 spillede det dengang nydannede band på den lavloftede scene på Railway Hotel i Harrow i det vestlige London. Midt i et nummer kørte Townshend guitaren op og ned ad mikrofonstativet, mens han switchede med mikrofonen, så guitaren lød som et maskingevær. Derpå smed han guitaren i vejret, og bang, smadrede den ind i loftet, mens det hylede og brølede. Guitarens hals knækkede, men i stedet for at stoppe op tog han guitaren og smadrede den fuldstændigt.

»Den tirsdag aften opdagede jeg noget, der var langt stærkere end ord. Og publikums svar var en brølende begejstring,« fortæller Townshend. Næste uge fulgte Keith Moon op med at vælte trommerne ud over scenen, mens Daltrey smadrede mikrofonen ind i de væltede bækkener. »Der var nogen, der så vores destruktive optræden som en gimmick, men jeg følte, at alting ændrede sig. Den gamle, traditionelle måde at spille musik ville aldrig blive den samme.«

I september 1965 gav The Who sine første koncerter i Danmark. Lørdag den 25. september i Helsingør og København og dagen efter i Aarhus og Aalborg.

Politikens J.L., som nok dækker over Jørgen Leth, var fascineret af The Whos massakreren af både musik, lyd og instrumenter, som han oplevede ved koncerten i KB Hallen i København.

I sin anmeldelse skrev han, at gruppens pop-kunst-musik faktisk »ligger på linje med, hvad førende, seriøse komponister går, sidder og finder ud af i deres elektronlydkamre. Der er bare den forskel, at The Who går til sagen så at sige indefra, via et fastslået popsprog, og derfor kan realisere hele idékomplekset, hele konkretismetanken, med en frapperende artistisk ligefremhed, der går lige i folk«.

Hos The Who kan »et normalt opbygget beatnummer vokse op i et lydorgie af flyvemaskinelyde, og samtidig begynder Pete Townshend at lege flyvemaskine med armene som vinger. Det er besynderligt smukt – en alvorlig leg, på én gang frysende og rørende udtryksfylde. Når han endelig stanger sin guitar ind i forstærkeren som en musiker, der har fået bersærkergang, er det præget af, at øjeblikket simpelthen er inde. Det er det rigtige at gøre, synes man spontant«.

I Aarhus skulle The Who optræde som hovednavn i en typisk pakkekoncert med flere navne. Der var ingen redaktionelle foromtaler af koncerten. Dengang var pigtråd ikke noget for pæne aviser. Men da det viste sig, at koncerten udviklede sig til voldsomheder af et omfang, blev The Who forsidestof.

»Nøjagtig tre minutter fik de lov at synge, før publikum stormede scenen og fuldstændig dækkede de optrædende for alle i salen, så koncerten måtte stoppes«, skrev Demokraten. »Efter det korte nummer forsvandt The Who fra scenen, og publikum blev gennet ned. I raseri over at koncerten blev afbrudt, begyndte de at brække stolene fra hinanden og kaste med stoleben mod scenen. Salen lignede efter koncerten en slagmark.«

Jyllands-Posten mente, at der var tale om »ungdommelige optøjer fra København«, der nu bredte sig til Aarhus. Avisen fortæller, at det lykkedes kontrollørerne »at få de unge drevet ud i Ny Banegårdsgade og få jerngitteret trukket for«. »Ude på gaden fortsatte urolighederne med hujen og skrigen og hærværk adskillige steder.«

For nogle år siden interviewede jeg en af koncertgængerne: »Jeg var en af de langhårede, som var med i forreste række,« fortalte han.

»Efter at vi var smidt ned fra scenen, forsøgte man at lukke af ved at trække scenetæppet for. Jeg råbte til alle om at tage fat i tæppet med det resultat, at det faldt ned på scenegulvet. Dernæst kørte man det store filmlærred ned fra loftet, for at vi ikke kunne kravle op på scenen. Det fik os til at sætte stolerækkerne – 8-10 stole – op på højkant, og så væltede vi dem med det resultat, at de knustes mod gulvet. Vi kunne derefter bruge stumperne til kasteskyts mod filmlærredet.«

»Efter et stykke tid blev vi gennet ud i Banegårdsgade, hvor vi forsøgte at vælte et par biler. På et tidspunkt kunne vi nede ved Rutebilstationen se en stor flok politibetjente med hunde, og vi tog flugten. Først ned gennem Strøget og så op til ”Agnete og Havmanden”, hvor nogen forsøgte at knække tissemanden af havmanden. Efter et par timer ebbede det hele ud.«

Bandets generationsepos ”My Generation” udkom kort efter. For mig personligt var nummeret en overrumplende, voldsom oplevelse. Når man som 11-årig var vant til at høre Beatles, Stones, Kinks, Hollies og Hermans Hermits i radioens ”Efter Skoletid”, var Daltreys upolerede, stammende vokal noget af et chok, og det var helt den omvendte verden, at soloen blev spillet af en bragende bas. Mest ekstrem var dog Townshends brug af larmende, højttalerrystende feedback som en integreret del af selve kompositionen.

Social frustration og krudt i røven! Ja nok. Men også neo-dada, fluxus og pop art, som Pete Townshend havde stiftet bekendtskab med på Ealing Art College. Og sikkert også elementer af både amerikansk beatgeneration og britiske angry young men. The Who var i sin musik og performance på én gang usikker og identitetssøgende og samtidig arrogant, selvhævdende og poserende.

På LP’en ”A Quick One” fra 1966 er der tilløb til det, der senere skulle blive kaldt en rock-opera. Tre år senere, i 1969, blev idéen fuldt udfoldet på dobbeltalbummet ”Tommy” fra 1969.

”Tommy” gjorde The Who til absolutte frontfigurer i den udvikling, der løftede rockmusikken ud af den elementære pop og pigtråd. Med fire stærke scenepersonligheder, en håndfuld ørehængende 60’er-hits og nu også ”Tommy”-operaen blev The Who et af rockhistoriens bedste livebands. Det blev dokumenteret, da gruppen i 1970 udgav koncert-LP’en ”Live at Leeds”. En uhørt kompromisløs, krasbørstig og kompetent milepæl i rockhistorien.

Det viser noget om gruppens spændvidde, at de i samme periode gav koncert på Det Kongelige Teater til applaus fra den københavnske kulturtop. Bandets optræden i disse hellige haller var en del af den store ”opera-house-tour”, der kulminerede den 7. juni 1970 med to koncerter på The Metropolitan Opera i New York.

I 1971 udkom LP’en ”Who’s Next”, som både var umiskendelig The Who og samtidig en helt ny rocklyd med Townshends eksperimenterende brug af synthesizer på numre som ”Baba O’Riley” og ”Won’t Get Fooled Again”.

Townshends ambitioner materialiserede sig i 1973 i dobbeltalbummet ”Quadrophenia”, hvor Townshend skildrer det miljø og den stemning, som The Who udsprang af i de tidlige 60’ers London. Trøsteløsheden, frustrationen og efterkrigsgenerationens konstante søgen efter identitet.

Bandmedlemmerne nærmede sig nu de 30, deres fokus blev stadigt mere forskelligt, og den fandenivoldskhed og kompromisløshed, som var så karakteristisk for det tidlige The Who, var tydeligvis i aftagende.

For mig – og sikkert for de fleste fra min generation – toppede The Who i 10-året fra 1965 til 1975. I den periode var det måske verdens bedste live-band, og det var her det producerede mesterværkerne ”Tommy”, ”Live at Leeds”, ”Who’s Next” og ”Quadrophenia”.