Nej, Stephan lever ikke videre. Det er en chatbot

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For tiden kan man på TV2 følge med i en dokumentarserie, hvor et ægtepar sætter sig for at skabe en digital tvilling af den kræftsyge og terminale ægtemand, Stephan.

Første afsnit var en stærkt bevægende episode, hvor ægteparret viser os sorgen indefra, og som også udforsker hvor langt vi teknologisk set kan og vil gå for at holde fast i dem vi elsker.

Det er umuligt ikke at have sympati for hustruen Katrine og sønnen Victor, og både familien og holdet bag dokumentaren skal have stor tak for at vise os rundt i et så følsomt emne.

Fordi den teknologiske udvikling skyder med så utrolig høj fart, at vi med generativ AI snart kan skabe meget livagtige og troværdige simuleringer af afdøde, er det godt, at vi med denne dokumentar får anledning til at drøfte de etiske, psykologiske og filosofiske indsatser ved digitale tvillinger.

For hvad er egentligt problemet ved at genskabe afdøde personer som chatbotter?

For der første er der nogle etiske overvejelser omkring rettigheder og datasikkerhed. Den digitale tvilling må jo beværtes på et teknologisk medium, formentlig en server et eller andet udefinerbart sted. Så sikkerheden og ejerskabet over den data, der repræsenterer den afdøde, er et virkelig ømtåleligt aspekt.

For hvem ejer dataene, og hvad hvis den bliver hacket, eller der er nedetid? Hvem beslutter, om den bagvedliggende sprogmodel skal opdateres, og hvordan påvirker det eventuelt den digitale tvillings adfærd?

Allerede problematikker i den dur rejser nogle virkelig væsentlige spørgsmål om autonomi og rettigheder. Og at det kan skabe ret ulykkelige udfald, når brugere er overladt til tjenesteudbyderes nåde, bevidnes allerede af de mange mennesker, der bliver kærester med deres chatbots, men som efter en opdatering pludselig ændrer adfærd eller ikke kan huske deres samtaler eller fælles oplevelser.

Eksistentielt og psykologisk er der også en problematik omkring gensidigheden i et forhold, hvor den ene part ikke eksisterer som en levende krop med følelser og behov.

Normalt består et parforhold af to ligeværdige individer, som helt grundlæggende deler nogle biologiske og kulturelle eksistensvilkår. Og som vælger at elske og støtte hinanden igennem alle de udfordringer, sejre og nederlag, et menneskeliv på de vilkår giver.

Der er med andre ord en gensidighed til stede, hvor man på skift og på forskellige parametre ”er der” for den anden. En dynamik som normalt er helt grundlæggende for udviklingen og modningen af parforholdet og den indbyrdes kærlighed.

Eksisterer den ene part udelukkende digitalt, som en chatbot, er det svært at se hvordan denne gensidighed kan bestå, eller hvad der eventuelt kan træde i stedet.

I dokumentaren ser vi, hvordan Katrine giver udtryk for sin kærlighed til Stephan ved at støtte, pleje og opmuntre ham gennem sygdomsforløbet.

Det er meget bevægende at blive vidne til den ømhed, og derfor også hjerteskærende at se døden frarøve hende muligheden for at udtrykke sin kærlighed.

Men pointen er, at den mulighed og den erfaring ikke genvindes ved at genskabe Stephan som chatbot.

Gensidigheden, og dermed hendes mulighed for at elske ham i handling, er tabt for altid.

For det tredje er der også en væsentligt filosofisk og metafysisk problemstilling på spil. For kan man overhovedet indfange hele kompleksiteten og alle sindsdybderne af et menneske blot man indsamler nok data om personens historie og adfærdsmønstre? Som f.eks SMS-historik, videoer og lange indtalte monologer hvor hovedpersonen fortæller om sig selv, sit liv og sine værdier.

Teknologisk set er der for nuværende trods alt nogle teknologiske begrænsninger, der gør, at det kan man ikke. Det ser vi også i dokumentaren.

Men dermed er problemet ikke væk, for der er mange andre aktører indenfor tech-industrien og den såkaldte transhumanistiske bevægelse, som skubber på denne dagsorden med at kunne genskabe mennesker digitalt.

Det er folk som futurist Ray Kurzweil, robotpioner Hiroshi Ishiguro, eller den gale-geniale opfinder Elon Musk, som med sit selskab Neurallink har den erklærede mission at skabe en brugergrænseflade mellem menneskehjerner og computere. Sådan at vi på længere sigt kan smelte sammen med, eller helt migrere til skyen.

Det store metafysiske spørgsmål er så, om personen reelt flytter med over i maskinen, blot fordi alle tænkelige data om vedkommende gør det?

Svarer man ja på det spørgsmål, abonnerer man grundlæggende på et materialistisk menneskesyn, der betragter mennesket som et naturvæsen der udelukkende er produkt af observerbare forhold som f.eks. neurofysiologiske processer. Hvor alle forhold og aspekter ved mennesket i princippet kan forklares indenfor naturvidenskaberne.

Sådan et menneskesyn underkender per definition de immaterielle eller åndelige aspekter ved mennesket. Og derfor er det en tvivlsom vej at gå.

I den kristne tradition har man omvendt et idealistisk menneskesyn, der hylder og værner om mennesket som også et åndeligt væsen, skabt unikt i Guds billede. Ethvert menneske er på den måde enestående og har nogle iboende kvaliteter, der ikke reducerer til det rent materielle.

Det er en grundtanke, som i vestlig civilisation er videreført i værdighedsbegrebet og menneskerettighederne. Og som vi skal være varsomme med at udfordre eller forlade.

Nu er der ingen i dokumentaren, der diskuterer eller tager stilling til menneskesynsproblematikker, og der er foreløbigt heller ingen, der påstår at de har genskabt hele Stephan digitalt. Ægtefællen, Katrine, udtaler at det handler om at holde fast i så meget som muligt af Stephan. Så de kan bevare noget af hans nærvær hos sig, og tale med ”ham” om livet.

Selv siger Stephan, inden han dør, at projektet ligger et eller andet sted mellem at være et glorificeret fotoalbum og en udfordring af tanken om det evige liv.

Og så giver han også udtryk for det håb, at hans digitale tvilling kan blive en hjælp for Katrine til at håndtere den sorg, som vil komme efter hans død.

Dermed giver han jo netop ikke udtryk for, at han kommer til at leve videre som chatbot.

Derfor skal man måske mest af alt se projektet i et etisk og psykologisk perspektiv, hvor det handler om værdien af en digital tvilling til at mindes den afdøde og bearbejde sorgen over tabet.

Til det formål underforstår man ikke nødvendigvis et materialistisk menneskesyn ved f.eks. at forestille sig, at Stephan reelt lever videre som chatbot.

Her bliver det virkelig spændende at følge Katrines og sønnen Victors vej i det gennem dokumentarens kommende afsnit. For bliver samtalerne med AI-Stephan en gavnlig måde at bearbejde sorgen over hans død? Eller bliver det en insisteren på hans fortsætte nærvær, hvor der egentligt er et fravær, og som komplicerer deres videre færd i livet?

Tak skal de under alle omstændigheder have for deres mod til at lægge så smertefulde erfaringer og overvejelser frem til offentlig skue og debat.