Regeringen sælger ud af aftalefriheden for at redde den røde fagbevægelse

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Enhver kan frit vælge fagforening.

På papiret.

For det lovsikrede frie valg er desværre knap så frit endda. I virkelighedens verden går den traditionelle fagbevægelse langt for at forhindre, at lønmodtagerne kan vælge præcis den fagforening, som de ønsker. Mobning og chikane er metoder, som vi desværre har set før.

Hidtil er det foregået i det gedulgte. Fagforeningstvang ad bagdøren med SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, som bannerfører med direkte opfordringer til at fryse medlemmer af andre end hans favoritfagforeninger ude.

I dag søger flere og flere lønmodtagere mod de frie og uafhængige fagforeninger. Hvor det i sin tid var indiskutabelt, at FH-forbundene repræsenterede flertallet af de organiserede lønmodtagere, er færre end hver anden i dag medlem af FH eller Akademikerne. Landets største fagforening er ikke længere 3F, men Det Faglige Hus, og i den private sektor er kun ca. hver fjerde lønmodtager medlem af et forbund under FH.

Blødningen har stået på i årevis og sat fagbevægelsens legitimitet under voldsomt pres. Nu har den fået et nyt og blåstemplet våben til at holde konkurrenterne ude. Myndighedsgodkendt overenskomstbashing.

»Et nybrud« kaldte beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) den aftale om virksomheders adgang til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, som regeringen først på sommeren indgik med DA-arbejdsgiverne og vennerne i FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. Aftalen blev solgt som en håndsrækning til danske virksomheder, der mangler medarbejdere. Men reelt er det snarere en redningskrans til FH, der i årevis har mistet medlemmer og ikke længere repræsenterer et flertal på arbejdsmarkedet.

Kun virksomheder, der har overenskomst med FH, kan benytte ordningen. Det møder selvsagt kritik fra virksomheder, der efterlyser ekstra medarbejdere og en fleksibilitet, de ikke finder i de nu blåstemplede FH-overenskomster. Det er langt de fleste. Særligt små virksomheder trives dårligt med FH-overenskomsterne, der som hovedregel er målrettet større virksomheder og ofte så komplicerede, at de kræver en hel HR-afdeling at fortolke korrekt.

Yderligere er det et krav, at virksomheder skal have mere end 10 ansatte. Det har under 10 pct. af de danske virksomheder.

Kun 550 medarbejdere fra 16 specifikke lande ventes at have benyttet ordningen i 2030. Det er bemærkelsesværdigt få i betragtning af de mere end 400.000 lønmodtagere med udenlandsk baggrund på det danske arbejdsmarked. Det lave ambitionsniveau har fået en række borgmestre – bl.a. Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V), og Ole Vive (V) fra Faxe – til at kritisere aftalen. Også flere virksomheder er utilfredse.

Samtidig bestyrkes mistanken om, at aftalen snarere handler om at give fagbevægelsen det nybrud, som det i årevis har sukket efter. Nemlig muligheden for at få specificeret, at kun FH-overenskomster gælder. At der findes ”rigtige” og ”forkerte” fagforeninger.

Hermed forstærker fagbevægelsen – og nu også regeringen, inklusive Venstre og Moderaterne – reelt budskabet til de stadig flere lønmodtagere, der foretrækker de frie og uafhængige fagforeninger: ”Du er forkert – vi er rigtige.” Med andre ord har op mod en halv mio. danskere ifølge de tre regeringspartier valgt en ”forkert” fagforening. Et besynderligt og meget lidt demokratisk budskab. Som der ikke findes ”rigtige” eller ”forkerte” partier, findes der heller ikke ”rigtige” eller ”forkerte” fagforeninger.

At fagbevægelsen og DA-arbejdsgiverne kæmper for at bevare egen magtposition og et ønske om monopol på overenskomster, er næppe overraskende. Mere tankevækkende er det, at et flertal i Folketinget ensidigt vælger at legitimere bestemte fagforeninger og dømme andre ude.

Officielt handler det om at sikre gode løn- og arbejdsvilkår og forhindre social dumping. Men når politikerne på den måde agerer smagsdommere over de indgåede kollektive overenskomster og opdele dem i ”rigtige” og ”forkerte” alene med henvisning til hvilke parter, som har indgået dem, så harmonerer det slet ikke med gældende objektive juridiske kriterier.

I dag er alle indgåede kollektive overenskomster anerkendt i lovgivningen, uanset hvem de respektive arbejdsmarkedsparter er. Når arbejdsgiverorganisationer som KA og ITD-A har indgået kollektive overenskomster med den frie lønmodtagerorganisation Krifa, så er der tale om helt klassiske overenskomster, hvor brud på overenskomsten behandles i Arbejdsretten og via voldgifter og mæglinger.

På transportdelen er Krifas overenskomster derudover også anerkendt af myndighederne. Færdselsstyrelsen udsteder gods- og buskørselstilladelser på baggrund af dem. Det kan vel næppe blive mere ”rigtigt”, og det skaber ordentlige forhold i brancher, hvor social dumping ellers godt kunne snige sig ind. Men disse grundlæggende principper i den danske model vil regeringen nu sætte over styr.

Man kan ikke sagligt påstå, at aftalen blot handler om at skaffe virksomhederne øget adgang til arbejdskraft. Derimod er der noget helt andet på spil. Nemlig at give den blødende fagbevægelse momentum. Når Ane Halsboe-Jørgensen taler om nybrud, indikerer det første skridt på et korstog mod de frie og uafhængige fagforeninger, som venstrefløjen ofte har været ude med riven mod.

Man kan frygte, at næste skridt bliver at gøre fagforening til en beskyttet titel udelukkende for forbund, der lever op til en række krav, som kun medlemmer og venner af FH-familien kan honorere. Derefter at gøre fradragsretten betinget af samme. Forslag, som SF og Enhedslisten har fremsat.

På den måde at forsøge at begrænse den frie konkurrence og udvise mangel på respekt for lønmodtagernes frie valg af fagforening er formentlig let foreneligt med socialdemokratisk tankegods. Når det gælder Moderaterne, er alt øjensynligt til salg. Men hvad blev der af Venstres friheds-dna?

Det er sørgeligt, at netop disse partier og særligt Venstre giver køb på retten til den frie organisering for at få Socialdemokratiet med på en aftale om at styrke arbejdsmarkedet og økonomien med de så efterspurgte hænder.

Forhåbentlig kommer Venstre på andre tanker, når aftalen i løbet af efteråret skal udmøntes i lovgivning. At give danskerne reel mulighed for at vælge netop den fagforening, den enkelte ser sig bedst repræsenteret i, burde være en vigtig kamp for ethvert borgerligt parti, der gerne vil fremstå stærkt og resolut.