Almen praksis fortjener et klogt stykke reformarbejde
Almen praksis er danskernes primære indgang til sundhedsvæsenet. Reformarbejdet er i fuld gang. Men at styrke denne del af sundhedsvæsenet kræver omhu, og at alle aktører er inddraget og bidrager.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Sundhedsreformen sætter en markant ny retning for fremtidens almen praksis i Danmark. Danskernes primære indgang til sundhedsvæsenet får en central rolle og prioriteres nu, ser det ud til, som sundhedsvæsenets krumtap. Forarbejdet har været grundigt med flere ekspertkomitéer.
Som forskere i almen praksis bifalder vi regeringens ambition om at styrke området. Vi ser ambitionen som et udtryk for forståelse for den store værdi, som almen praksis skaber for borgere og for samfund. Og som kan blive større endnu med et klogt stykke reformarbejde, der inddrager alle med faglig indsigt – også forskere.
Det er for eksempel vigtigt at styrke tilgængeligheden, så borgere i hele landet får adgang til behandling af høj kvalitet i almen praksis. Vi ser også et potentiale for øget sundhed i regeringens ønske om, at almen praksis fremover skal spille en endnu mere central rolle i patienternes behandling. Ikke mindst for det stigende antal patienter med kroniske sygdomme. Forskning viser, at især skrøbelige ældre og patienter med flere samtidige kroniske sygdomme har brug for en fast læge med overblik og en koordinerende rolle.
En styrket almen praksis er derfor et vigtigt og nødvendigt skridt i en tid, hvor vi som samfund må have fokus på fagligt forsvarligt at prioritere ressourcerne i sundhedsvæsnet, at mindske ulighed i sundhed og at forbedre lægedækningen.
Set fra forskningens perspektiv er det samtidig afgørende at være opmærksom på en række punkter, når reformen rulles ud. De kan være afgørende for, at sundhedsloven får en positiv virkning.
Mange lande kigger mod Danmark efter inspiration til, hvordan de kan forbedre deres sundhedsvæsen – ikke mindst almen praksis. For eksempel fungerer den praktiserende læge i Danmark både som en kontinuerlig og nærværende sundhedspartner og tovholder for patientens forløb.
Den lægerolle bør vi fremtidssikre og styrke. Dansk og international forskning viser, at patienter, der har været tilknyttet den samme lægepraksis i mange år, har lavere dødelighed, færre hospitalsindlæggelser, færre lægevagtskontakter og bedre sammenhæng i behandlingen på tværs af sundhedsvæsenet. I reformarbejdet bør vi være opmærksomme på, hvad der kan forklare disse mønstre.
Praktiserende læger i Danmark kan løfte deres lægerolle, blandt andet fordi vi i Danmark uddanner praktiserende læger som speciallæger på samme niveau som andre speciallæger – på sygehuse og privatpraktiserende.
Herudover har de gode, lokale samarbejder med og mellem kommuner og regioner gennem tiden været afgørende, ligesom praktiserende læger gennem årtier har været omstillingsparate. For eksempel var almen praksis hurtig til at implementere sundheds-it – med blik for de risici, som øget brug af it-løsninger kan have for nogle patienter. Og omstillingsparate med hensyn til skiftende årstider og dermed varierende sygdomsmønster, personalebehov og anlægsudgifter.
Almen praksis og regionerne har i fællesskab i årtier udviklet en organisation, som har sikret en høj grad af efteruddannelse, kvalitetsudvikling og forskning inden for almen praksis i Danmark på et højt internationalt niveau. De har gennemført akkreditering i almen praksis, udviklet kvalitetsklynger og forløbsplaner. Almen praksis har igennem mange år og i samarbejde med andre specialer udformet kliniske vejledninger med fokus på de specifikke problemstillinger i almen praksis. Alt sammen har styrket kvalitet og faglig udvikling i dansk almen praksis.
Undersøgelser viser også, at et godt arbejdsmiljø i almen praksis har betydning for effektivitet og – endnu vigtigere – kvalitet i almen praksis. Strukturen af almen praksis, hvor en praktiserende læge typisk er ejer eller medejer af en praksis og dermed fast i klinikken, har medvirket til høj kvalitet i almen praksis og sikret faste læger i praksis over en årrække.
Medejerskab skaber et incitament til langsigtet investering i kvalitet, arbejdsmiljø og patientrelationer. Både forskning og erfaring peger på, at medejerskab bidrager til faglig stolthed, lavere personaleomsætning og bedre patienttilfredshed.
Dansk almen praksis ligger altså helt fremme internationalt på grund af en mangeårig fælles indsats fra politikere, administration og de praktiserende læger, hvor parterne har kombineret høj faglighed, tilgængelighed og omkostningseffektivitet i en model, der er både bæredygtig, borgernær og beundret.
Fundamentet for en velfungerende almen praksis tilpasset befolkningens behov er derfor til stede.
Ikke desto mindre vil vi fremhæve en række opmærksomhedspunkter, som beslutningstagerne må være opmærksomme på i reformarbejdet.
Vi opfordrer til at værne om almen praksis’ kerneværdier, der ultimativt giver den gode kvalitet for patienterne. Dels ved at værne om modeller, hvor praktiserende læger oplever reel indflydelse på deres hverdag og på den ydelse, de leverer. Dels ved at de personer, som fremover skal varetage den faglige ledelse af almen praksis og rådgive de kommende sundhedsråd, har de nødvendige almenmedicinske kompetencer.
De skal blandt andet have fokus på gode patientforløb og sikre, at systemet ikke flytter opgaver til almen praksis, før de nødvendige ressourcer og kompetencer er til stede. Derudover bør personerne understøtte, at regioner og kommuner samarbejder med de praktiserende læger, så systemet opbygger bæredygtige løsninger, følgeskab og sikrer, at praksis ikke tildeles flere patienter, end de har kapacitet til.
Reformen lægger op til udvidede åbningstider og nye servicer i almen praksis. Det kan potentielt binde læger og personale i de områder, hvor det i forvejen er lettest at skaffe medarbejdere. Hvis reformen skal mindske ulighed i sundhed, er det derfor vigtigt at overveje, hvem de udvidede åbningstider gavner.
Reformen lægger også op til nye praksisformer. Almen praksis i Danmark har altid været under udvikling. Baseret på andre landes erfaringer er det afgørende, at de tiltag og nye praksisformer, der udvikles nu, er solidt underbyggede og løbende evalueres for at nå målet om et endnu bedre sundhedsvæsen til gavn for borgerne. Her er det vigtigt at minde om, at ting tager tid. Store forandringer i komplekse organisationer som sundhedsvæsnet skabes bedst skridt for skridt og ved hele tiden at lære af erfaringerne. Derfor bør man investere i implementering og forskning i alle disse mange nye tiltag.
Vi har ved reformer i andre lande set, at man har haft de bedste intentioner for at skabe et godt sundhedsvæsen, men har fejlet. Det kan skyldes, at man ikke i tilstrækkelig grad har inddraget dem, der har deres kliniske virke i systemet, herunder de praktiserende læger, fordi man ikke har satset tilstrækkeligt på forskning, kvalitetsudvikling og efteruddannelse og dermed ikke har sikret trivslen og de gode incitamentsstrukturer i almen praksis.
En anden medvirkende årsag kan være, at man ikke har formået at gøre det tilstrækkeligt attraktivt for unge læger at virke i almen praksis. Derfor er det afgørende, at alle relevante aktører er involveret – ikke mindst dem, som på daglig basis behandler patienterne i almen praksis.
Som forskere i almen praksis bidrager vi gerne med vores indsigt i, hvad der fungerer eller ikke fungerer, og også til den fortsatte udvikling og evaluering af nye tiltag i det samarbejdende sundhedsvæsen – for alle patienters bedste.