Hvorfor gjorde vi ikke noget?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er svært at sige noget sikkert om fremtiden, men der er ét spørgsmål, vi sandsynligvis inden for en nær fremtid kommer til at stille hinanden: Hvorfor gjorde vi ikke noget? Og vores børn vil sige det: Hvorfor gjorde I ikke noget? Vi vil vågne op i et klarsyn, men det vil være for sent.

I løbet af det seneste år er det blevet mere og mere klart, at vi står på tærsklen til en helt ny verdensorden. Her tænker vi ikke på den politiske verdensorden, selvom den allerede nu er rystet i fundamentet, men på den orden, der før har været udtænkt og opretholdt af slet og ret mennesker.

På ganske få år er den digitale revolution gået fra at skride roligt fremad år for år til nu at vokse eksplosivt fra uge til uge. Det, som alle troede var umuligt for fem år siden, er for længst blevet hverdag for de fleste. Den kunstige intelligens – de handlende maskiner – er i fuld gang med at udvide deres territorium, som er den menneskelige hjerne, de menneskelige følelser og selve den menneskelige dagsorden for denne verden.

Chatbotterne fordobler deres ”evner” på godt et halvt år, og selv de mest fremskridtsivrige tech-ingeniører fortæller, at de er chokerede over tempoet. Nogle af dem, der ved allermest om kunstig intelligens, bl.a. nobelprismodtageren Geoffrey Hinton, som bliver kaldt AI’s gudfar, og en lang række teknologer og absolut førende AI-udviklere har siden i flere år forsøgt at råbe verden op.

De appellerer til, at menneskeheden i fællesskab ser den nye virkelighed i øjnene: at noget snart vil kunne tage magten over os selv fra os. Og det er ikke noget, der først vil ske om 20 eller 30 år. Det er allerede i fuld gang med at ske, og det vil ske med stadig større hast, hvis vi ikke griber ind nu. Med alt, hvad vi kan opbyde af kontrol, sikkerhedsforanstaltninger, regulering, ikke-kommerciel forskning og massiv folkeoplysning om, hvad det er, vi står over for og er på vej til at blive en del af.

Men der sker stort set ingenting. I den såkaldt frie verden, hvor vi ellers har set det som demokratiets særkende, at vi protesterer og diskuterer og kritiserer alt fra teknologi til ideologi, politik og klima, er der påfaldende stille der, hvor den store, fælles kritik af den nye teknologi ellers skulle have brændt igennem. Der er ingen folkebevægelse for en sikrere AI-fremtid. Der er ingen demonstranter foran Christiansborg, hvor mennesker protesterer over den ”menneskelige udrensning”, der foregår i næsten alle vores beslutnings- og myndighedslag.

Der er ingen fremtrædende politikere, der taler udviklingen imod; ingen borgerforslag om at kræve mere sikkerhed, og der findes herhjemme næsten ingen seriøse bøger og forskningspublikationer, der maner til omfattende opbremsning og handling. Eneste større initiativ er det nyligt nedsatte Caisa (Center for kunstig intelligens i samfundet), der dog først og fremmest giver udtryk for en forestilling om, at AI er et redskab, som vi mennesker kan vælge at bruge godt eller skidt.

I de gamle aviser trækker AI-udviklingen kun ganske få overskrifter, og vi har forgæves søgt efter fora i Danmark, hvor der foregår seriøs AI-kritik. For et par måneder siden inviterede vi selv en lille gruppe AI-eksperter til samtaleaften om emnet, og alle var dybt bekymrede. For mens det vigtigste skridt for menneskeheden (eller mere sandsynligt: imod menneskeheden) i disse måneder bliver taget, er vi sært ikke-handlende.

Hvordan kan det være? Hvad lammer os så voldsomt, at vi kollektivt allerede har givet op? Er det Netflix og doomscrolling, der har fået os til at opgive al modstand og så bare håbe, at det nok skal gå? Hvorfor tier selv de dagsordensættende meningsdannere fra ”den kreative” klasse – den elite, der ellers i årtier har formet den kritiske samfundsdebat?

Aldrig har netop denne klasse været så truet, for den bliver sandsynligvis den første, hvis stemmer og tanker i høj grad bliver erstattet af maskiner. Den store, fælles samtale vil i stigende grad blive genereret af algoritmer i stedet for af dannede mennesker med livshistorier, hjerter og døgnrytmer.

Måske er det frygten for at se sandheden i øjnene, der gør, at vi er så apatiske, når det kommer til den livsvigtige kritik af AI som mere end blot en ny teknologi. Måske er det simpelthen for rystende at tænke på, hvad der kommer til at ske, når det øverste samfundslag overalt i verden – kulturbærerne, kulturskaberne, eksperterne, den dannede elite – ikke længere står med mikrofonerne, skriver bøgerne og sidder ved tasterne. Inden for de nærmeste år vil maskinerne med stor hastighed overtage ”styringen” fra – i første omgang – ikke mindst de mennesker, der på grund af deres sociale og intellektuelle kapital i generationer har siddet i demokratiernes top.

Og det kan blive en kort proces, som vil komme bag på de fleste. Hvad skal den nye verden egentlig med journalister, når maskinerne skriver bedre, husker bedre, ved mere? Hvad skal den nye verden med forskere, når maskinerne kan samle og tolke information tusinde gange bedre?

Hvad skal verden med forfattere, kunstnere, samfundskritikere, komponister, filminstruktører, intellektuelle, filosoffer, humanister og psykologer, når de nye maskiner med lynets hast bliver ved med at blive bedre til at arbejde ekstremt kreativt sammen som én stor, integreret talende, billedskabende, virtuel eksistens? Ja, hvad skal den nye verden egentlig bruge mennesker til?

Om lidt lancerer OpenAI den nye ChatGPT 5. Den er uhyggeligt mere intelligent end sin forgænger. Og dens efterfølger vil være ubegribeligt meget stærkere og bedre. Overalt i verden får yngre mænd med Asperger-træk og enorme sponsorpenge i ryggen lov til at bruge menneskeheden som deres egen legeplads.

Helt lovløst og uhæmmet og efter sigende blottet for tro på en bedre fremtid; de har for længst sikret sig selv med luksusbunkere på afsidesliggende steder. Inden længe, når det førende samfundslag er styrtet fra tinden af algoritmerne, vil vi ikke bare have mistet vores fællesmenneskelige, bærende kultur. Hele vejen op og ned gennem samfundets hierarki vil den digitale udrensning fortsætte – og som det ser ud nu, vil den ske helt uden menneskelige visioner for fremtiden og derfor kun til fordel for teknokraterne og maskinerne selv. Indtil også teknokraterne forsvinder.

At vi i disse år lader den menneskelige civilisation undergå så vilde forandringer – stort set uden fælles drømme, visioner og samtaler om, hvilken verden vi og vores efterkommere gerne vil bo i – det burde vi alle tale om lige nu. Det er en kulturel, åndelig og intellektuel falliterklæring uden sidestykke i historien. For mens kulturer altid har afløst hinanden, så har selve den menneskelige civilisation aldrig været så handlingslammet og truet på én gang som her i august 2025.

Vi frygter derfor, at spørgsmålet ”Hvorfor gjorde vi ikke noget?” vil blive det sidste, store menneskespørgsmål i verden. For ingen skal engang komme og sige, at vi ikke godt vidste, hvad der var ved at ske.

Vi så tegnene overalt: De unges mistrivsel, splittelsen af mennesker på de sociale medier, hele den gamle verdens rådvildhed og rystede fundament. Og vi vidste dybest set godt, hvilken tomhed der lå inden bag det hele: at vi ikke længere delte nogen vision for vores fælles fremtid. Det er den vision, vi har svigtet. Det er den vision, vi har brug for at tale frem nu. Hvis vi vil klare os i kampen med maskinerne.