Familielægen risikerer at dø i ubemærkethed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kan det lade sig gøre at fratage Danmark familielægen i ly af en sommerferie?

Det er en gyser, der burde engagere kommentatorer på niveau med Tour de France, men som går bemærkelsesværdigt lydløst for sig. Det går ikke stille for sig i regeringens magtkamp mod patienter og deres egen læge.

Sundhedsreformen blev aftalt i november 2024, men den konkrete lovgivning drypper i lovpakker i løbet af det næste års tid. Der er tegn til store forandringer, og det er absolut nødvendigt, hvis de primære formål skal indfries: mere nærhed, mere lighed, mere sammenhæng. Men hvis forandring skal have sin berettigelse, skal det være forbedring.

Allerede nu i lovpakke 2, som på påfaldende vis er sendt i høring over sommerferien, indtager reformen en katastrofekurs set fra patientperspektiv: Familielægen forsvinder. Lovpakkens jura omhandler vilkår, rammer og beføjelser over det såkaldt »almenmedicinske tilbud«, som er et nyopfundet ord til signalering af opgøret med almen praksis, som vi kender den. Indholdet har ingen større folkelig formidlingsværdi, for hvem bekymrer sig om praktiserende lægers vilkår. Hvem bekymrer sig om den danske model med forhandling, som efterhånden er kortsluttet til ligegyldighed. Men effekten er faretruende og ser ud til at kuldsejle sundhedsreformen, før den overhovedet er søsat.

Forringelserne af fremtidsudsigterne i almen praksis får både nuværende og fremtidens familielæger til at sige fra og overveje andre veje. Lige fra medicinstuderende over uddannelseslæger i almen medicin til nyetablerede og potentielt snarligt pensionerede praktiserende læger er beskeden klar: nej tak.

Nej tak til ansvar uden indflydelse. På lægefaglig ledelse, patientbehandling, opgaver, arbejdsvilkår, rammer, personaleuddelegering. Ja tak til faglig og professionel selvstændighed under lægeligt ansvar. Ja tak til at kende sine patienter, så de kan nyde godt af, at relationer redder liv. At relationer mindsker belastningen af akutte sundhedsydelser og ressourceforbrug. Ja tak til en almen praksis, der ikke ses bedre i andre lande, som i stedet valfarter hertil for at lære af vores danske model for familielægen.

Alt for mange danskere har ikke en fast familielæge, og de kender måske ikke til oplevelsen af at have sin egen læge. De får ikke del i de positive effekter for sig selv og samfundet. I min del af landet har vi haft en del koncernklinikker, typisk Alles Lægehus. Det kastede en vis erfaring af sig, både for patienter og pårørende, men også for vores lokale sygehus i Thisted.

Region Nordjylland er blevet klogere med et klart og tydeligt sigte mod faste familielæger i hele regionen. Regionsklinikker er også prøvet af, men nu som erklæret midlertidig foranstaltning, og nye muligheder for at slå sig ned i praksis oprettes med ønske om flere faste familielæger når muligt. Det er ikke mindre end uforståeligt, at regeringen med lovpakke 2 helt modsat den dyrekøbte erfaring ønsker langt flere regionsklinikker og udbudsklinikker som f.eks. Alles Lægehus.

Endnu flere danskere kommer til at mangle en fast familielæge, hvis lovpakke 2 jager mine kommende kolleger på andre veje. Lægerne klarer sig nok. Det er til gengæld skadeligt for patienterne, og vi er eller bliver nok alle patienter på sigt.

De ressourcestærke patienter klarer sig også nok med deres sundhedsforsikringer, betalte hurtigere tider eller private tilbud om alskens unødvendige, men for sundhedsvæsenet belastende tilbud. Multisyge, svækkede og patienter med færre ressourcer, økonomisk eller mentalt, bliver de helt store tabere, mens uligheden accelererer.

Hvorfor vil regeringen med sundhedsminister Sophie Løhde i front fratage Danmark familielægen stik imod faglig viden om læge-patient-relationers betydning for liv og samfund, imod dansk tradition for forhandling og imod patienternes foretrukne almen praksis? Hvem har interesse i at afskaffe familielægen, der forhandler sine vilkår, som direkte spejler vores vilkår som patienter?

Det er næppe en Venstre-ministers liberale tanker, der vil erstatte meget effektive selvstændigt erhvervsdrivende med markant øget bureaukrati og myndighedsmagt. Det er næppe et overbevisende budskab politisk for hvilken som helst politiker, at sundhedsvæsenet nu i endnu højere grad skal prioritere magt over mennesker. Men det er netop essensen af sundhedsreformens seneste lovpakke 2, som er i hørings- og mediely af sommerferien. Indtil videre.

Kun én organisation har lovprist lovpakke 2, og det fra den besynderligste kant, da Morten Freil, direktør for Danske Patienter, i DR P1 Morgen sagde: »Det er på tide, at vi får udviklingen af almen praksis ud af et lukket overenskomstrum, og at myndighederne og politikere får mulighed for at bestemme mere. Og imødekomme patienternes behov. Det er rigtigt positivt.«

Desværre rummer udsagnet en modsætning, når lovpakke 2 er baggrunden. Myndigheder og politikeres magtbegær går imod patienternes behov, hvis man har de patienter for øje, som har det største lægefagligt relevante behov. Derudover har ingen vel direkte interesse i, at en faggruppe ikke må forhandle overenskomst eller lignende for egne vilkår, og det kommer ikke patienter til gode.

Almen praksis ser alle patienter. Ikke begrænset til dem, der måtte have ressourcerne til at være medlem af patientforeningerne, herunder medlemmerne af Danske Patienter, eller dem med sundhedsforsikringer. Det vil komme alle patienter til gode, at almen praksis i Danmark udvikles frem for afvikles.

Heldigvis har vi et meget stærkt fundament, og det kan vi bygge videre på. Det mest oplagte tiltag er vedtaget for flere år siden, men også en del af sundhedsreformen – at øge kapaciteten, altså at øge antallet af praktiserende læger. Om 5.000 praktiserende læger i 2035 er nok, må vi evaluere til den tid. Langt mere usikkert er det, om antallet øges, hvis lovpakke 2 vedtages i sin nuværende form.

For knap tre år siden forsøgte jeg på samme måde som nu at påvirke beslutningstagere til at opruste og udvikle almen praksis i Danmark, så vi også i fremtiden har fri og lige adgang til sundhed. Der var valgkamp, og folketingsvalget var lige om hjørnet. Sundhedspolitik er næsten altid vigtigst for vælgerne.

Det kommer os alle ved, enten direkte eller indirekte. Alligevel var almen praksis et fraværende emne i debatterne stik imod al statistik om, hvor kontakterne med sundhedsvæsenet foregår og effekten af relationen til sin egen læge. Sundhed ligger stadig i top blandt vigtigste emner, og almen praksis er central i årtiers største omstilling af sundhedsvæsenet. Ingen havde kunnet forudse, hvordan regeringen nu vil afvikle vores fri og lige adgang til sundhedsvæsenet og fratage os familielægen. Måske kunne det have ændret valget?

Snart er der valg igen. Vi kender datoen for kommunal- og regionsvalget, hvor mange forhold spiller ind, men sundhed også topper listen over vigtigste emner. Regionerne får via sundhedsrådene en enorm opgave og ansvar i udmøntningen af sundhedsreformen, som skal afgøre deres berettigelse. Det kræver et markant øget samarbejde mellem regioner, kommuner og almen praksis, hvis hensigterne om nærhed, lighed og sammenhæng i sundhed skal lykkes. Ansvar og indflydelse følges ad.

Regionerne lykkes ikke uden lægerne og omvendt. Det er et sundt udgangspunkt for forhandling. Selvfølgelig er der plads til forbedring. Selvfølgelig skal patienter have deres egen læge alle steder i landet, kunne få en tid, når det er relevant, og nyde godt af de langvarige relationer, der redder liv. Det er sund fornuft.