Idrætsforeningerne trænger til en demokratisk genstart

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det danske foreningsliv er en indgroet del af vores kultur og noget, vi skal værne om. Næsten alle danskere har været en del af en forening, og de oplevelser, det giver, tages med videre i livet og er med til at forme den person, man bliver.

Foreningerne er et fælles referencepunkt, og derfor er det vigtigt, at de drives ud fra nogle generelle værdier, der understøtter det samfund, vi er og ønsker at være. Foreningslivet tilhører os alle, og alle skal derfor føle sig inkluderet og respekteret i det frirum, det skal være at dyrke sport.

Grobunden for, at en forening lykkes med at skabe komplekse rammer for børn, unge og ældre, ligger hos dens bestyrelse. Derfor skal der være rammer, der sikrer en kvalificeret beslutningsproces med udgangspunkt i foreningens fælles bedste.

Men måden, vi organiserer vores idrætsforeninger på, har stort set ikke ændret sig i 150 år på trods af markante forandringer i det omkringliggende samfund. I dag stiller frivillige, medlemmer og samarbejdspartnere helt nye krav til gennemsigtighed, inddragelse og tempo. Alligevel centraliseres beslutninger ofte i bestyrelser, der fungerer som lukkede kredse – ofte domineret af ældre, garvede klubfolk, som kan have svært ved at give plads til fornyelse.

Foreningsbestyrelser er i princippet organiseret som virksomhedsbestyrelser: De træffer vigtige beslutninger på medlemmernes vegne og skal stå til ansvar på generalforsamlingen. Denne struktur skal sikre, at bestyrelsen ikke kan handle uden opbakning – men i praksis fungerer det svagere i foreninger end i virksomheder.

I virksomheder har aktionærerne en målbar interesse: økonomisk vækst. Hvis resultaterne udebliver, reagerer de hurtigt og samlet. I medlemsdrevne foreninger er målene ofte uklare og forskelligartede: Nogle ønsker bedre faciliteter, andre flere sociale aktiviteter, lavere kontingent eller flere udlandsture.

Mange af disse ønsker er svære at måle på og afhænger af personlige prioriteringer. Det gør det vanskeligt at skabe en fælles retning – og at holde bestyrelsen ansvarlig. Manglen på en samlet opposition betyder ofte, at bestyrelsen ikke udfordres nok og derfor ikke holdes til ilden, som det sker i erhvervslivet.

Selve måden, bestyrelser sammensættes på, kan også udfordre formålet med at sikre kvalificerede beslutninger. Rekrutteringen sker typisk blandt egne medlemmer, hvilket indebærer en risiko. Mange bestyrelsesmedlemmer har personlige interesser, f.eks. som forældre til aktive børn i klubben eller som udøver.

En direkte personlig interesse kan for mange, især folk, der mangler bred bestyrelseserfaring, være svær at abstrahere fra. Det er naturligt, at man ønsker at præge beslutninger, som påvirker en selv, men det kan svække objektiviteten og kompromittere den professionelle tilgang, som en velfungerende bestyrelse skal have.

Derfor er det rimeligt at spørge, om vi bør gentænke måden, vi organiserer beslutningsprocesserne i idrætsforeninger på.

Jan Sørensen, formand for BK Skjold, har rejst nogle relevante pointer i debatindlæg i Idrætsmonitor sidste år. Han foreslår blandt andet fuld gennemsigtighed i alle led af beslutningerne, så beslutninger ikke henlægges til et lukket bestyrelseslokale.

Han anfører, at lysten til at engagere sig findes blandt medlemmerne, men at den nuværende organisationsform ikke indbyder til det. Jan Sørensen peger også på, at idrætten skal bidrage til demokratisk dannelse gennem større medlemsinvolvering.

Jeg er enig med Jan Sørensen. Der ligger stor værdi i at inddrage medlemmerne langt mere end i dag, hvor bestyrelsen vælges én gang årligt og træffer alle væsentlige beslutninger frem mod næste generalforsamling.

Mange danske idrætsklubber har ikke en flerårig strategi, der guider retningen for bestyrelsen. En løbende medlemsinvolvering vil medvirke til, at væsentlige beslutninger forankres løbende og sikres legitimitet hos medlemmerne.

Et andet væsentligt område, som udfordres af den nuværende organisationsmodel, er de unges manglende inddragelse i beslutningerne.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut for DIF viser, at unge sjældent får en reel stemme i de demokratiske processer. På tværs af 106 undersøgte foreninger er unges engagement primært begrænset til opgaver som hjælpetrænere, mens det kun er under 2 pct. af foreningerne, der har unge repræsenteret i bestyrelsen.

Det betyder, at unges perspektiver, idéer og energi ikke kommer i spil der, hvor retningen for foreningen fastlægges. Der er givetvis mange grunde til, at de unge ikke er en del af de væsentlige beslutninger i idrætsforeningerne, men det er rimeligt at antage, at måden, vi organiserer beslutningsprocesserne på i dag og har gjort i de seneste 150 år, ikke motiverer unge til at deltage.

Generelt oplever idrætsforeningerne lavere tilslutning fra den yngre del af befolkningen. Ifølge undersøgelsen fra Idrættens Analyseinstitut trækker også yngre voksne sig i stigende grad fra de ledende frivillige roller.

Andelen af trænere over 60 år er femdoblet siden 2004, mens antallet af 20-39-årige er halveret. I bestyrelserne er billedet det samme: I 2021 var kun 20 pct. af lederne i den aldersgruppe – mod 39 pct. i 2004.

Digitale platforme, afstemningsværktøjer og sociale medier kan åbne beslutningsprocesserne og give medlemmerne reel indflydelse på den forening, de er en del af. En konkret model kunne f.eks. være, at bestyrelsen før en væsentlig beslutning udarbejder en analyse med fordele og ulemper, hvorefter de berørte medlemmer tager stilling.

Bestyrelsen træffer den endelige beslutning, men skal underlægges et ”følg eller forklar”-princip: Hvis den ikke følger flertallets holdning, skal det forklares. En åbning og modernisering af beslutningsprocesserne kan spille en vigtig rolle i den bredere samfundsudvikling. Idrætsforeningerne kan fungere som nøglearenaer for demokratisk dannelse, særligt blandt unge og nydanskere, der ikke nødvendigvis er vokset op med foreningskultur eller demokratiske traditioner.

Ved at skabe reelle muligheder for indflydelse og inddragelse lærer man ikke blot at deltage i demokrati – man oplever, hvordan demokrati virker i praksis. Det kan styrke tilliden til systemet og fællesskabet og skabe et langt stærkere fundament for vores demokratiske samfund fremadrettet.

Vores idrætsforeninger har en forpligtelse til at kigge indad og genoverveje, om ikke det er tid til at forny organiseringen af klubberne. Ved at åbne dørene for medlemmerne, øge gennemsigtigheden og give reel indflydelse kan vi øge engagementet, fastholde flere i foreningsarbejdet – og sikre, at vores idrætsforeninger også fremover ledes af det fællesskab, de er sat i verden for at værne om.