Vi skal vise resten af Europa, at vi kan

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Man behøver kun at trække ganske få af Nicolai Wammens skuffer i Finansministeriet ud for at konstatere, at Danmarks økonomi og konkurrenceevne står bomstærkt. På den måde er det udmærket timing, at netop Danmark har overtaget stafetten som formandskabsland for EU.

Der er ikke tvivl om, hvilke to emner der kommer til at have absolut førsteprioritet under det danske EU-formandskab: sikkerhed og konkurrenceevne. Det slog statsminister Mette Frederiksen fast, da hun på en varm sommerdag i Aarhus officielt indledte det danske EU-formandskab.

Og for lige præcis de to områder gælder det, at EU kan lære af Danmark. Men Danmark kan faktisk også lære lidt af vores venner ude i Europa – det kommer jeg tilbage til.

Lad os begynde dér, hvor vi står stærkest. For selvom nogle indlæg her i Jyllands-Posten af og til maler fanden på væggen, så er faktum, at Danmark flere gange de senere år er blevet kåret til verdens allermest konkurrencedygtige land af det anerkendte schweiziske institut IMD, og vi er hvert år som minimum i den globale topfem. Imens har Finansministeriets økonomer opjusteret vores råderum med over i alt 100 mia. kr. ad et par omgange siden begyndelsen af 2023.

Mange er naturligvis nervøse for, hvad Donald Trumps talestrøm på sociale medier vil bringe af usikkerhed, når vi står op om morgenen, men hør her: Siden Trumps indsættelse er beskæftigelsen i Danmark steget med 11.000 personer, og ledigheden ligger rekordlavt på under 3 pct. Imens er industriens produktion vokset med knap 6 pct. – og det er endda, hvis man ser helt bort fra medicinalindustrien. Man skal vel nærmest have æseldyret fra Peter Plys som chefideolog, hvis man vil tale Danmarks økonomi og konkurrenceevne ned under gulvbrædderne.

Jeg kan bedre følge pessimismen, når jeg kigger ud i Europa. Jeg er vicepræsident for alle Europas industriansatte i organisationen industriALL Europe. Tidligere på sommeren var jeg til kongres med mine formandskollegaer fra hele kontinentet. Jeg indledte kongressen med at fortælle om forårets overenskomstforhandlinger, der endte med et fint resultat for begge parter – jeg var positiv.

Men som timerne gik, kunne jeg konstatere, at det gennemgående tema i mange andre lande er ”bekymring”. Bilindustrien i Tyskland og Centraleuropa lider i en sådan grad, at motoren skal til noget af et serviceeftersyn, hvis ikke konsekvensen skal blive massefyringer.

I Sydeuropa kæmper regeringerne en hård kamp for at få budgetterne til at hænge sammen, og i Storbritannien fortæller den britiske fagbevægelse skrækhistorier om brexit og en nødlidende stålindustri.

For under et år siden præsenterede italienske Mario Draghi sin rapport om Europas konkurrenceevne. Jeg plejer at sige, at den rapport nogenlunde er som at læse Dansk Metals kongrespapirer fra de seneste år.

For det er jo helt i tråd med vores opfattelse af, at Europa skal stå stærkere i konkurrencen med Kina og USA, sænke energipriserne, styrke den grønne omstilling, blive førende på ny teknologi og prioritere en stærk industripolitik. Her håber jeg, at vi resten af året kan vise resten af Europa vejen – for det er jo præcis det, vi er gode til her i Danmark.

Men selvom det går godt i vores lille land, så er alt selvfølgelig ikke perfekt. Der er særligt ét område, hvor vi kan lære af resten af Europa. Det gælder den anden danske formandsprioritet – nemlig sikkerhed.

Det er gået de færrestes næse forbi, at Europas lande skal opruste – ikke mindst oven på sommerens Nato-topmøde. Rundtomkring i vores nabolande har man gennem mange år systematisk sørget for at opbygge stærke forsvarsindustrier.

En analyse fra Erhvervslivets Tænketank har vist, at lande som Tyskland, Sverige, Norge, Holland og Frankrig allesammen har været langt dygtigere end Danmark til at lægge ordrer i deres hjemlige forsvarsindustrier. De har på et tidligt tidspunkt indset, at det er afgørende at kunne producere kritisk materiel til forsvaret på hjemmebane. Det er en fordel for dem nu, hvor køerne bogstaveligt talt er alenlange i det globale supermarked for forsvarsmateriel.

I Danmark har vi gennem mange år haft en strategi om, at der helst ikke måtte komme danske arbejdspladser ud af vores indkøb til Forsvaret. Alting skulle købes så billigt som muligt i så fjerne afkroge af kloden, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Det var nemlig smart, mente man, for så kunne vi spare nogle håndører.

Det kan jo være, at Danmark har ført en langt klogere forsvarspolitik end vores europæiske kollegaer. Ja, eller end USA, Kina og andre stormagter, som altid har prioriteret at opbygge stærke hjemlige industrier. Måske er det os, der har været helt geniale i vores enegang. Men det kunne jo også være, at det er alle de andre, der i fredstid har været i stand til at tænke lidt mere fremsynet.

Der er grund til at kvittere for, at den danske forsvarsforligskreds nu har taget en principbeslutning om, at fremtidens forsvarsskibe skal produceres her i Danmark.

Da jeg for snart mange år siden var smed på Lindøværftet, så jeg, hvordan godt håndværk her i Danmark var med til at skabe nogle af verdens dengang bedste skibe. Vi har kompetencerne i Danmark, og så hurtigt som muligt efter sommerferien bør politikerne lægge en helt konkret plan for de resterende maritime anskaffelser. Så tandhjulene kan snurre og hænderne arbejde i Produktionsdanmark.

Det handler ikke kun om at styrke Danmarks forsyningssikkerhed i en geopolitisk usikker verden eller om danske arbejdspladser. Det handler om at sikre langsigtet opbakning til vores fælles forsvarspolitik. For hvis danskerne kan se, at skattekronerne til forsvaret går i en stor bue uden om danske virksomheder og arbejdspladser, så er jeg ikke sikker på, at opbakningen til forsvarspolitikken holder særlig længe. Vi skal have noget for de mange milliarder, vi i disse år lægger i Forsvaret, og det er afgørende, at alle vores skattekroner ikke havner i udenlandske lommer.

Så når danske politikere resten af året skal være værter for vores europæiske kollegaer, så kan vi på den ene side roligt bruge tiden på at udstille vores succesfulde erhvervsliv og den danske arbejdsmarkedsmodel som inspiration for resten af kontinentet. Og på den anden side bør danske politikere lade sig inspirere af, hvordan andre lande strategisk har bundet forsvar, sikkerhed og nationale styrkepositioner tæt sammen. EU og Danmark bør styrke industrien – sammen.

Det danske EU-formandskab er en enestående mulighed for at vise, hvordan vores arbejdsmarkedsmodel og stærke erhvervsliv kan være en rettesnor for resten af Europa. Men det kræver, at vi tør bruge vores indflydelse. Vi skal ikke bare være værter. Vi skal være drivkraft. For Europas udfordringer med konkurrenceevne og grøn omstilling kræver konkrete løsninger, ikke bare politiske hensigtserklæringer. Her kan Danmark gå forrest. Hvis vi tør.