Kære Roskilde Festival. I ved jo, hvad der virker, hvorfor gør I så ikke mere ved affaldet?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden kom jeg hjem fra dette års Roskilde Festival. En uges festligheder blev for mit vedkommende efterfulgt af et helt andet slags show – et fire dages oprydnings ét af slagsen. Det var den selvforskyldte pris, jeg betalte for min billet: at være supervisor i 32 timer for Roskilde Festivals Reuseful-projekt, der skulle stå for oprydningen.

Arbejdet bød på alt fra at slice stædige pop op-telte til intethed, redde det, der kunne genbruges eller doneres, i samarbejde med 120 frivillige fra Landsforeningen for Økosamfund og den franske organisation LaCapuche.

Og selvom de enorme mængder affald aldrig just er et rart syn, samt at det mildest talt kan føles en anelse grænseoverskridende (tangerende til ulækkert) at gennemrode andres telte, var det overraskende nok ikke det, der ramte mig. Det er trods alt mit ottende Roskilde-år, så man har vel set lidt af hvert.

Det var mere en følelse af apati over situationen, der slog mig mest. At det stadig anno 2026 kan få lov til at se sådan her ud i områder som P og Vest. Og tilbage står spørgsmålet om ansvar, som jeg mener, de unge bærer. Men Roskilde Festival har i høj grad også et medansvar..

Jeg har ikke lyst til at gentage den slidte fortælling om den klimaligegyldige generation, for det tror jeg dybest set ikke på, og det var på ingen måder min oplevelse ved sorteringsstandene. Tværtimod virkede mange decideret nervøse over at sortere noget forkert. Det ændrer dog selvfølgelig ikke på, at der stadig stod næsten indflytningsklare telte tilbage komplet med madrasser, kosmetik og konserves i de føromtalte områder.

Og jeg synes stadig ikke, at ansvaret for det bør placeres alene på deres skuldre.

Især set i lyset af at Roskilde Festival har haft stor succes med områder, som Clean out Loud, Get a Silent spot, Common Ground m.fl., hvor der er en klar forventning om, at man rydder op samt deltager i skraldeparader i området. I Clean out Loud, som Vallekilde Højskole står bag, eksisterer der et decideret forbud mod engangspavilloner, og mangel på oprydning efter festivalen kan føre til, at man bliver udelukket fra at bo der det efterfølgende år.

Et oplagt eksempel, hvor man kunne indføre et lignende forbud, er de blå pvc-madrasser, som skal specialdeponeres, hvis de er i stykker, hvilket vil sige, at de skal graves ned i jorden, fordi røgen ved forbrænding er ekstremt giftig og derfor anses som et alvorligt miljøproblem. Det tog os to dage at skære telte op for at finde og sortere dem, og vi fik desværre ikke alle med. Et komplet forbud mod dem kunne være en forebyggelsesmekanisme.

Jeg anede ikke selv, hvor miljøskadelige de kan være, og hvis jeg som 26-årig ikke ved det, kan man så forvente det af 15-årige førstegangsfestivalgæster – eller deres forældre, der nok mest af alt bekymrer sig mere om deres børns overlevelse, end om madrasserne, de har med, indeholder pvc?

Der synes jeg godt, at ledelsen i Roskilde Festival kunne påtage sig et ansvar – f.eks. ved at indføre forbud ligesom i Clean Out Loud.

Når det er sagt, er man ikke i tvivl om Roskilde Festivals grønne ambitioner, når man besøger organisationens hjemmeside. Der kommunikeres tydeligt og grundigt om bæredygtighed, og festivalen arbejder målrettet med affaldshåndtering – det har jeg kæmpe respekt for og har ikke til hensigt at tale det ned, dog fremstår det i rimelig kontrast til den virkelighed, jeg oplevede på nogle områder af pladsen.

Og netop fordi Roskilde er Nordens største festival og derfor en rimelig toneangivende aktør, synes jeg, at der medfølger et stort ansvar: et ansvar for løbende at forbedre sig, især på områder, hvor løsningerne i min optik virker ret oplagte og endda allerede er implementeret i andre områder.

Festivalens partnerskab med affaldsvirksomheden Verdis A/S og målsætningen om at halvere affaldsmængden og nå 65 pct. genanvendelse inden 2028 er vigtig. Men når genanvendelsen kun er steget to procentpoint fra 2022 til 2024 – samtidig med at affaldsmængden er vokset med 450 tons, svarende til en stigning på 30 pct. – så føles 2028 både tæt på og skræmmende langt væk.

Især når festivalen selv åbenlyst anerkender problemet: »For at øge genanvendelsen skal vi mindske mængden af engangsprodukter, som efterlades på festivalområdet i form af lavkvalitetscampingudstyr, og som derfor dominerer festivalens affaldsdata,« skriver festivalen på sin hjemmeside.

Det er ikke, fordi løsningerne ikke eksisterer. Roskilde tilbyder allerede lejeløsninger på bl.a. madrasser og pavilloner, der fungerer som en form for pantsystem, hvor man stadig betaler for leje. Det er et langt mere bæredygtigt alternativ til de billige pop op-telte. At disse produkter dog ofte melder udsolgt før festivalen, viser jo tydeligt, at efterspørgslen er der.

Men så længe økonomien favoriserer engangsforbrug, bliver det svært for dem, der ikke har økonomien til at vælge det bæredygtige alternativ i stedet for pop op-teltet til 399 kr. fra Harald Nyborg.

Hvis det for alvor skal slå igennem, skal det være mere end et tilbud, eller også skal dette udlejningsinitiativ intensiveres, hvilket også kunne gøre priserne for dette udlejningsgear mere konkurrencedygtige.

I praksis udleveres der også farvekodede poser til sortering i campen, men hvad hjælper det, hvis mange enten glemmer dem, bruger dem forkert eller bare smider dem fra sig? Det mangler oplysning, så festivalgæsterne forstår, hvad deres udstyr er lavet af, hvad der sker med det, hvis de efterlader farligt affald som batterier, trangiagas og tørshampoo, som vi fandt i hobetal – og hvad de kan gøre anderledes.

Og med alt det gode, Roskilde Festival er, gør og giver, synes jeg, at det virker så fjollet og off-brand. For når de allerede ved, hvad der virker i dele af festivalen, hvorfor så ikke gøre det til standarden for hele pladsen?

Jeg faldt i snak med en tysk gut fra LaCapuche, der forklarede, at han havde været på mange festivaler i Tyskland for at samle ind, men at han aldrig havde set noget lignende som på Roskilde Festival. De frivillige fra LaCapuche endte med at fylde deres biler, der skulle køre til Calais i Nordfrankrig, med så mange pop op-telte, at flere ofrede deres egne tasker i den gode sags tjeneste. Hvilket jo er dejligt, de kan blive givet videre, men det siger lidt om omfanget – selv efter deres og vores massive høst vrimlede det stadig teltgrej.

Hvorfor vil Roskilde Festival hellere hyre folk til at udføre dette arbejde i stedet for nogle forebyggende initiativer, så denne situation mindskes, hvis ikke undgås i de omtalte områder?

Jeg synes, at ledelsen i Roskilde Festival har forudsætningerne for at vise vejen ved at tage de helt konkrete, men svære valg. Måske det endda ikke kun ville gavne klimaet, men også kunne være medvirkende til, at det føltes mindre som om en overlevelseskamp a la Bear Grylls i ”Ultimate Survival”, hvis festivalen tog mere styring.

Det kan endda være, at det frigiver tid, så de frivillige rent faktisk kan fokusere på at sortere affaldet ordentligt i stedet for at skære telte op og slæbe pvc-madrasser til deponering.