Når vi ikke længere ser de samme nyheder, smuldrer sammenhængskraften

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Magtudredningens tilstandsrapport for det danske demokrati peger på, at adgangen til oplysning er blevet dårlig. Det bør få alarmklokkerne til at ringe. For selvom det danske demokrati er stærkere end så mange andre af de vestlige demokratier, så ser vi flere sprækker i fundamentet. Og netop oplyste borgere er centrale for folkestyret.

Derfor bekymrer det os, at nyhedsforbruget fragmenteres ud på mange forskellige platforme. Kun omkring halvdelen af befolkningen har tillid til pressen og nyheder. Kun 17 pct. betaler selv for deres nyheder. Mange – særligt voksne under 35 år – får deres nyheder fra de sociale medier, hvor troværdighed og kildekritik må vige for hastighed og rækkevidde.

Mens næsten halvdelen af danskerne er bekymrede for falske nyheder og misinformation. Og som om det ikke var nok, så risikerer kvaliteten af den information, som medierne producerer, at blive forringet af store økonomiske problemer i mediebranchen. Alligevel er adgangen til oplysning og information slet ikke på den politiske dagsorden blandt partierne i Folketinget.

Demokrati består af mere end et kryds i stemmeboksen. Et stærkt demokrati kræver, at vi som borgere danner vores forskellige holdninger på baggrund af grundige, nuancerede og troværdige oplysninger. Det er samtidig vigtigt, at vi har en fælles offentlig samtale, forstået på den måde, at vi i en vis udstrækning oplever at se de samme nyheder og dermed kigger ud af det samme “vindue”.

Men hvis adgangen til oplysning bliver ulige, risikerer vi, at den fælles samtale smuldrer. Så bliver det ikke bare vanskeligere at diskutere politik på tværs af forskelligheder – vi risikerer også splittelse og en befolkning, der er nemmere at manipulere med.

Oplysning fungerer også som en kontrolmekanisme. Når magthavere, myndigheder og virksomheder ved, at offentligheden følger med, skaber det større ansvarlighed og gennemsigtighed. En fri og kritisk presse er derfor ikke bare en formidler – den er en demokratisk institution i sig selv. Det er ikke for sjov, at medierne kaldes den fjerde statsmagt. Hvis ikke borgere, politikere, samfundsaktører og medier finder sammen om at opretholde et stærkt medietilbud i Danmark, risikerer vi at miste vores værn mod magtmisbrug.

Vi skal ikke vente, til problemerne er blevet for store. Vi må aldrig tage vores demokrati for givet – heller ikke i et land som Danmark. Det er kun blevet mere tydeligt i disse år, hvor det ældste vestlige demokrati, USA, vakler. Et levedygtigt demokrati kræver stærke investeringer i oplysning og adgang til ansvarlig journalistik.

I Alternativet foreslår vi derfor at styrke adgangen til kvalitetsnyheder markant. Det findes ikke en snuptagsløsning, men i stedet skal vi kombinere flere løsninger, der matcher nutidens digitale virkelighed.

Et muligt redskab er en offentlig “lånemodel” for nyheder – inspireret af Filmstriben, hvor alle borgere gennem bibliotekerne har adgang til et antal gratis film om måneden. Med samme princip kunne man give alle danskere adgang til et antal avisartikler fra danske medier via cpr-login.

En anden model kunne være en ny demokratisk rettighed: at alle borgere får adgang til ét gratis, selvvalgt nyhedsabonnement. Ligesom vi har ret til at vælge praktiserende læge, bør vi også kunne vælge det medie, vi ønsker at blive oplyst af – Politiken, Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad eller et helt femte.

Begge modeller er konkrete bud på, hvordan vi investerer i det fælles samtalerum. Et rum, hvor fakta er fælles – og holdninger brydes på oplyst grundlag.

Vi står på skuldrene af en stærk oplysningstradition i Danmark: bibliotekerne, folkeoplysningen, uddannelsessystemet. Bred adgang til nyhedsmedier vil være et naturligt næste skridt i den tradition.

Vi skal også tage et opgør med misinformation på de sociale medier. Når nogle har råd eller opmærksomhedsvidde til oplysning, og andre kun har overskud til det, algoritmerne serverer for dem, begynder det oplyste folkestyre at vakle.

Lovgivningen har haltet bagefter. Imens ser vi eksempler på, at falske rygter skaber opstande, at politikere og indflydelsesrige meningsdannere deler misinformation, mens den hårde tone på de sociale medier afskrækker mange fra at deltage i debatten.

Vi skal derfor sætte krav til techgiganterne. EU har vedtaget lovgivning, som tager os noget af vejen med Digital Services Act og AI-Act. De to forordninger betyder eksempelvis, at algoritmerne på de sociale medier skal være gennemsigtige for myndighederne, misinformation skal fjernes, samt at AI-genereret indhold snart skal markeres.

Men det er tvivlsomt, i hvilket omfang lovgivningen vil blive håndhævet over for techgiganterne. Vi skal derfor presse på for, at EU-Kommissionen tør lægge sig ud med firmaerne, og vi skal gå længere med national lovgivning. Borgere og kunstnere bør eksempelvis beskyttes mod misbrug af deres personlige kendetegn i AI-genererede videoer og billeder. Mens sociale platforme skal mødes med et minimumskrav for, hvor mange dansktalende moderatorer de har ansat.

En af de centrale udfordringer for den fælles samtale, som Magtudredningen belyser, er, at alle ikke længere regelmæssigt støder ind i nyheder. Før i tiden ville man vilkårligt møde nyheder, når man så flow-tv om aftenen, eller opleve en lille radioavis, som på mange radiokanaler kører en gang i timen. Men i vores fragmenterede medielandskab i dag, hvor mange slet ikke benytter tv eller radio, kan man ubevidst komme til helt at undgå nyheder.

Nyheder vises nemlig ikke mellem afsnittene på vores yndlingsserier på Netflix, mens nyheder og politisk indhold i stor stil nedprioriteres i algoritmerne på sociale medier. Under folketingsvalget i 2022 sagde omkring en tredjedel af vælgerne, at de ikke nåede at følge med i nyheder om valget, selv om de egentlig ikke forsøgte at undgå dem. Det indikerer, at man i dag i højere grad selv aktivt skal opsøge nyheder, hvorimod man før i tiden tilfældigt blev præsenteret for nyheder i løbet af sin hverdag.

Som situationen er nu, risikerer vi, at en del af befolkningen bevæger sig i nyhedsørkener, hvor nyheder ganske enkelt ikke findes. Forslag om at udvide adgangen til kvalitetsjournalistik tager ikke strukturelt favntag med den problemstilling.

Derfor skal vi også drøfte, hvordan nyheder og politisk indhold igen kan blive information, som flere mennesker tilfældigt ser og lytter til i løbet af hverdagen. Eksempelvis kan det blive nødvendigt at forbyde de sociale medier at nedprioritere politisk indhold i algoritmerne i den grad, som det gøres i dag.

Danmark har stolte traditioner for folkeoplysning. Nu er det vores opgave at tage næste skridt og sikre, at adgangen til viden ikke forsvinder i de digitale revner. Demokratiet lever af oplysning. Og den skal være for alle.