Alle brokker sig over bureaukratiet. Også den lykkelige luder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi klikkede en cola åben og sludrede om, at forårssolen gør godt. En velklædt ældre herre, som mest af alt mindede mig om en skolelærer, havde skrevet en besked til mig på Instagram, og nu sad der så en sexarbejder i min sofa i læderstøvler magen til dem, jeg selv havde på. Han ville fortælle mig, hvor svært det er at forstå loven, og at den i øvrigt ikke giver mening.

Det er den samme parole. Systemet spænder ben for hverdagen, produktiviteten og virkelysten, uanset om man sælger Albani Pilsner fra en fortovscafé, advokatbistand fra storrumskontoret eller analsex fra en andelslejlighed. Alle brokker sig over bureaukratiet.

Forskellen er dog, at hvor dårlig regulering fører til spildte ressourcer for det brede erhvervsliv, så skaber det en farligere tilværelse for landets sexarbejdere. De regler, der har til hensigt at beskytte dem, ender nemlig med at gøre det modsatte.

Hver femte danske mand og hver fjerde mand på min fars alder har købt ydelser af en sexarbejder. Det gør branchen til en bedre businesscase end sportsbegivenheder på stadion, som kun får hver sjette mand op af stolen.

Med andre ord, så er købesex en folkesport.

Det var vigtigt for min nye ven, sexarbejderen, at understrege, hvor langt der er fra billedet, medierne og politikerne tegner af sexarbejdere og deres kunder, og så til hans egen hverdag. Det ville være plat at påstå, at hver femte danske mand er sygeligt pervers eller har en forkrøblet moral. Derfor må konklusionen være, om man bryder sig om det eller ej, at kunderne bare er ganske almindelige, kedelige mænd. De henter og bringer i børnehaven og handler ind efter arbejde.

Vi skærmer os med skyklapper og cykelhjelm for, hvor tæt prostitution er på hverdagen, og hvor normale både kunderne og sælgerne er og lige så myndige som os selv, selvom vi insisterer på at holde dem i hånden og i kraven.

Politisk bebrejder jeg Astrid Krag, men virkeligheden er mere nuanceret, end at jeg som stolt venstredame blot kan kaste skylden på socialdemokraterne. Det er nemlig et armslængdeprincip, som alle partierne tyr til.

Den tværpolitiske nølen sladrer om, at vi helt generelt bare fejler, når problemernes løsninger ikke er rare, og når det ikke er kønt, og især hvor villige vi er til at sylte politisk handling, når den henvender sig mod andre end de klassiske vælgergrupper.

Selv de mest åbentsindede og rummelige politikere både til højre og venstre er ikke klar til at gå forrest ind i en sag, der trods det folkekære forbrug ikke ekkoer af folkelighed. Der er ingen, der tør flytte bjerge for en gruppe, som ingen vil høre til, og som alle har holdninger til. Og så giver man aben videre.

Lige inden valget i 2019 nedsatte VLAK-regeringen en arbejdsgruppe, der skulle kigge på sexarbejdernes rettigheder. Da socialdemokraterne tog over, kunne Astrid Krag, lige dele snerpet og solidarisk, så hælde syltekrukkens indhold ud i køkkenvasken. Hun nedlagde arbejdsgruppen med perspektivet, at sexarbejde ikke er et erhverv, der skal hjælpes, men et socialt problem, der skal bekæmpes.

Med ren tavle og en møgbeskidt samvittighed vendte Krag så blikket væk fra gaden og tilbage mod kakkelstuerne, hvor kunderne og deres koner sad og så nyheder, lettede over, at noget så griset ikke sker på politikernes vagt, men først efter lukketid.

Med SMV-regeringen skulle det så være slut med pop-politik der retter sig efter meningsmålingernes nåde, og man ville begynde at tage alle de vigtige beslutninger, som gør ondt. Med tre år på bagen siden sidste valg og et regeringsgrundlag, der klart og tydeligt havde det som hensigt i alle årene, kunne regeringen endelig den 20. maj efter flere års prokrastinering præsentere, at arbejdsgruppen er genopstået.

Om anbefalingerne og de meget efterspurgte lovændringer bliver klar inden valget, eller om aben bliver givet videre igen, skal jeg ikke kloge mig på.

Om man kan lide det eller ej, så har der altid været, og der vil altid være både en efterspørgsel efter og et udbud af købesex. Markedet og menneskerne findes.

Jeg vil gerne overbevise folk, der ikke kan rumme konceptet, om, at mennesket er frit, og uanset hvordan man vælger at få smør på brødet, så er der ingen, der skal forhindre os i det, så længe vi ikke gør skade på andre. Men selv hvis du ikke deler mit liberale udgangspunkt, så må vi kunne blive enige om én ting: Reglerne må ikke gøre tingene værre.

Hvis forbuddene er båret af omsorg for de mænd og kvinder, der lander i sexarbejde, så lad os i det mindste sikre, at lovgivningen ikke skader dem, som puritanerne vil redde. For lige nu gør de netop det.

Det er ulovligt at tjene penge på andres sexarbejde – uanset om man udlejer et værelse, om man holder vagt, eller om man er hende, der tager telefonen.

Rufferiparagraffen rammer ikke bagmænd og menneskehandlere. Dem har vi andre love til. Der er absolut ingen, der foretrækker, at sexarbejderne skal samles op fersk fra Istedgade, fordi indendørs faciliteter er utilgængelige, eller at de skal være bange for at tage kontakt til myndighederne, hvis de bliver udsat for et overgreb, fordi de selv kan straffes, men sådan er det desværre i dag.

Den bestøvlede mand i min sofa kan kun sikre sin ryg over for ordensmagten ved at arbejde fra gaden, i en bil eller hjemme hos kunden, hvilket er farligere for ham selv og forstyrrende for menigmand, der pludselig skal dele fortov med resultatet af uansvarlige politiske beslutninger.

Som eneste undtagelse er skattefar ikke underlagt rufferiparagraffen. Sexarbejde er ikke et lovligt erhverv, og derfor er glædespiger, ludere, prostituerede, kær skatteyder har mange navne, ikke beskyttet under arbejdsmarkedets love, og de har ikke adgang til velfærdsstatens bolsjer i bytte for deres skattepenge såsom barsel, sygedagpenge eller juridisk beskyttelse under al den lovgivning, der vedrører erhverv og arbejderrettigheder.

Alligevel samler fællesskabet glædeligt halvdelen af de penge op, der sidder i trussekanten, uden at kvittere med de basale forventninger til en retsstat og et velfærdssamfund, som vi andre tager for givet. Vores politikere væmmes ved arbejdet, og vi korser os for købesex, men når lønnen skal deles, er vi der straks med raslebøssen.

Det er ikke en gåde, hvad arbejdsgruppens konklusioner bliver. Forskningen er klokkeklar, og sexarbejderne har trods de ringe vilkår været velorganiserede i årevis. Det er ikke farligt at legalisere mennesker, tværtimod. Det er derimod ødelæggende at lade som om, de ikke findes.

Anerkend sexarbejde som et lovligt erhverv, afskaf rufferiparagraffen, og slå i stedet hårdere ned på menneskehandel, ulovlig tvang og alt det, der var hensigten med, at vi indførte lovgivningen til at starte med. Undertrykkelsen af et etisk, frivilligt og ordentligt sexmarked, hvor sexarbejderen er i kontrol, skaber plads til et marked for det modsatte. Og det valg må man jo så tage ansvar for som politiker.