Dansk udenrigspolitik er stadig styret af nødvendighed – ikke ideologi

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I 2003 gik Danmark med USA i krig i Irak – i dag stemmer vi ja til EU-forsvar. Statsminister Mette Frederiksen har udtrykt, at Europa »skal stå stærkere i egen ret«. Men er det et reelt skifte – eller blot pragmatisme i en urolig tid?

Sommeren 1992. Midt i ferietid og fodboldfeber balancerede Danmark mellem eufori og eftertanke. På villavejene vajede Dannebrog – ikke for grundlovsdag, men for noget helt usandsynligt: Danmark var i EM-finalen.

Men under den rød-hvide rus ulmede et storpolitisk spil. Et par uger før EM-finalen havde danskerne samlet sig til en anden slags europæisk kamp: afstemningen om Maastricht-traktaten. Resultatet var et nej – og dermed blev der sat et massivt spørgsmålstegn ved Danmarks rolle i det europæiske samarbejde.

Midt i stormvejret stod Uffe Ellemann-Jensen (V) – fodboldfan og udenrigsminister. Iført rød-hvidt halstørklæde smiler han og bemærker tørt: »If you can’t join them, beat them.«

Det lykkedes Danmark at forhandle fire nationale forbehold hjem. Det indkapsler den særlige danske balancegang i udenrigspolitikken: I 2025 ser vi ikke et paradigmeskifte, men en fortsættelse. Danmark bevæger sig – som altid – på egne præmisser. Ikke af ideologisk overbevisning, men af pragmatisk nødvendighed.

I dag – med krig i Europa og en amerikansk præsident, der truer med at forlade Nato – ser vi igen Danmark rykke tættere på EU. Men det ligner ikke et kursskifte drevet af ny ideologisk overbevisning. Snarere er det et mønster, vi har set før.

Danmark har nemlig aldrig været blindt forelsket i det europæiske samarbejde. Ved EF-afstemningen i 1972 stemte 63,4 pct. ja – men med betydelig tøven. Mange vælgere og ja-partier forestillede sig et minimumsmedlemskab og ønskede at bevare dansk kontrol over centrale beslutninger.

Nej-kampagnen advarede netop mod en overstatslig udvikling, der kunne flytte magt væk fra Folketinget. De argumenter – om suverænitet, demokrati og national kontrol – dukkede op igen i 1992, 2015 og 2022.

Allerede året efter afstemningen viste EF’s politiske ambitioner sig tydeligt. På et topmøde i Paris i 1972 blev en egentlig politisk union med fælles udenrigs- og forsvarspolitik fremsat som målsætning. Europa-Parlamentet fulgte i 1973 op med en beretning, der foreslog et fælles EU-forsvar – og det udløste kraftige reaktioner i Danmark. Ifølge historikeren Thorsten Borring Olesen blev forsvarsspørgsmålet »en rød klud for både modstandere og EF-tilhængere«.

En Gallup-måling samme år viste, at opbakningen til medlemskabet allerede var smuldret. Størstedelen af danskerne var nu imod EF. Allerede her ser vi begyndelsen på et mønster, som går igen i årtierne efter.

I 1980’erne fik dansk udenrigspolitik tilnavnet fodnotepolitikken – en strategi, hvor Danmark formelt tilsluttede sig Nato-beslutninger, men samtidig indskrev fodnoter, der markerede politisk afstand. Man gik med, men på egne præmisser. Baggrunden var Natos dobbeltbeslutning fra 1979 om at opstille 572 atomraketter i Europa. Et alternativt flertal i Folketinget pålagde Schlüter-regeringen at tage afstand og arbejde for forhandlinger med Sovjetunionen og en atomvåbenfri zone i Norden.

Danmark sendte dermed et klart signal: Man ville sikkerhed i fællesskab, men ikke blind loyalitet. I alt blev over 20 beslutninger vedtaget. Det var en udenrigspolitik med rygrad – men også et udtryk for, at Danmark ville insistere på at være loyal kritiker frem for ukritisk følger. Dengang var balancen mellem Nato og USA dog ikke i fare – men den danske position var sin egen.

Da EF i 1992 blev til EU, var det langtfra kærlighed ved første blik. Maastricht-traktaten, der skulle samle Europa i en ny politisk og økonomisk union, vakte modstand i Danmark. Med ambitioner om en fælles mønt, unionsborgerskab og tættere samarbejde på udenrigs- og forsvarsområdet frygtede mange, at velfærdsstaten stod for fald – og at vi var på vej mod Europas Forenede Stater. Resultatet blev et dansk nej ved folkeafstemningen.

Først med Edinburgh-forliget og fire nationale forbehold – herunder på forsvarsområdet – kom traktaten igennem ved en ny afstemning året efter. Danmark sagde ja, men på egne præmisser.

Bag om stemningen lå også en ny geopolitisk virkelighed. Som historikeren Niels Wium Olesen har peget på, opstod der efter Sovjets sammenbrud og USA’s vigende fokus på Europa et behov for, at EF – og snart EU – kunne stå mere på egne ben. Jugoslaviens blodige opløsning havde tydeliggjort, hvor lidt Europa kunne stille op uden amerikansk støtte. Der opstod derfor et pres for at styrke den europæiske sikkerhedspolitiske kapacitet. På mange måder en politisk situation, der spejler den, vi står i i dag.

Men danskerne trak i nødbremsen, da det blev konkret. Integration kunne være nødvendigt – men kun på dansk. Og billedet gentog sig i 2015, da vi stemte nej til at tilslutte os EU’s retspolitik.

Mens Europa rystede under vægten af flygtningekrisen, rykkede Danmark et skridt væk. Ikke nødvendigvis af modvilje mod EU som idé, men fordi tilliden haltede.

I 2022 sagde vi ja til at fjerne forsvarsforbeholdet. Forskellen? Den ene var ideologisk, den anden eksistentiel. Først da truslen stod konkret – med krig i Europa – blev nødvendigheden tydelig nok til at overvinde den traditionelle skepsis.

På den baggrund fremstår afskaffelsen af forsvarsforbeholdet i 2022 som noget særligt. Ikke blot fordi det var første gang, vi som land fjernede et af de fire forbehold fra Maastricht tilbage i 1992 – men fordi det skete med markant folkelig opbakning. 66,9 pct. stemte ja. Det var et klart signal.

Men spørgsmålet er, hvad signalet egentlig betyder. Mange peger på krigen i Ukraine som den udløsende faktor. Truslen mod Europas sikkerhed var pludselig konkret, og fælles løsninger blev nødvendige. Men samtidig ligger forbeholdets ophævelse i direkte forlængelse af Danmarks nyttebaserede EU-linje.

Samtidig kan man se tilbage på den danske deltagelse i krigene i Kosovo og Irak i henholdsvis 1999 og 2003. Her valgte Danmark at følge USA, selv uden FN-mandat. Loyaliteten over for Washington vejede tungere end international ret og europæisk fællesskab. Det var en udenrigspolitisk linje med klare præferencer: USA først.

Forsvarsforbeholdets afskaffelse og den voksende EU-opbakning kan tolkes som tegn på et paradigmeskifte – et farvel til den klassiske USA-tilknytning og en ny drejning mod europæisk samarbejde. Men det kan i højere grad forstås som endnu et kapitel i den danske tradition for pragmatisk udenrigspolitik. Det, vi ser i dag, er ikke nødvendigvis en fuldkommen vending væk fra USA og over mod EU. Det er snarere en justering.

Derfor er det måske ikke enten-eller, men både-og. Danmark bevæger sig mod EU – men ikke med åbne arme. Ligesom vi tidligere har fulgt USA, når det virkede nødvendigt, følger vi nu EU. Den danske kurs ændres, men kompasset er stadig det samme: pragmatisme. Et paradigmeskifte ville indebære, at Danmark tog skridtet uden ydre pres – det har vi ikke gjort.

Vi ser altså ikke et entydigt paradigmeskifte, men snarere den velkendte danske pragmatisme i nye klæder.