Fem ting, vi lærte af coronatiden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det begyndte med et pressemøde og et stormløb mod landets dagligvarebutikker efter tørgær og toiletpapir. Med ét blev himmelhvælvingen blottet for flyudstødning, og sendefladen fuld af sprit, sprøjter og smittekurver. I dag er det præcis fem år siden, at virusbefængte bask fra en kinesisk flagermus gav anledning til turbulens i Danmark.

De danske sundhedsmyndigheder talte dengang om en »100-årshændelse«. Men epidemilogen Anthony Fauci – den ledende amerikanske sundhedsrådgiver – advarede om, at covid-19 måske samtidig var et tegn på, at vi nu var trådt ind i pandemiens tidsalder med flere og mere regelmæssige sygdomsudbrud.

Siden har USA så trukket sig ud af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og fyret mange af de læger, der inddæmmer smitteudbrud rundtom i verden. Det får meget lidt bevågenhed i en tid, hvor alle er optaget af stormagtspolitik, og derfor vil jeg benytte femårsdagen til at lancere et lille stykke nødberedskab, som gør det lettere at forstå de pandemier, som rammer før eller siden.

Her er fem væsentlige indsigter, som jeg mener, vi kan lære af epidemihistorien.

1. Mennesker bestemmer over mikroberne: Pandemier er uden sidestykke verdenshistoriens største dræber. Men sådan har det ikke altid været. Det er nemlig en magt, som vi mennesker har udstyret mikroberne med.

Stenalderens samlere og jægere nåede aldrig op på en befolkningstæthed, der gjorde det muligt at opretholde floksygdomme. Lige indtil for omkring 10.000 år siden, hvor vi mennesker pludselig begyndte at dyrke jorden og holde husdyr. En ret smart idé, fordi den sikrede nogenlunde faste forsyninger af mad. Men når mennesker og dyr bor tæt sammen, blander de kropssekreter og skaber ideelle betingelser for smittespredning. Faktisk er hele 60-75 pct. af vores sygdomme ifølge WHO såkaldte zoonoser – altså sygdomme, som mennesker har fra dyrene.

Stenalderens bønder var faktisk så gode til at drive landbrug, at de fik overskud af fødevarer og solgte dem til andre. Landsbyer blev forbundet med veje, og handlen gjorde, at sygdommene bredte sig over større landområder, og med globaliseringen blev epidemier til pandemier – altså verdensomspændende udbrud.

I tusindvis af år rummede staldene heldigvis dyr af mange slags, og det er en fordel, da mikrober har ret svært ved at hoppe fra en art til en anden. Kun en sjælden gang imellem opstår der en mutation, som bider sig fast. Men for at tjene flere penge har det moderne menneske i dag skabt stalde med store, tætpakkede og ensartede dyrebesætninger, som det kun er muligt at holde liv i ved hjælp af antibiotika.

Pandemiernes hærgen og succes skyldes med andre ord den måde, vi organiserer os i verden. Det betyder også, at vi kan gøre en forskel ved at indrette os en anderledes.

2. Epidemier er forventelige gentagelser: I Middelalderen ramte pandemierne flere gange på en generation, og lidelse var en fast del af menneskelivet. Nu om dage er vi forvænt med et sundhedsvæsen og en hygiejnestandard, som dæmmer op for det meste, og som bidrager med den fejlopfattelse, at livet indebærer fravær af lidelse. Hvad skal vi dog med en vaccineproduktion, når mikroberne sjældent rammer?

Men her kommer samtidig historiens mest opmuntrende melding: Nok har mennesket en uforlignelig evne til at glemme, men lidt hænger der nu alligevel ved. Sundhedssektoren i Danmark er jo netop kun veludviklet, fordi læger og myndigheder rent faktisk noterede sig, hvad der virker. Pest gav os karantæne, isolation og lazaretter. Syfilis gav os amtssygehuse, kopper gav os vacciner, og kolera gav os kloakering. Tuberkulose fik os til at holde op med at spytte overalt, aids lærte os at bruge kondom, og covid-19, at det kan betale sig at vaske fingre. Og netop den viden, som ændrer vores vaner, og som vi udlever uden at tænke over det, er som regel den, der tjener os bedst.

3. Sygdomme er forskellige, reaktionsmønstrene de samme: Sygdomme dukker op i stadig nye varianter, men menneskets reaktionsmønstre er forbavsende ens. Hamstring og frygt kan spores i hvert eneste epidemiudbrud, vi har kilder til. Bliver det slemt, får det sågar mennesker til at forlade deres hjælpeløse familiemedlemmer for at redde sig selv, og synes alt håb ude, går samfundet i opløsning.

Adskillige gange har epidemier været afgørende for, om imperier bestod eller bukkede under. Et studie viser, at der rundtom i verden var 39 oprør forud og 71 lige i kølvandet på 1800-tallets koleraepidemier. Men sådan behøver det ikke være. Historien viser nemlig også, at de sociale spændinger som regel var der i forvejen, og at epidemierne bare var den udløsende faktor. Konklusionen er, at ulighed og et ineffektivt sundhedsvæsen er krudttønder, mens forebyggende sundhedsforanstaltninger er en effektiv vaccine mod ustabile samfund.

4. Pandemier rammer skævt og skaber syndebukke: Sygdomme rammer som udgangspunkt alle. Men fra de perioder, hvor pesten var en tilbagevendende gæst, ved vi, at den især gik ud over dem, der ikke havde oplevet den før. Da verden siden blev hærget af Den Spanske Syge, tog den også primært livet af mennesker mellem 20-40 år. Formentlig fordi børnenes stærke immunforsvar reddede dem, mens de ældre medborgere allerede havde gennemlevet influenzaepidemier, der mindede om den, og som havde gjort dem modstandsdygtige. Det har vacciner lavet om på.

Men pandemier rammer også både socialt og etnisk skævt og skaber syndebukke. Selvom syfilissen kom fra Sydamerika med spanierne, gav de den hurtigt navnet Den Franske Syge, fordi sygdomme altid kommer et sted fra og helst fra andre end én selv. Af samme grund kaldte Donald Trump coronavirussen for »the China virus«, mens mange kinesere var overbevist om, at den kom fra USA. Det gjorde forløberen 100 år tidligere og alligevel fik den navnet Den Spanske Syge.

Den slags navnelege kan let udvikle sig til det, der er værre. I Middelalderen blev jøder anklaget for at være pestspredere og brændt på bålet. Sidenhen blev irske immigranter i USA anklaget for at være koleraspredere, og under coronakrisen var det i Danmark ikke altid lige let at være kineser, svensker og somalier.

5. Censur og misinformation er livsfarlig: Da Den spanske syge ramte i slutningen af Første Verdenskrig, ramte den lige ned i en tid præget af krigscensur. Derfor fik den rig lejlighed til at hærge, og den kostede 20-50 millioner mennesker livet – langt flere, end der døde på slagmarken. I dag har mørkelægning og misinformation stadig konsekvenser, hvis det betyder, at sandheden først kommer frem, når sygdommen er ude af kontrol.

Det skyldes, at globaliseringens hastighed har ændret sig. Den sorte død, som spredte sig i 1300-tallet, nåede fra Mongoliet til Danmark i løbet af omtrent to år, som var den tid, det tog at komme hertil per skib og hesteryg.

Koleraen i 1850’erne spredte sig derimod fra Indien til Europa på 70 dage i en tidsalder med jernbaner og damskibstrafik. Det tog til gengæld kun coronavirussen et halvt døgn at nå fra Kina til Italien per rutefly. Det kræver hurtigere handling end nogensinde før.

Covid-19 viste sig heldigvis at være en mild omgang, sammenlignet med hvad mennesker før har været udsat for. Derfor er der da også nyttige indsigter – også håb og optimisme – vundet ved at kende lidt til pandemiernes historie og på den måde forberede sig på det, der venter, når mikroberne før eller siden vender tilbage.

Hvis coronakrisen var generalprøven, som Anthony Fauci forudså, gælder det jo om at være klædt godt på til premieren.