Det er tid til et opgør med USA’s udenrigspolitik

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Det er trist at skulle indrømme det, men den vulgære udgave af USA, som Trump udstillede under Zelenskyjs besøg, har vi selv fremmet. Nu gælder det om ikke at gøre det værre og at minde USA om, hvad det tidligere stod for.

Antiamerikanismen i Europa og herhjemme er efterhånden gammel og er selv et udslag af en endnu ældre antivestlig holdning.

Begrebet »Vest« giver ikke meget mening på en rund klode, men sigter da også oprindeligt til Frankrig og England, der ligger vest for Rhinen. De var tidligt kendetegnet ved en høj grad af individuel frihed: politisk i form af demokrati og ytringsfrihed, økonomisk i form af markedsøkonomi og privat ejendomsret. Det tiltalte ikke de autoritære kejserdømmer Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland, så de var antivestlige. De er i dag væk, men holdningen lever videre.

Som Weekendavisen beretter, opstod der efterhånden en tilsvarende afsky mod USA, der skamløst udviste de samme vestlige værdier. Allerede en skønånd som Georg Brandes forbandt USA med en »mangel på åndelig finhed«, mens hans åndelige arvtager Poul Henningsen mindre elegant fastslog i 1927: »Fjenden for Europa er Amerika, hvis herskende befolkningslag til overflod har bevist, at de nedstammer direkte fra aberne«.

Helt galt blev det efter Anden Verdenskrig, der efterlod to sejrherrer og dermed valget mellem materialistisk individualisme i USA og kommunismens individopløsende fællesskab i Sovjet. Langt de fleste valgte USA som ledestjerne til stor forbitrelse for dem, der havde Sovjet som ideal.

Den amerikanske påvirkning er så stor, at den også styrer dem, der ønsker at være antivestlige, så de ender med at være antivestlige på amerikansk maner.

Opmærksomheden om Danmarks engagement i den afrikanske slavehandel, selvom den var af et beskedent omfang, mens man ignorerer den samtidige »slavegørelse« af hele den hjemlige landbobefolkning ved livegenskabet, vidner om en dyb hengivenhed for den amerikanske synsvinkel selv hos de mest dedikerede antivestlige kræfter herhjemme, og den understøttes af deres hyppige opblanding af dansk med låneord og begreber hentet fra den amerikanske diskurs.

Erasmus Montanus kunne ikke have gjort det bedre.

Set i bagklogskabens ublide lys var det nok ikke så smart, at vi skosede USA for at være en samling skydegale cowboys, oliehungrende imperialister og krigsforbrydere, da USA efter terrorangrebet i 2001 satte sig for at befri afghanerne og derefter irakerne fra deres antivestlige undertrykkere, og at vi såede tvivl om, hvorvidt det nu også kunne betale sig at føre krig så langt væk.

Det fremkaldte en selvransagelse hos amerikanerne, der fik dem til at miste lysten til det lange, seje træk, som er nødvendigt, hvis man vil omvende en overvunden fjende til noget bedre, som man havde gjort det tålmodigt i Vesttyskland, Japan og Sydkorea.

I stedet valgte amerikanerne Barack Obama i 2008, og dermed begyndte den udenrigspolitiske nedtur, som vi nu ser for fuld skrue. Det må skyldes den naturlov, at journalister mister deres kritiske sans, når præsidenten er demokrat, og først får den tilbage, når der vælges en republikaner, at vi ikke var mere bekymrede, men Obamas nye kurs var allerede dengang foruroligende.

Hans afvisning af, at USA skulle være noget exceptionelt og hans symbolske bortskafning af busten af Churchill, symbolet på vestligt sammenhold og kampvilje, var en afvisning af, at USA fremover skulle agere Vestens forbillede og håndhæve den internationale orden. Hertil kom hans utroligt naive udenrigspolitiske opfattelse, hvor han opfattede krige som »dumme«, der bare skulle undgås ved »smart diplomati«.

I forlængelse heraf søgte han også en genstart af forholdet til Rusland, hvilket man lancerede ved et topmøde den 6. marts 2009 med en til formålet fremstillet genstartknap i rød plastic med et skilt, hvor der skulle stå »genstart« på russisk, men det var desværre stavet forkert. Sergey Lavrov, der allerede dengang var russisk udenrigsminister, var godt fornøjet over dette børnehaveoptrin.

Obama blev som bekendt efterfulgt af Trump, der vandt ved at overtage mange af Demokraternes værste sider, inklusiv populistisk had til »eliten«, modvilje mod frihandel, trusler om fængsling af politiske modstandere og naturligvis også Obamas Ruslandsvenlige udenrigspolitik.

Demokraterne, der jævnligt bortforklarer deres valgnederlag som fremkaldt af snyd, fik skubbet Trump endnu mere i Ruslands retning ved at opdigte en konspirationsteori om, at Trump var i lommen på Putin, som skulle have hjulpet ham til sejren. Det gav den allerede paranoide Trump en følelse af, at han bedre kunne stole på Putin end på sit eget efterretningsvæsen.

Skiftet af politisk farve fik kortvarigt mediernes kritiske sans genaktiveret, men så kom Biden, og den blev slukket igen. Den naive antikrigsholdning var usvækket, så da Rusland angreb Ukraine i 2022, tilbød Biden-regeringen bare Zelenskyj at flygte.

Da han afviste, og Ukraine mod alle odds fik standset det russiske overfald og slået dem på flugt, førte denne defaitistiske politik til, at USA’s våbenhjælp blev begrænset med det åbenlyse formål at beskytte Putin mod at lide nederlag.

Havde det været Trump, ville medierne have set det som beviset på, at Putin faktisk havde noget på ham, men det gør man trods alt ikke, når præsidenten er demokrat. Bidens indsats var således formålsløs, og på intet tidspunkt forklarede han sin befolkning, hvorfor det var i USA’s interesse at føre krig i et fjernt land langt væk. Men det kunne han heller ikke, det ville have krævet en helt anden udenrigspolitik. Og nu har vi så Trump, der fortsætter den naive tro på USA og Rusland som venner, og at USA bare skal undgå dumme krige og satse på diplomati, som vicepræsident Vance stædigt fastholdt trods Zelenskyjs bedrevidende advarsler.

Før det her bliver alt for trist, er der også lyspunkter. Selvom Obama var dybt naiv i sin antikrigsholdning og lod den ene røde streg overtræde efter den anden, valgte han dog alligevel at gribe ind mod Islamisk Stat, da mediedækningen af deres grusomheder over for yazidierne blev for meget. Biden gav trods alt modvilligt våben til Ukraine og sparede til gengæld ikke på smukke ord om sammenhold.

Trump roser sig af, at han har flyttet Churchill-busten tilbage igen, og han reagerer mod wokeness, der er den moderne amerikanske variant af antivestlig ideologi. Hans løfte er at gøre USA stort igen, men han vil opleve, at det undergraves af hans frastødende opførsel over for allierede.

Endvidere må vi huske, at Trumps valgsejr ganske rigtig var markant, men at mange valgte ham som den mindst ringe af de to kandidater. Flertallet af amerikanerne er stadig stolte af deres land og ser det gerne som bannerfører for de vestlige værdier. De kan snart blive trætte af den politik, der så længe har skadet Vesten og styrket vores fjender.

På vores side skal vi også lægge stilen om. Som vores kloge statsminister siger det, skal vi ikke skubbe USA væk, men holde det fast. Selvom sandheden er ilde hørt, må vi erkende, at vi helt uforsvarligt har snyltet på dets forsvarsvilje og forsømt vores eget forsvar. En massiv og hurtig oprustning skal ikke ses som et alternativ til støtte fra USA, men som en forudsætning.

Vi må prøve at sluge ironien og støtte premierminister Keir Starmers ønske om en »koalition af villige«, der gerne fører krig langt væk, selvom det også var præsident Bushs udtryk for Irakkrigen. Men især bør vi dele det håb, som halvamerikaneren Churchill delte: at USA nok skal gøre det rigtige til sidst – når først det har prøvet alt andet.