Når verdens uro bliver vores egen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er meget at bekymre sig over disse dage. Vi skal blot tænde fjernsynet eller scrolle en smule på vores telefoner for straks at blive konfronteret med skræmmende nyheder og potentielle katastrofescenarier.

Mange frygter, at en eskalerende krig kan true sikkerheden i Danmark. Eksperter beskriver en øget usikkerhed i Europa, og udover geopolitisk uro bekymrer mange sig om klimaforandringer, en ny pandemi eller økonomisk ustabilitet. Man kan let føle, at det hele bliver værre og kommer tættere på.

Som klinisk psykolog taler jeg med mange, der søger hjælp til at håndtere bekymringer. Nogle bekymringer kredser om det nære og personlige (“hvad, hvis jeg bliver fyret eller syg?”), mens andre handler om globale trusler (“hvad, hvis der udbryder verdenskrig, eller klimaforandringerne gør planeten ubeboelig?”).

Fælles er et forsøg på at forudsige fremtiden for at opnå en følelse af kontrol over for en oplevet trussel, og begge forstærkes af vedvarende fokus på truslen.

Med vores smartphones ved hånden kan nyhedsstrømmen føles uafbrudt og forlænge oplevelsen af usikkerhed. Mange tjekker nyheder som det første om morgenen og kontinuerligt i løbet af dagen. Andre undgår helt at følge med, da det føles for overvældende. Både overopmærksomhed og undgåelse kan vedligeholde angst.

Hjernen scanner konstant efter trusler, og finder den nogen, går kroppen i alarmberedskab. Dette igangsætter en lang række fysiologiske og hormonelle ændringer, som er nyttige i akutte situationer, men som på sigt kan blive belastende for krop og nervesystem og kan belaste vores immunsystem.

Heldigvis er vi jo sjældent i fysisk fare i vores del af verden, men hjernen kan tro, at vi er i fare, når vi læser om andre, der er det, og vedvarende bekymringer kan skabe en oplevelse af konstant trussel.

Når først vi er i alarmberedskab, kan vi desuden blive selektivt opmærksomme på potentielle trusler i vores omgivelser, hvilket kan skabe en ond cirkel af selvforstærkende angst. Pludselig kan et tvetydigt blik fra en fremmed eller larmen fra en forbipasserende bil føles truende.

Bekymring er naturlig og har igennem historien hjulpet os med at navigere i en usikker verden og tage fornuftige forholdsregler. Det kan gøre os opmærksom på relevante trusler, motivere os til handling og styrke sociale bånd, da bekymring for andre fremmer samarbejde og empati.

Det kan dog have alvorlige konsekvenser for vores helbred, når bekymringer eskalerer og bliver repetitive. Når en angstlidelse udvikler sig, skyldes det ofte, at vores strategier for at håndtere usikkerhed gør mere skade end gavn. Bekymringerne begynder at blive repetitive og endeløse og skaber vedvarende angst, som fører til belastende symptomer. Vi kan desuden gå glip af de små øjeblikke af glæde og mening, hvis vi konstant fokuserer på, hvad der kan gå galt.

Med bekymring stræber vi efter en illusorisk følelse af kontrol, men dette kan paradoksalt nok øge usikkerheden. Mange kæmper imod det grundlæggende vilkår, at ting kan gå galt, som om vi kan tænke os ud af denne livsbetingelse.

Selvom mange ønsker at bekymre sig mindre, ser jeg ofte en vis ambivalens:

“Ja, det ville da være dejligt at kunne slappe af og være mere til stede, men hvad, hvis det i virkeligheden er de andre (herunder min psykolog), som bekymrer sig for lidt? Hvad nytter det at tage nogle dybe indåndinger, når verden bogstaveligt talt brænder? Og hvad ville det sige om mig, hvis jeg tillod mig at fokusere på duften af min morgenkaffe i stedet for verdens tilstand?”

Det kan føles forkert at bekymre sig mindre, når verden er i krise. Nogle forbinder bekymring med ansvarlighed og solidaritet og føler ligefrem, at det er amoralsk ikke at bekymre sig.

Jeg foreslår ikke, at vi ignorerer verdens problemer, men at vi er intentionelle om måden, vi bekymrer os på. Vi må kunne forholde os til vedvarende trusler og usikkerhed uden at lade det overtage hverdagen, da det hverken gavner verdenssituationen eller os selv.

Efter en oplevet trussel har vi behov for at finde tilbage til en tilstand af ro og sikkerhed, hvor krop og sind kan restituere. Her falder puls og blodtryk, vejrtrækningen bliver dybere, musklerne slapper af, fordøjelsen fungerer bedre. Vores energi bruges på heling, og immunforsvaret styrkes. Det er i denne tilstand, vi bedst kan regenerere og finde balance efter en stressbelastning.

For at håndtere kriser har vi brug for mere end alarmberedskab – vi har også brug for ro og restitution. Får vi det, kan vi tænke mere nuanceret, samarbejde bedre og finde bæredygtige løsninger. Det kan dog være svært at hjælpe kroppen ud af alarmberedskab, hvis opmærksomheden konstant er rettet mod potentielle trusler.

Jeg vil ikke underkende de frygtelige ting, der sker i verden lige nu, eller de reelle trusler, der eksisterer. Når vi konstant præsenteres for negative nyheder, kan vi dog glemme, at verden på mange områder er blevet et bedre og mere sikkert sted. Vi lever i en tid med mindre vold, mere velstand og bedre sundhedssystemer end nogensinde før, og det kan vi miste blikket for, når vi er i vedvarende alarmberedskab. Vi er evolutionært disponerede til at lægge mere mærke til trusler end positive begivenheder, da det er afgørende for vores overlevelse, og nyhedshistorier afspejler ofte dette.

Ønsker man et mere balanceret forhold til bekymring, kan man spørge sig selv: Hvor meget tid vil jeg bruge på at følge med i verdenssituationen eller bekymre mig? Hvornår på dagen kan jeg bedst rumme det? Hvordan kan jeg signalere til min krop, at der ikke er akut fare på færde, selv når jeg læser om kriser?

Hvor vil jeg ellers rette min opmærksomhed og energi hen? Når vi konstant omgives af negative og sensationelle nyheder, kan det være nødvendigt bevidst også at lægge mærke til det positive i verden og i vores liv, selvom det ikke fremstår lige så akut.

Når vi hjælper kroppen ud af alarmberedskab, får vi større klarhed over, hvad der er inden for vores kontrol. Vi kan ikke alene stoppe klimaforandringer eller afslutte krige, men vi kan holde os informeret i passende omfang, deltage i dialog, stemme eller donere.

Hvad der er meningsfuldt og konstruktivt at gøre, varierer fra person til person og kan ændre sig over tid. For nogle er politisk aktivisme det rette valg, for andre er det bøn eller omsorg for sig selv og sine nærmeste.

Det har aldrig været meningen, at vi alle skulle kunne det hele. Det er ikke tilfældigt, at naturen har sørget for et bredt spektrum af mennesker med varierende grader af vagtsomhed og forskellige måder at håndtere oplevede trusler på.

Det er naturligt at ville holde sig informeret og få vækket stærke følelser, når vi konfronteres med usikkerhed og lidelse. Det er også naturligt at ville skærme sig selv fra det. Den rette balance må findes af den enkelte.