Et militært stærkere EU er nødvendigt for at kunne opretholde Nato

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er bekymrende og trist, at der skulle flere års russisk krig i Ukraine til og en Trump, som vi nu har lært, at vi skal tage bogstaveligt, før erkendelsen af behovet for et langt stærkere EU nu endelig begynder at bundfælde sig – i Europa. I Danmark.

Det burde aldrig været kommet dertil, at Europa fremstår som et kraftesløst hylster, hvor rækkevidden af vores sikkerhed og indflydelse på verdensordenen defineres af alle andre end os selv.

I al ubeskedenhed; vi var nogle europapolitikere, der talrige gange gennem 2010’erne gjorde opmærksom på den sårbarhed, som vi påførte os selv ved konsekvent at italesætte, hvad EU IKKE skulle. Og vi var nogle, som forsøgte at definere, hvad Europa har behov for:

Nemlig: 1) Fælles låneoptagelse og dermed de såkaldte Eurobonds. 2) En reel fælles forsvarspolitik med tilhørende fælles indsatsstyrke, fælles beredskab og en europæisk militær industripolitik som reelt supplement til Nato. 3) Kvalificeret flertalsafgørelser i EU’s udenrigspolitik. 4) Åbenhed om stemmeafgivelse i rådsmøderne.

Ovenstående var alle forslag, jeg udgav i efteråret 2012. Skrevet ud fra følgende analyse: Europas største svaghed i en multipolær verden er, at EU er skabt med henblik på at fordele og ikke på at opbygge magt.

Når verdens politiske landskab forandrer og drejer sig om territorialinteresser, råstoffer og geopolitisk magtudøvelse, fremstår EU’s økonomiske softpower utilstrækkelig, det europæiske kontinent meget lille i areal, og EU i opbygning svagt.

Det er der intet nyt i. Det nye er, at det nu står bøjet i neon.

Kun de stærke mænd og bøller drager fordel heraf. For dem er international retsorden, diplomati, frihandel og alt, hvad man gennem 80 år møjsommeligt har bygget op for at forhindre tidligere tiders evindelige krige, blot besværlige forhindringer for egne mål. Putins aggression tilbage i 2014 – og faktisk også i årene op til – burde have lært os lektien allerede dengang.

Kun alt for langsomt efter Trumps første indtog i Det Hvide Hus bredte sig en erkendelse af, at et stærkere sikkerhedspolitisk EU ikke behøvede at stå i modsætning til Nato, men i virkeligheden måske tilmed var en nødvendighed for opretholdelsen af Nato.

Desværre fulgtes erkendelserne ikke op af de strukturelle nødvendige tiltag. Selvom der løbende postes flere penge i forsvar, vil det være eskapisme at påstå, at Europa i dag er i stand til at stå i egen sikkerhedspolitiske ret.

Det er et fatalt historisk svigt fra europæiske ledere og fra danske politikere. Man kan som europæer dog trøste sig med, at EU’s udvikling typisk er accelereret via kriser.

Lad os begynde med pengene. Det turde være åbenlyst for enhver, at de mange tusinder af mia. euro, der skal investeres i militær infrastruktur, beredskab til beskyttelse af kritisk infrastruktur og våbenproduktion, ikke kan og bør finansieres gennem enkelte landes egne selvstændige initiativer.

For det første giver det ikke mening i forhold til volumen. For det andet vil investeringerne kræve nationale skatteudskrivninger så store, at de formentlig i sig selv vil kompromittere befolkningernes forsvarsvilje.

Der er ingen vej uden om fælles europæisk låneoptagelse og etablering af de såkaldte euroobligationer. Måske vi endda skal kombinere med en mindre fælles europæisk sikkerhedsskat. Det vil gøre finansieringen langt billigere for den enkelte, sikre flere stabile investeringer og samtidig styrke euroen som et hele. Sidstnævnte bør også være et led i den europæiske sikkerhedspolitik, at ingen kan spekulere i euroens fald.

Jeg ved, at mange vil argumentere, at vi ikke skal hæfte for andre lande med en mere usikker økonomisk politik end den danske, men tro mig: Det gør vi allerede i forvejen. Heldigvis får vi til gengæld så mange fordele ud af det, at det typisk opvejer problemerne.

Da jeg i 2012 foreslog en fælles militær infrastruktur med tilhørende indsatsstyrke i EU, fik det en modtagelse, som havde jeg begået en forbrydelse.

I dag er en fælles styrke på 50.000 mand en integreret målsætning i europæisk forsvarspolitik, og mon ikke vi meget snart ser en erkendelse af, at Europa militært både skal kunne bidrage med et mere effektivt og ensartet forsvar og bevogtning af egne grænser og samtidig skal være i stand til at bidrage med fredsbevarende enheder i f.eks. Ukraine, om der måtte blive etableret en fredsaftale der?

Vi kan ikke give ukrainerne sikkerhedsgarantier uden at have soldater på jorden. Hvordan det så skal struktureres militærtaktisk, skal jeg ikke kloge i, men det ville være formålstjenligt, at vi opbyggede en europæisk bidragsstruktur, så EU kan være en aktiv spiller i et samlet hele og under en fælles og solidarisk paraply, hvor ingen kan drive kiler ind imellem landene.

Det betyder også, at EU må kunne træffe beslutninger med kvalificeret flertal i udenrigspolitikken.

Jeg ved godt, at vi nok må med leve med, at man som land skal kunne meddele, at man ikke selv aktivt vil deltage i en eventuel militær indsats på ekstern grund. Det får så være. Men vi kan ikke effektivt sikre europæernes fælles interesser, hvis andre magtspillere kan få held af at overbevise et enkelt land om at nedlægge veto og dermed bremse nødvendige og rettidige europæiske initiativer.

Når man åbner for nye flertalsafgørelser i rådet og dermed bevæger den europæiske beslutningstagning i mere føderal retning, må man nødvendigvis også tilse, at der bliver større transparens og styrket demokratisk kontrol.

Her kan man vælge at gå to veje. Den ene er at give Europa-Parlamentet større magtbeføjelser. Jeg ser ikke for nuværende den vej som politisk farbar. Til gengæld ville det være godt for borgerne, at de kunne få indsigt i ministrenes stemmeafgivninger og forklaringer på møderne. På den måde vil man altid kunne gå tilbage og kontrollere, om der er overensstemmelse med det, ministre siger i Bruxelles og i den hjemlige offentlige debat.

Vi lever i en hurtig, globaliseret innovationsøkonomi med et voldsomt opbrud i alt fra international dannelse til angreb på hele måden, hvorpå vi i efterkrigstiden har bygget aftalesamfund op.

Jeg siger ikke, at det alt sammen er dårligt, når nogen kommer og rusker op i os. Det afhænger i virkeligheden af os selv.

I stedet for hele tiden at reparere og forsøge at lappe huller bør vi ruste os. Vi skal anerkende individets og samfundets autonomi, men samtidig må vi tage magten tilbage til staten som den, der holder os sammen, den, der holder de store visioner og projekter op for os, og som er i stand til at beskytte os. Den stat er ikke Danmark, Tyskland, Frankrig, Polen, Holland. Den stat er uafvendeligt EU, når det kommer til forsvar af egne grænser og vores grundlæggende værdier.

Retssikkerhed for den enkelte, fysisk sikkerhed, tryghed og velfærdsfremgang i Europa er i dag på ingen måder en selvfølge. Det har det for så vidt aldrig været, men hvis ikke billedet står klart nu, kommer det næppe til at ske, og så kommer vi til at lede længe efter fremgang, tryghed og håb.

Det er tid for Europa at gå fra erkendelse til handling. Tid til at gøre Europa stærkt nok til at stå i egen ret – på en europæisk og ikke national præmis.