De lagde spor ud til den verden, der nu er i opbrud

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 4. februar er det 80 år siden, Jalta-konferencen begyndte. Stalin, Churchill og Roosevelt mødtes for at aftale, hvordan verden skulle ordnes, når Anden Verdenskrig var slut – den verdensorden, vi fortsat lever under i dag.

Det er sikkerhedspolitikken og stormagtsreglerne fra Jalta, som Putin drømmer sig tilbage til og agerer ud fra. Derfor har Jaltakonferencen og forståelsen af, hvad der skete, stor betydning for den nutidige sikkerhedspolitiske situation, og hvordan den vil udvikle sig. Jalta var en intens, kortvarig smeltedigel mellem den gamle og den nye verden, mellem idealisme og realisme.

De allierede havde holdt flere konferencer under Anden Verdenskrig, blandt andet for at aftale strategier i krigen mod Nazityskland, Italien og Japan.

Konferencen i februar 1945 skulle være anderledes, for nu vidste de, at den endelige sejr var inden for rækkevidde, og at det kun var et spørgsmål om tid. Denne konference skulle handle om, hvordan freden skulle se ud, hvordan verden skulle se ud efter krigen.

Flere steder havde været på tale, men den sovjetiske leder, Josef Stalin, insisterede på, at han ikke kunne forlade Rusland pga. krigens gang og hans eget helbred.

Det var første akt i det intense magtspil om Jaltakonferencen og verdens ordning i fremtiden. Den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelt, var i februar 1945 langt mere syg. Ikke nok med, at han sad i kørestol, han led også af en alvorlig hjertefejl, havde et blodtryk på 260 over 150, væske i lungerne og blodmangel og havde på lægernes anvisning begrænset sig til 10 cigaretter om dagen og halvanden cocktail.

To måneder senere var han død. Alligevel indvilgede han i at rejse halvvejs rundt om Jorden drevet af idealisme. Han rejste først med en krydser over Atlanten til Malta og udholdt en lang natflyvning med det første Air Force One-fly hen over Tyrkiet (som ikke kunne love, at flyet ikke blev beskudt) til Saki-flyvepladsen ved Sevastopol.

Stalin havde nøje planlagt, at gæsterne skulle se de enorme ødelæggelser, som krigen havde medført på russisk territorium. Ruten gik derfor gennem de mest ødelagte, nedbrændte og sønderbombede områder, en del af magtspillet.

Hvis helvede havde haft en riviera, havde det været Jalta, sagde Churchill om stedet. Paladserne var sparet under krigen, fordi Hitler havde lovet dem som sommerhuse til sine feltmarskaler, når de havde vundet krigen. Dørhåndtag var savet af, og alt ødelagt, men russerne fik det på rekordtid i brugbar stand. Døre, vinduer og planter blev sendt med adskillige særtog fra Moskva.

Alligevel var det befængt med lus og utøj, 19 oberster sov på ét værelse, og der var kun to badeværelser til et palads, så man så tre feltmarskaler stå i kø til toilettet, og obersterne delte de bedste tissesteder i haven. Men russerne gjorde, hvad de kunne, for at imponere; da Sarah Churchill bemærkede, at kaviaren (som der var rigeligt af) ville være bedre med frisk citron, dukkede der pludselig et citrontræ op, og da luftmarskal Portal bemærkede, at der ikke var fisk i det enorme akvarie i lobbyen, blev det sporenstregs fyldt med fisk; russerne aflyttede formodentlig alt.

Men her skulle lederne af de tre største sejrende nationer mødes i otte dage og aftale fremtiden for verden. Aldrig havde en konference været så persondrevet, hvor præsidenten, premierministeren og diktatoren sad og forhandlede direkte.

Der var nok udenrigsministre, rådgivere og skrivere med, men forhandlingerne om det runde bord i balsalen i zarens gamle palads, Livadia, foregik direkte mellem de tre store. Churchill holdt lange taler, så oversætteren ikke kunne være med. Stalin berettede om de tyske ødelæggelser i Rusland, Ukraine og Belarus og om de erstatninger, han ville have.

Roosevelt lænede sig tilbage og styrede som en dommer for bordenden af det runde bord. Her skulle de aftale Tysklands deling i zoner, krigsskadeserstatninger, interessesfærer i verden, men vigtigst af alt skulle de aftale verden efter krigen.

For Roosevelt var det helt store mål organisationen De Forenede Nationer. Han vidste, at hvis ikke den fik fuldt medlemskab af alle nationer, så ville den visne væk som forgængeren Folkeforbundet havde gjort det. Han måtte have Sovjetunionen med.

Prisen var sikkerhedsrådet og vetoretten og en hemmelig aftale om, at Belarus og Ukraine også fik en plads. Folkeforbundet byggede på enstemmighed, og det var altid umuligt at opnå.

Men ikke alle var lige, nogle var større end andre. Stalin bemærkede, at det jo ikke kunne være rigtigt, at Albaniens stemme skulle have samme vægt som Sovjetunionens, og de to andre var enige med ham. Derfor blev sikkerhedsrådet den konstruktion, som sikrede, at nogle var mere end andre. Sikkerhedsrådet gav en helt særlig plads til de fem store, som Roosevelt drømte om skulle være »verdens politibetjente«. Udover de tre kom også Frankrig og Kina med.

Selvom målet var freden efter krigen, og alle var interesseret i fred (Stalin vurderede, han behøvede mindst fire år til at genopbygge landet og Den Røde Hær før endnu en krig), så var den overlæggende kamp og konkurrencen mellem kommunismen og liberalismen i fuldt flor, og tonen var fri. Om aftenen var middagene lange og våde med masser af champagne og kaviar.

Resultatet af Jaltakonferencen har siden været kritiseret for, at særligt Roosevelt var for svag til at kunne håndtere Stalin, og at Østeuropa derfor kom under sovjetisk herredømme og indflydelse i 45 år. Churchill var meget deprimeret over, at Polen de facto var tabt – landet, som Storbritannien var gået i krig for at redde.

Men resultatet af Jalta var en fred og verdensorden, som indtil videre har varet 80 år, ikke mindst pga. FN. Selvom vi synes, at FN nogle gange er lidt ineffektivt, så tror jeg, vi er enige om, at verden havde været et dårligere sted uden FN.

Jaltakonferencen var ikke startskuddet til Den Kolde Krig, den var et resultat af Stalins handlinger i årene umiddelbart efter, men den verdensorden, der blev aftalt på Jalta, forhindrede måske en varm krig i årene umiddelbart efter. Der var aftaler, der var traktater, der var FN.

At læse om Jalta giver et fascinerende indblik ind i tilblivelsen af den sikkerhedspolitiske verdensorden, vi lever med i dag. Den, som Putin henviser til og vil holde fast i, men som langsomt er skredet under ham siden 1991. Det er et indblik i magt og magtmennesker. En intens smeltedigel af den gamle og den nye verden og mellem realisme og idealisme.

Den verdensorden, som blev aftalt blandt ”de tre store”, skulle gælde de næste i hvert fald 50 år, men også helst længere. Putin henviser selv til Jaltakonferencen uden tvivl med slet skjult misundelse på den position og rolle, som Stalin indtog; som én af de tre store, som kunne bestemme, hvordan verden skulle se ud, som havde en suveræn interessesfære.

Sådan er det ikke længere, men hvad sker der, når den gamle verdensorden går under? Kommer krigen tilbage? Måske er vi godt på vej til det med Ukraine, men med baggrund i Jaltakonferencen er det i hvert fald Putins plan, at han som Stalin i 1945 har sin interessesfære og kan bestemme. Gad vide, hvad Trump tænker?

Churchill sagde under konferencen, at hvis man nåede frem til en aftale, så ville man have en fred, der ville vare i 100 år. Der er kun gået 80 år siden Jaltakonferencen, men selv Winston Churchill kan vel tage fejl med et par årtier.