Kina vil freden frem for alt, siger de. Men hvad med Taiwan?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Xi og Biden sendte lige før jul positive og opmuntrende hilsener til et officielt amerikansk-kinesisk samarbejdsorgan. Der forhandles på alle niveauer. Selv militærkommandoerne kommunikerer direkte.

Er en ny kold krig afværget? Er forskernes forestillinger om Thykudid-syndromet om, at Kina/USA-rivaliseringen nødvendigvis vil ende med en tredje verdenskrig, overdreven? På den anden side: Hvad betyder Trumps uforudsigelighedstaktik?

Kan vi se frem til, at han sender angrebsmissiler af sted, mens han har Xi Jinping til middag, som han gjorde som præsident i 2017?

For nylig blev der holdt en stor, internationale konference i Beijing med 350 militærfolk og forskere fra 30 lande, som diskuterede den 2.500 år gamle bog om krigskunsten, som tilskrives generalen og strategen Sun Tzu. Hans centrale tese var såmænd, at krig skal undgås.

Den kloge strateg ved, at krigen allerede er vundet uden kamp, hvis man både kender sig selv og fjenden, og man udnytter at slå til, hvor fjenden er svag, og anvender vildledning af fjenden. Hvordan hænger det sammen?

Hvad skal vi tro? Krig eller ikke-krig? Kan man forestille sig, at Kina og USA finder sammen i en form for co-evolution som foreslået af Kissinger, en fælles udvikling uden krig.

Som det ser ud nu, har vi ganske få dage endnu en amerikansk Biden-administration, som fastholder, at USA er verdens stærkeste økonomi, stærkeste militær og stadigvæk har teknologisk og politisk overlegenhed. En administration, hvis strategi over for Kina er tredobbelt: at investere i egen vækst, innovation og udvikling, at alliere sig med flest mulige ligesindede og at konkurrere med Kina, endog at udkonkurrere Kina. Ikke just Kina-tilnærmende. Og heller ikke langt fra Trump-administrationens kommende America First-Kina-politik.

På kinesisk side har præsident Xi offentligt erklæret, at Kina satser på ikke blot at arbejde tæt sammen med USA, men også at blive partner – ja, endog ven med Amerika.

Og mens USA ser sig selv som enesupermagten, den første blandt ligemænd, markedsfører Kina sig selv som verdens største udviklingsland, som er i hurtig vækst mod at blive et moderne socialistisk land, og som kæmper mod hegemoni, unilateralisme, protektionisme, alliancepolitik, mod »visse landes magtarrogance og voldelige undertrykkelse«.

USA fører sig frem med en ”culture of warfighting” som konstant krigsførende siden Anden Verdenskrig og prøver at påvirke verden i retning af markedsøkonomi, personlig frihed, menneskerettigheder og demokrati. I modsætning til Kina, der hævder at have et ”freds-gen”. Dertil kommer Kinas gigantiske silkevejsprojekt, BRI, og de konkrete forsøg på fredsinitiativer i konfliktsituationer overalt i verden.

Kina har på mange måder overtaget dele af evnen til at føre global blød magt, som hidtil har været USA’s rolle.

Kina har formået at trække sin 2.500-årige kulturelle arv frem til det 21. århundrede. Sun Tzu er oversat til 50 sprog. Men hvordan har hans lille bog på 50 sider haft indflydelse på den strategi, som Kina nu fører?

Tre eksempler: Først ved at kende sig selv og kende fjenden. Det gør Kina ved at imitere USA’s teknologi og krigsførelse. Dernæst at angribe, hvor fjenden er svagest. Det gør Kina ved at udvikle tung industri og bygge en flåde – noget, som USA har negligeret. Endelig vildledning af fjende.

Det har Kina gjort og gør med stor succes. Under Mao var Kina beredt på kernevåbenkrig. For at afskrække mod angreb beordrede han forberedelse til evakuering af storbyer ved, at befolkningen gravede tunneler under alle byer. Før bomben faldt, ville alle indbyggere være spredt ud på landet. Der blev bygget tunneler – men de var ineffektive og i meget begrænset omfang.

Deng Xiaopings generelle strategi var »at observere i ro, at sikre sin position, at handle velovervejet, at skjule sin styrke og at se tiden an«. Et bevidst forsøg på vildledning.

For nylig udsendte Xi en betydningsfuld bog, ”Kinas modernisering” – i størrelse og udformning meget lig Maos ”lille røde”.

Begge bøger er en samling af meget lange citater fra tidligere publikationer. Xi ønsker helt klart at gå over i historien som genskaberen af det store kinesiske rige gennem politikken om den kinesiske drøm. En leder på linje med Mao.

I bogen fremhæver Xi, at moderniseringen begyndte i de vestlige kapitalistiske lande. Xi understreger, at Kina endnu ikke er moderniseret, men er på vej. Han fremhæver, at i dag er der kun 30 stater, som er moderniserede, svarende til omkring næsten en milliard mennesker. Det er alle de liberale-kapitalistiske lande.

Så tilføjer han, at der fortsat er et meget stort svælg mellem de vestlige moderniserede lande og Kina, men at Kina på et tidspunkt slutter sig til de moderniserede lande. Det vil ske, når Kina – med til den tid 14 milliarder indbyggere – senest i 100-året for folkerepublikkens oprettelse i 2049 – har nået målet om at blive »et stort moderne socialistisk land, der er velstående, stærkt, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk og smukt«. Og med et militær i verdensklasse.

Kinas modernisering, siger Xi, vil blive af det største omfang i menneskehedens historie og vil også møde de største vanskeligheder.

Den udlægning indeholder store modsætninger. Xi fastslog i forbindelse med 75-årsdagen for folkerepublikken i år, at Kinas udvikling betegner et gigantisk fremskridt for menneskeheden. Men han proklamerede også, at Kina skal gribe de strategiske muligheder og øge landets internationale indflydelse, tiltrækning og magt for at modvirke Vestens tyrannisering og hegemoni.

Er det sådan, at Kina, der fremhæver alle sine enestående fremskridt, gennem blød magt er ved at blive en model for mange lande, ikke mindst i det globale syd? Der lokker med fortællingen om, at man har bragt 800 millioner ud af fattigdom, og at Kina er på vej til at overtage USA’s påståede overlegenhed på alle centrale områder. Når Kina på den anden side i Xis bog fremstår som det ikke-moderniserede udviklingsland, som stadig har en lang og trang vej mod endemålet.

Er det så Kina, der bevidst undervurderer sig selv for at undvige den amerikanske påvirkningspolitik, der er båret af fortællingen om Kina som en massiv militær og økonomisk trussel på den store verdensscene? Og bevidst i stedet fremstiller sig selv som en notorisk fredsskaber, som afskyr krig.

Det sidste narrativ svækkes ved de gentagne klare meldinger om, at Kina når som helst vil kunne erobre Taiwan med militære midler.

I det billede fremstår Kina unægteligt som et land, der følger Sun Tzus påstand om, at »al krigsførelse beror på vildledning«.