Urørte arealer eller industrielt landbrug – der er en tredje mulighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

”Hvem passer på grisene?” var titlen på en dokumentar, som TV 2 bragte i december. Udsendelsen indeholdt en lang række eksempler på grove overtrædelser af dyreværnsloven og i øvrigt uacceptable forhold i danske svinestalde. Det fremgik tillige, at de beskrevne ulovligheder blev begået rutinemæssigt og i et overvældende omfang.

Man fik desuden et klart indtryk af, at Fødevarestyrelsen, der har tilsynsmyndigheden, systematisk ser igennem fingre med ulovlighederne.

Der er sådan set ikke noget afgørende nyt i udsendelsen. Det nye er blot, at forholdene i svinestaldene igennem årene er blevet endnu værre, og at myndighedernes medskyld er vokset. Hvis landets lov og ret gjaldt også i landbruget, stod et betragteligt antal mennesker til fængselsstraf, og fødevareministeren ville miste sin stilling straks.

Det måske mest nedslående ved tv-dokumentaren er, at den efter alt at dømme ikke får nogen konsekvenser. Ramaskriget udebliver, og reaktionerne indskrænker sig til en moralsk fordømmelse af svineproducenterne, tilsynsmyndigheden og måske de politisk og økonomisk ansvarlige. Når ubehaget ved synet af de mange blodører, brok, halebid, endetarmsudfald, fikserede søer, smågrisemassedød, etc. etc. har lagt sig, fortsætter mishandlingerne uhindret, ja bliver blot værre.

Sagen er, at årsagen til de uacceptable tilstande ikke først og fremmest skal findes i moralske brist, men i en økonomisk realitet: Industriel produktion af slagtesvin er ikke rentabel i Danmark, men opretholdes af politiske grunde og kun i kraft af massiv direkte og indirekte statsstøtte samt altså også tilsynsmyndighedens passivitet.

Den faldende rentabilitet skal ses i sammenhæng med strukturudviklingen i landbruget, som mange – ganske vist fejlagtigt – anser for en historisk nødvendighed. Som ved en naturlov må hvert år en betydelig del af svinebrugene lukke, uanset hvor hårdt de har presset deres produktionsdyr. Apropos moral synes flertallet af danskere ikke at bekymre sig synderligt om svinenes lidelser.

Det er heller ikke deres grise, og man kan jo lade være med at spise konventionelt svinekød. Endelig står det jo også skrevet, at den, der dømmer, dømmer sig selv. Man skal ikke pege fingre, siger man i dag.

Situationen synes således håbløs. Men måske kan minkskandalen give stof til at eftertænke risikoen for en svineskandale. En pludseligt opstået epidemisk sygdom (covid-19) blandt mennesker udløste, at hele minksektoren likvideredes over hals og hoved. Hvad det kommer til at koste den danske statskasse, er endnu uvist, men skøn på ca. 30 mia. kr. er blevet nævnt.

Der skal en betydelig fantasi til for at forestille sig de fulde konsekvenser af en tilsvarende nedlukning af svineindustrien. Det må dog stå klart, at det vil være fatalt for Danmarks økonomi som helhed.

Der er længe fra lægeligt hold blevet advaret imod farerne for folkesundheden forbundet med den omfattende svineproduktion, dog uden effekt. Men måske kan en økonomisk argumentation omsider motivere et kursskifte. Ikke blot er produktionen behæftet med betydelig risiko for at forårsage et samfundsøkonomisk havari, men med tiden har bundlinjerne i sektorens regnskaber antaget en stadig dybere rød farve.

Det betyder så meget som, at samfundet, der vel at mærke fattes arbejdskraft, med fordel kunne bruge sine ressourcer på at producere noget andet. Dette vil tilmed antagelig også være en økonomisk fordel for landdistrikterne, hvor de for omgivelserne ofte meget ubehagelige svinefabrikker medvirker til fraflytning. Desuden er den negative klimaeffekt ved svineholdet stærkt undervurderet, mens offentligheden af uransagelige årsager koncentrerer opmærksomheden om landets stadig færre køer.

Hermed er vi fremme ved det helt aktuelle, centrale landbrugspolitiske problem: implementeringen af den grønne trepartsaftale. Her står udtalelserne fra minister for grøn trepart Jeppe Bruus i skærende kontrast til de netop offentliggjorte vurderinger fra landets førende landbrugsøkonomer. Hvor den tidligere skatteminister forventer, at en omfattende ændring af landets arealanvendelse vil være på plads ved udgangen af 2025, forudser økonomerne »kaotiske« tilstande og et mangeårigt dødvande med hensyn til omstillingen.

Har sagkundskaben ret, står ikke blot regeringen, men landbrug og landdistrikter over for en alvorlig social og økonomisk krise, og hele landet vil skulle leve med fedtemøg, dalende biodiversitet og et fortsat elendigt CO₂-regnskab langt ud i fremtiden. Og så er der jo også lige det med grisene.

Tillad mig at påpege, at de to problemer, svineindustriens manglende bæredygtighed og manglerne ved trepartsaftalen, kan og skal løses i én og samme bevægelse. Den grundlæggende fejl ved trepartsaftalen er nemlig, at den rummer en misforståelse af forholdet mellem jordbrug og natur: Efter aftalen skal landets arealer enten bruges til at drive industrielt landbrug og skovbrug på, eller også skal det være uproduktivt og helst såkaldt urørt. Det er rigtig fint på den måde at redde nogle rødlistede og dermed truede arter, rejse mere skov og beholde et produktivt landbrug.

Men det er ikke i orden at basere hele løsningen på udelukkende at fremme to ekstremer. I iveren efter et kompromis har man glemt, at man også kan drive landbrug baseret på naturlige processer, og at dette netop rummer de løsninger, der efterlyses: Det binder kulstof og kvælstof, det øger biodiversiteten, og mennesker trives med det.

Der er dog ét problem ved denne form for såkaldt naturnært landbrug: Det kræver flere hænder end det industrielle og vil altså gå ud over arbejdskraftudbuddet, som økonomerne vil sige. Til det må man svare, at her er der tale om en national nødsituation, der desuden involverer kritisk infrastruktur, nemlig jorden – og det forstår de godt i EU, skal straks tilføjes.

I forvejen er der rigtig mange penge på spil, og dem skal ikke blot en snæver kreds af investorer, men hele landet have glæde af. Her skal tænkes kreativt, men dog ikke i teknologiske fremtidsfantasier. Med indførelse af kvindelig værnepligt og en fornuftig, uddannelsesorienteret beskæftigelse af værnepligtige i landbruget – som Den Grønne Ungdomsbevægelse har foreslået det – kunne man allerede komme langt.

Med etablering af en national jordbrugsfond, der fordeler råderetten til jord, således at flere ansvarlige og kyndige mennesker involveres, kunne man nå endnu længere. Og med en revision af planloven, så den fremmer ny bosætning på landet, ville man kunne komme tæt på målet. Selv om mere selvfølgelig skal til.

Ovenstående er ment alvorligt, for situationen er alvorlig for landets borgere og bønder, miljøet – og dyrene, ikke at forglemme. Der er hidtil spildt trecifrede milliardbeløb på løsningsforsøg, der ikke virkede. En jordreform er prøvet før med succes, nemlig med statshusmandsloven og lensafløsningen i 1919.

Uden den reform havde vi næppe haft en velfærdsstat i dag. Så til politikerne i den siddende flertalsregering må vi sige:

Vis nu noget mod og realisme. Læg en plan for afvikling af produktionsformer, der ikke er bæredygtige, og sørg for en fremtidig hensigtsmæssig indretning af det åbne land. Det er vores penge, I forvalter!