Danmark har aldrig lært at respektere grønlænderne – og nu er det måske for sent

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På det seneste har pressen været optaget af den store vrede blandt grønlændere mod de mange tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark. Det har blandt andet resulteret i, at landsstyreformand Mute B. Egede har beskyldt regeringen her for at have begået folkedrab. Adressen er spiralkampagnen, hvor omkring 4.000 unge piger i 1960’erne og 70’erne fik opsat spiral uden deres eget eller forældrenes samtykke. Angiveligt skete det for at stoppe en set med regeringens øjne ukontrollerbar befolkningstilvækst.

Man skal huske, at grønlændere efter 1953 skulle have samme rettigheder som andre danske statsborgere. At den tidligere kolonimagt har begået et kollektivt overgreb mod den grønlandske befolkning, burde være åbenbart.

Vreden er vokset i takt med protesterne over de mange tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark. I den forbindelse fremhæves navnlig misbrug af ”forældrekompetenceundersøgelser” med brug af personlighedstest, som bruges i strid med de gældende internationale standarder.

Regeringen er gået i flyverskjul. Tænk lige tanken: Hvis den medgiver, at der er et kolonialistisk eller ligefrem racehygiejnisk indhold i de mange anbringelser mange år tilbage i tiden, så har den et problem, der overgår dens menneskelige format. Skal der udbetales erstatninger til forældre og børn? Og så oven i spiralkampagnen?

Mange danske kommuner evner ikke at handle i overensstemmelse med fundamentale forvaltningsretlige standarder. Jeg kender tilfælde, hvor kommunen nægter at berigtige påstande ved at kalde det ”vurdering”. Hvis kommunen skriver om en grønlænder, at hun er vokset op i et miljø, der var præget af druk, så er det ikke en vurdering, men en påstand, der kan berigtiges.

Kommunen skal så undersøge, hvilken påstand der er sand. Når borgeren begærer en påstand berigtiget, sker det under henvisning til en modpåstand. Hun skriver f.eks.: »Der var aldrig alkohol i hjemmet, jeg voksede op i.« Hvis kommunen svarer: »Det er så din vurdering…«, så er det ikke at undersøge den.

Efter GDPR skal kommunen undersøge sagen ordentligt. Det svarer til det forvaltningsretlige oplysningsprincip: Jo mere bebyrdende en afgørelse borgeren udsættes for, des bedre og mere sande skal begrundelserne også være. Mit indtryk som partsrepræsentant er, at mange kommuners familieforvaltninger svæver i en nulfejlskultur. De vil ikke indrømme fejl.

En overset detalje i kritikken af anvendelsen af personlighedstest til forældrekompetenceundersøgelser går på, at de kun foretages på omkring 1-2 pct. af alle børn. Set statistisk er vi dermed uden for det, der kaldes konfidensintervallet, når man arbejder med stikprøver og normalfordeling. Derfor kan man slet ikke bruge de test, som vi gør nu.

Psykometriske personlighedstest, der ikke er udviklet til opgaven, er slet ikke egnede overhovedet til at sige noget som helst om forældreevne.

De mange demonstrationer, som grønlændere deltager i, er efter min opfattelse fuldt forståelige.

De grønlandske politikeres – nu både Mute B. Egedes, Aaja Chemnitz Larsens og Aki-Matilda Høegh-Dams juridiske udlægning, at der skulle være tale om folkedrab efter folkedrabskonventionen – holder næppe ret langt. Men det bortforklarer ikke, at vi nærmer os adfærd, der formentlig vil kunne bruges i en sag om ”forbrydelser mod menneskeheden”.

Adressen er imidlertid dansk politik, som den har udformet sig historisk. Fra 1920’erne har der været to spor i dansk grønlandspolitik, et racehygiejnisk og et humanistisk. Det racehygiejniske spor stod socialminister K.K. Steincke for, det humanistiske spor stod Thorvald Stauning for. Den ene var socialminister, den anden statsminister. Men det var Steincke, der for alvor fik sat dagsorden.

Steincke skrev bl.a. i ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen” 1920: »Hvis vi ikke vil risikere den moderne europæiske civilisations gradvise tilbagegang og endelige undergang, må vi ind på en systematisk modvirken af de uheldige følger for civilisationen og tillige tilstræbe en forædling af racen, den såkaldte eugenik, i Tyskland og Norden særlig benævnet racehygiejne eller raceforbedring.«

Stauning derimod var på det humanistisk sindede spor, uden at det nogensinde kom til noget opgør. Det viste sig også i form af hans positive indstilling over for den grønlandske befolkning.

De to spor findes også internationalt, bedst udtrykt ved Kiplings ”The White Man’s Burden” fra 1897 til Woodrow Wilsons tale i Folkeforbundet: »En fri, åben og fuldstændig upartisk tilpasning af alle koloniale krav, baseret på en streng overholdelse af princippet om, at den berørte befolknings interesser ved afgørelsen af alle sådanne suverænitetsproblemer skal have lige så stor vægt med de retlige krav fra det styre, hvis benævnelse skal bestemmes.«

I Danmark fortsætter de to spor. Racehygiejnen har i forhold til Grønland sejret helt frem til nu, men overlevet mere skjult.

Ved indførelsen af 1953-grundloven skrev Alf Ross et bestilt svar på, hvad man efter hans mening som ekspert i international ret skulle gøre, nu hvor Danmark stod over for at skulle opgive Grønlands kolonistatus. Han foreslog, at Grønland gradvis skulle kunne udvikle sig i retning af selvstændighed. Svaret blev ikke bare forkastet. Det blev forbudt omtalt. Statsminister Erik Eriksen, de andre ledende jurister og embedsværket anså grønlændere som et naturfolk, der skulle civiliseres. Egen identitet kunne der ikke være tale om.

Derfor fandt regeringen på det trick over for FN at gøre Grønland til et dansk amt og give grønlænderne dansk statsborgerskab. Dermed var fordanskningsprojektet også klart formuleret. Grønlændere skulle ikke være sig selv, de skulle gøres til danskere. Racehygiejnesporet vandt over humanisme-sporet. Det er rester af den tankegang, der har fået lov til at fortsætte frem til nu.

Man kan se spiralkampagnen som regeringens forsøg på at begrænse udgifterne til fordanskningens omkostninger til boliger og arbejdspladser, hvis befolkningsudviklingen i Grønland løb løbsk.

De mange tvangsfjernelser har nu – udover falske påstande om druk og vold – to begrundelser: for lav (dansk) intelligens og for dårlig dansk måde at ”mentalisere” på. Ved mentalisering forstås evnen til at være i kontakt med sit barn.

Danskere dyrker forestillingen om deres egen intelligensmæssige overlegenhed. Grønlændere tænker ikke i intelligens snarere i dygtighed som færdigheder i bredere forstand. Intelligensdyrkelsen ser jeg som indlejret racehygiejne som afledning fra de kvaliteter, grønlændere har.

Vi respekterer fortsat aldrig grønlændere, som de er. Kolonialisme udmærker sig ved, at vi prioriterer territoriet over hensynet til befolkningen.

Besidder Folketingets partier, pressen og regeringen ikke evnen til selvrefleksion? Kan vi slet ikke tage det humanistiske ansvar på os, hvis byrden bliver for tung? Det er på tide, de danske politiske partier og ikke mindst regering og embedsværk vågner op. De klare signaler skal forstås, ikke misforstås. Det er en rent dansk sag. Der skal et indre opgør og et sporskifte til.